Pas på dig selv: Stress, bekymringer og hårtab. NEJ TAK!

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Karriere, veninder, mand og børn. Vi vil nå det hele – og gerne på den halve tid. Men det slider på hud, hår, krop og sind, og hvis vi vil undgå at ældes før tid, skal vi være ekstra opmærksomme. Få gode råd mod stress og tips til et yngre look…

Husk at du skal passe på dig selv

Stress er slemt og tærer voldsomt på vores livskvalitet. Det samme gør bekymringer. Bekymringer om job, privatliv, økonomi og sygdom. I perioder med alt for meget at spekulere på bliver vores hud grå og trist, poserne under øjnene vokser, og vi tager måske på i vægt – eller taber os voldsomt. Stress kan endda også føre til, at vi i en periode taber håret. Videnskaben er i tvivl om, hvorvidt kronisk stress får os til at ældes hurtigere. I hvert fald har langt de fleste undersøgelser været bygget på casestudier af folks egne opfattelser og observationer, snarere end det har været videnskabeligt bevist. Ikke desto mindre har et mindre amerikansk studie i 2004 påvist en sammenhæng mellem kronisk stress og aldring.


Nemme tips til et yngre look

  • Gå ordenlig tid i seng og få gerne 7-8 timers søvn hver nat.
  • Baser din kost på friske, gerne økologiske råvarer, fisk, grøntsager, frugt, nødder og frø, og skyl ned med vand – masser af det.
  • Lev sundt 80 procent af tiden – og skej ud de sidste 20.
  • Husk, at 20 minutters motion er bedre end ingenting – vi behøver ikke alle at løbe maraton.
  • Lav løbende en personlig tilstandsrapport og få fundet eventuelle energidræbere. Dette kan du gøre enten hos lægen eller hos en psykolog.

Sov sødt – og længe!

Faktum er, at kost, motion, tanker og sindstilstand er langt vigtigere end dine gener for, hvornår du ældes. Styrer vi ikke vores stressniveau, kost eller livsstil, får vi sværere ved at holde alderen fra døren. Er vi bekymrede eller direkte stressede, påvirker det vores søvn. Ny forskning viser, at tilstrækkeligt med søvn sløver aldringsprocessen og holder kroppen yngre i længere tid. Forskere på Duke-NUS Graduate Medical School Singapore har opdaget, at når ældre mennesker sover mindre, ældes deres hjerner hurtigere. Og det gode er, at syv timer i døgnet burde være ideelt for din evne til at fungere optimalt. Men manglende søvn kan også udsende signaler om, at vi er blevet gamle at se på. I mødet med andre mennesker afkodes vores tilstand, og virker vi trætte, stressede, eller som om vi ikke har det godt, vil det få andre til at tænke: Hun er kommet til at se gammel ud. Hvor er øjnene, der stråler, det livfulde hår og den friske hud?
Mens det er vanskeligt at påvise, om vi ældes hurtigere i dag end for 100 år siden, er vi til gengæld blevet langt mere opmærksomme på at holde rynkerne på afstand. Skønhedsidealet domineres af unge mennesker uden rynker og andre tegn på alderdom, og når de fleste af os gerne vil bevare udseendet, som dengang vi var midt i tyverne, kan det skyldes, at det er her, man biologisk set er i topform. Det er i disse år, at fertilitet, reaktionsevne og hjernens arbejdshastighed er højest.

Mens det er vanskeligt at påvise, om vi ældes hurtigere i dag end for 100 år siden, er vi til gengæld blevet langt mere opmærksomme på at holde rynkerne på afstand.

