Bæredygtig skønhed har rocket skønhedsbranchen det seneste tiår, men det gælder ikke længere kun om redde vores hud og vores krop, nu handler det også om at redde planeten.
Skønhedsbranchen er på vej med den næste grønne revolution
Modemagasinet Elle har allerede kåret årets grønne skønhedsstjerner. 50 innovative produkter kaldet Elle Green Beauty Stars, som magasinets redaktører i januar udvalgte blandt 500 produkter fra en meget bred skare af skønhedsbrands.
Blandt ti kategorier, som hver især sigter mod bl.a. at nedbringe CO2-udledning, udrydde giftige ingredienser og ændre skønhedsindustrien for bestandigt, satte magasinet sig for at kåre de produkter, som ikke alene er gode ved vores krop, men også ved vores planet.
”Det er ikke længere nok at stemple et produkt ”økovenlig,” lød det i Elles begrundelse. ”Vi har haft brug for at definere green beauty, og for os er det lig med produkter, som indeholder naturlige ingredienser og/eller bliver fremstillet i en bæredygtig proces.”
Fra clean beauty til green beauty
Vi har i årevis hørt og læst om bæredygtighed i skønhedsbranchen. Forbrugere verden over har scannet ethvert skønhedsprodukt for parabener, petroleum og phtalater i jagten på naturlige ingredienser med kendt oprindelse, der skulle gøre så godt for vores krop indefra og ud, at vi nærmest kunne spise det, hvis vi havde lyst.
Men miljøbevidste forbrugere skriger på mere, nu vi vil også kunne gennemskue processen og produktionen. Det er ikke længere nok at et produkt er vegansk, nu skal det være CO2 neutralt og helst produceres med minimale mængder af vand.
Clean beauty er afløst af green beauty, og det får skønhedsproducenterne til at tage nye skridt i den grønne skønhedsrevolution. Med Europas mål om at blive CO-neutral i 2050 in mente, er en lang række globale brands for længst kommet på banen med tiltag, der skal tilfredsstille vores iver for at redde planeten.
Blue beauty anno 2020
Det er ikke mange måneder siden, Biotherm Nordics var på banen for at løfte sløret for et nyt samarbejde med den danske NGO Greenkayak. Som led i Biotherms målsætning om at minimere dets produkters indflydelse på planetens tilstand, herunder særligt havet, vil den globale skønhedsmastodont yde økonomisk støtte til projektet, der bekæmper vandforurening ved at udlåne en kajak til frivillige, der under deres roning samler affald op fra havet.
Allerede i 2012 indledte Biotherm dets store Water Lovers program på ryggen af den såkaldte ”blue beauty” bølge, der fokuserer på at beskytte havene, reducere plastic og de kemikalier, som slår koralrevene ihjel.
“At være et ægte Blue Beauty brand er en ambition og et mål, som vi altid vil arbejde hen imod,“ sagde Guilio Bergamaschi, Biotherms Global Brand President, om samarbejdet med Green Kayak.
“Vi tror på, at vi er nødt til at have partnere uden for skønhedsindustrien, som kan hjælpe os med at lære og vokse for at nå vores mål.”
Klima er også god markedsføring
Da green beauty bølgen først rullede ind over skønhedsindustrien, var det med mantraet: Reduce. Reuse. Recycle. En række progressive skønhedsbrands, ikke mindst i USA, var hurtige til at hoppe med på vognen og tog hul på en proces, der inkluderede alt fra distribution til ingredienser med hovedfokus på emballage. Det betød, at de forpligtede sig til at skifte til genbrugelige og genopfyldelige alternativer, finde alternativer til plastik, udskifte konventionelt blæk og farve med alternativer uden petroleum og udvikle koncentrerede produkter, som kræver mindre emballage.
Imens lyder kritiske røster, der taler greenwashing og misbrug af sexede klimaord i markedsføringen. Mens green beauty rykker på grund af sundhedsfordele og klimakærlighed, er der bekymring for, hvorvidt ord som bæredygtig og klimavenlig blot er varm luft og noget, virksomheder bruger for at sælge flere produkter og for at få produkterne til at fremstå mere grønne eller bæredygtige, end de reelt er. Det samme gælder spekulationer om de samarbejder, globale brands indgår med internationale NGO’er og miljøorganisationer.
Klimaneutral skønhed
Ikke bare Biotherm har hægtet sig op på det gode selskab med dets mission om at redde havet. Selv om green beauty fortsat er et meget løst defineret begreb, vil endnu flere have papir på at være klimaneutral, og det får certificeringsorganisationer til at stå i kø for at tilbyde skønhedsproducenterne det stempel, der for alvor gør det muligt at stille op i den grønne konkurrence.
En af dem er non-profit organisationen Climate Neutral, stiftet i 2019, som vejleder og hjælper brands til at blive CO2-neutrale. Porteføljen af skønhedsbrands, der bliver certificeret ”Climate Neutral”, er støt stigende. Mens 8 skønhedsbrands i 2020 havde opnået en certificering, tegner skønhedsbrands sig i dag for 19 ud af de i alt 288 brands, som, ifølge organisationens hjemmeside, tilsammen hidtil har udlignet 215.000 ton CO2.
”Vi var inspirerede af andre forbrugerbrands, som skaber positiv social forandring. Climate Neutral certificeringen er en spændende og tilgængelig måde, hvorpå brands kan gøre en forskel for klimaet,” lyder det fra CEO i Climate Neutrel, Austin Whitman, i magasinet Tatler.
Til skepsissen omkring greenwashing siger Whitman, at han håber, at Climate Neutral kan være med til at opbygge tillid blandt forbrugere, der søger brands, som dokumenterbart gavner klima og miljø.
Vid hvad du køber
Den amerikanske online skønhedsforhandler Beauty Heroes er gået skridtet længere end både clean, green og blue beauty og har lanceret fænomenet ”healthy beauty”.
I en slags markedsplads, hvor kunderne kan møde op i en flagship store såvel som abonnere på firmaets ”hero” produkter, forhandles alene brands, der lever op til en række standarder nøje udvalgt af stifter Jeannie Jarrot, som personligt sikrer, at alle brands lever op til kravene om at fremstille produkter, der er menneske- og planetvenlige og producerer emballage, der minimerer udledningen af CO2.
De er stemplet klimaneutrale
En række skønhedsbrands har fået stemplet Climate Neutral, og disse tre udvalgte kender vi allerede i Danmark.
Vintner’s Daughter
Vintner’s Daughter har for nylig lanceret dets Climate Neutral initiative, der skal gøre dem C02- neutrale i år.
“Socialt ansvar og miljøansvar ligger i hver et led af vores forretning, fra ingredienser, pakning og distribution til frivillige certificeringer og donationer til foreninger, der arbejder for kvinder, børn og miljø,” sagde stifter April Gargiulo i den forbindelse.
Maya Chia
“Vi har et ansvar for at forpligte os til at være med til at skabe en positiv forskel for planeten. Vi er med til at skabe fremtiden,” har Maya Chia stifter Susanne Norwitz sagt om skønhedsbrandet, der som et af få onlinebrands har CO2 neutral ordrelevering til deres kunder.
Innersense Organic Beauty
Hårplejeproducenten Innersense annoncerede dets partnerskab med Climate Neutral i 2021, og i sommer kunne de meddele, at de udligner 100 pct. af deres miljøaftryk.