Gode råd til pleje i hverdagen for travle mødre

0

Undskyldningerne er mange, når vi mødre sætter os selv til side. Men gør vi os selv og vores børn en tjeneste ved at lade os selv forfalde? Nej! Derfor får du her fire tips til nemt at få indført lidt selvforkælelse i hverdagen.

Selvpleje-rutiner

Kender du det med at føle, at du mellem afhentning i børnehave, ture i supermarkedet, en travl arbejdsdag og madpakker bare ikke rigtig har tid til den selvpleje, du inderst inde ved, du har brug for og længes efter?

I kraft af mit job som helsecoach bider jeg ofte mærke i, hvor tit mødre siger, at de må pleje sig selv senere i livet, for nu har de jo børnene. Og så er der jo alle dem, som ikke siger det højt, men som enten ubevidst eller bevidst har den indgroede indstilling, at selvpleje er egoistisk.

Jeg forstår følelsen af magtesløshed. Af ikke at have nok tid, at føle sig overvældet og lade sig rive med af det, som er nemmest.

Stort set alle mødre har gjort det i kortere eller længere perioder, men sagen er den, at når du først begynder at passe på dig selv, så får du mindre og mindre lyst til at gå tilbage til grå hud, sure opstød, mangel på energi, dårligt selvværd, oppustethed, forstoppelse og alt andet som en ubevidst livsstil ellers kan føre til.

Bare tanken om at DU er den vigtigste person i dit liv, kan føles egoistisk og forbudt, men sandheden er, at det er med dig, det hele begynder:

  • DU er det forbillede, dine børn har at kigge på, når de en gang selv bliver voksne. Og vil vi ikke have, at vores små poder skal kunne passe på sig selv på en sund måde, når de flyver fra reden?
  • DU skal have energien til alt det, man skal kunne med børn. Lege, lave mad, rydde op, hjælpe med lektier, handle ind osv. Du skal tankes op hele tiden, så du ikke kører på tom tank konstant og til sidst ødelægger motoren.
  • DU skal have det godt med dig selv. Selvværd smitter og spreder glæde. Både i og udenfor det lille hjem.

Men jeg har seriøst ikke tiden til det, tænker du måske, eller måske aner du bare ikke, hvor du skal begynde. Jeg har et par idéer:

selvpleje-rutiner-ordvalg
1. Tænk over dit ordvalg

Jeg havde engang en klient – en mor, som var endt med at gå ned med stress. Når vi talte sammen, sagde hun ofte ting som ”Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg gerne ville forbi helsekostbutikken og købe X, men det kunne jeg ikke nå, fordi jeg skulle hjem og lave Y.” Eller, ”Jeg ville gerne ud at løbe i går, men det kunne jeg ikke, for så kunne jeg jo ikke nå X.” Eller kort og godt: ”Jeg vil gerne bevæge mig et par gange om ugen, men det har jeg ikke tid til.”

Tid er en sjov størrelse. Specielt i disse dage, hvor vi føler, at vi har så lidt af den. Alligevel er vi stort set alle på diverse sociale medier og ser Netflix, HBO eller lignede. Og det har vi ofte tid til. Når vi konstant fortæller os selv, at tiden er en manglevare, ja, så tror vi på det. Men hvor meget tid, vi har, er ofte en subjektiv opfattelse snarere end et objektivt faktum. Hver gang du tænker eller siger højt, ”det har jeg ikke tid til”, så ændr det straks til, ”det prioriterer jeg ikke lige nu.” Hvad vi har tid til, handler primært om, hvor meget vi vil noget. Når vi med vores ordvalg gør det klart og bevidst, at vi ikke prioriterer noget lige nu, bliver det til et aktivt valg, vi tager, i stedet for at fravælge noget helt automatisk og helt ubevidst, selvom vi egentlig godt ved, at det gavner os.

selvpleje-rutiner-aftenbad
2. Tag et aftenbad

Mange mennesker sover godt efter et varmt bad. Når ungerne er lagt i seng, kan du tage lidt mig-tid og forkæle dig selv med simpel mor-wellness. Lav gerne en selvmassage i badet med for eksempel sesamolie. Det løsner spændinger, mindsker stress, og du vil begynde at få bedre kontakt til din krop. Mærk hvor spændingerne sidder og massér lidt ekstra der, mærk efter hvordan du har det i krop og sind og tag et par dybe suk, som aktiverer ro- og fordøjelsesdelen af nervesystemet. Ansigtsmassage med olie er også altid en god idé.

selvpleje-rutiner-staa-tidligere-op
3. Stå tidligere op

Hvis du kan eller har lyst til at prøve, så stil uret en halv time før det hele brager løs. Hvis det er weekend, kan børnene måske se lidt tegnefilm, mens mor plejer sig selv. Bevæg dig lidt inden morgenmaden. Det kan bare være i 10 til 15 minutter. Eventuelt lidt squats med dybe vejrtrækninger (ud gennem mund – ned, ind gennem næse – op), lunges, sidestræk eller hvad du nu kan finde på. Der er uttalige sites på nettet – eller gode apps – som også tilbyder gratis og korte små videoer som du kan følge, hvis fantasien ikke rækker. Du vil mærke, at din dag starter fuldstændigt anderledes, og at du føler dig stærk og klar til dagens udfordringer. Når du først har fået det gjort til en rutine så giv det tre uger, og du vil ikke kunne klare dig uden.

selvpleje-rutiner-dig-tid
4. Dig-tid én gang om måneden

Denne SKAL i kalenderen. Her kan ikke aftales andet, og din familie skal vide, at det her er helligt for dig. Én gang om måneden skal du lave noget for dig. Det kan være alt fra at gå ud med veninder til at få en ansigtsbehandling eller gå en lang tur alene. Hvis du ikke har mulighed for at gå ud, kan det være at male et billede med børnenes vandfarver, skrive i en dagbog eller måske endda meditation. Sørg for at gøre det lækkert og indbydende ligesom du ville gøre, hvis du planlagde det for én du holder af.

Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet.
Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK
 @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty

Share.

Leave A Reply