Vær opmærksom på håret

Psykisk stress kan som nævnt medføre, at man i perioder kan tabe håret, og det får som bekendt ingen til at se yngre ud. Årsagen kan være, at vi har mange nerver i og omkring hårsækken, som altså bliver påvirket, når vores krop mærker stresssymptomer. Samtidig kan udskillelsen af bestemte proteinstoffer fra nervecellernes ender være direkte årsag til, at hårets vækstcyklus bliver forstyrret, og vi taber hår. Stresshormonet kortisol kan også spille en rolle, da stress øger produktionen af kortisol. Endelig kan stress også i nogen grad sætte sit præg på hovedbunden, fordi det kan øge talgproduktion fra hovedbundens talgkirtler, hvilket kan bidrage til øget hårtab. Men husk på, at langt de fleste hårtab relateret til stress kun er midlertidige, og at håret vil vende tilbage, når du ikke er stresset længere.


Sådan forebygger du dine rynker

  • Rynker får vi som følge af vores ansigtsmimik og med alderen. Når vi bliver ældre, mister hudens bindevæv gradvist sin styrke og elasticitet, og huden bliver tyndere og mere tør – og dermed mere rynket.
  • Nogle er mere arveligt disponeret for rynker end andre, men livsstilen har også stor betydning, især sol- og rygevaner. Du kan mindske yderligere skader ved at være varsom omkring soladfærd, rygning og levevis.
  • Start med at forebygge rynker, mens du er ung. De vigtigste råd er at holde igen med solbadning, bruge rigeligt med solcreme, min. faktor 15, og sluk for solariet. I Danmark skal man bruge solcreme fra april til oktober, når man opholder sig længere tid i solen. Og kvit cigaretterne. Rygning påvirker de små blodkar i huden, så blodforsyningen bliver dårligere. Det betyder, at hudens celler får mindre ilt, og derfor ældes huden hurtigere.
  • Og ikke mindst: Prioriter også et sundt liv uden stress – det forebygger rynker.

13 gode råd mod stress

  1. Lær dit stressmønster og dine symptomer at kende. Brug dit stressmønster og symptomerne herpå som advarselstegn og reager på symptomerne i tide.
  2. Find ud af, hvad der stresser dig, og hvad der giver dig glæde. Er det familien, arbejdet, økonomien eller dine krav og forventninger til dig selv. Overvej, om det er noget du bør, kan og vil ændre på. Kompenser på andre områder. Hvis det kniber på jobbet, så få det rart med familien eller omvendt.
  3. Bed om hjælp. Vær åben om de problemer, du har, og bed om hjælp.
  4. Balance mellem arbejde, familie og fritidsliv. Værn om og marker grænsen mellem dit arbejds- og privatliv.
  5. Dyrk og styrk dit familiære og sociale liv. Gode relationer forebygger stress. Hent støtte og energi i familien, hos venner og i dit øvrige netværk.
  6. Prioriteter – sig til og fra – og drop perfektionismen. Vær realistisk og afstem dit ambitions- og præstationsniveau i forhold til din aktuelle situation på arbejdet og i familien. Accepter, at du ikke kan kontrollere alt, og du kan ikke gøre alle tilfredse.
  7. Løs uløste konflikter – ellers har de det med at styre dit liv.
  8. Få frisk luft og lys. Naturen er en stor ”healer” mod stress.
  9. Hold fri og ferie. Hold fri, når du har fri. Lad være med at tage arbejde med hjem. Sluk arbejdstelefonen og læs og svar ikke på arbejdsmail, når du har fri.
  10. Afkobling. Sæt tid af til restitution – f.eks. alene- og stilletid, eller beskæftig dig med noget, der giver dig positiv energi, som f.eks. en hobby.
  11. Hold igen med dit forbrug af tobak, alkohol, kaffe, sukker og andre stimulanser. Stimulanser øger kroppens belastning og kan bl.a. påvirke søvnen.
  12. Prøv at tænke positivt. Bryd negative tankemønstre. Lad være med at tænke for meget over noget, der måske sker.
  13. Hjælp andre. Det nedsætter dit stressniveau at fjerne fokus fra dig selv.

Kilde: Stressforeningen

Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty lige her >>
Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK
 @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty

Share.

About Author

Efterlad et svar