Bæredygtighed: Skrald dig skøn

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Magasiner og restauranter har prøvet at lære os, hvordan vi i sundhedens og samvittighedens navn kan spise os mætte i stok, skrog og skræl. Nu har affaldstrenden ramt skønhedsindustrien, hvor ”zero waste” er det nye buzzword. Seneste hit er en parfume lavet på – ja skrald.

Bæredygtig skønhed

Den indeholder noter af æble, appelsin og jordbær og beskrives som delikat og raffineret. Prisen er 1.000 kr. men ikke desto mindre er ”I AM TRASH” intet ringere end verdens første affaldsduft. Ikke udvundet af småt og brandbart fra genbrugspladsen, men af rester alt fra træflis til æbleskrog.

Etat Libre dÓrange – Les Fleurs du De Chet ’I Am Trash’. Denne duft er en ny innovation indenfor parfume industrien. Ambitionen ved skabelsen af denne duft var, at være med til at skabe den første luksus parfume lavet af affald. Duften blev skabt fra allerede udnyttede kronblade, allerede destilleret træflis og endda rester fra fødevareindustrien. 100 ml. 1.000 kr.

Med parfumen – og ikke mindst dens navn – skubber firmaet bag, Etat Libre d’Orange, til grænserne for den bæredygtighedsbølge, der de seneste år har præget skønhedsindustrien. For mens vi allerede har lært, hvordan vi bager boller af juicepulp, og skønhedsindustrien er begyndt presse antioxidanter og C-vitamin ud af frugtaffald og citrusskræl, spreder affaldstendensen sig nu til alle grene af branchen.

Er skønhedsindustrien klar?

Ifølge den globale analysevirksomhed Mintel, vil ”nul affald” filosofien præge både skønhedsmarkedet og vores personlige ageren i årene, der kommer.

2019 er året, hvor vi for alvor hopper med på ”Sub Zero Waste” bølgen og fokuserer lige så meget på, hvad vi kommer PÅ vores krop, som hvad vi kommer I vores krop.
“Sub-Zero Waste” er ikke bare en trend, det er en bevægelse, der vil ryste hele skønhedsindustrien. Nogle virksomheder overvejer allerede helt at fjerne emballage fra deres produkter. Uanset om det gælder om at reducere eller eliminere affald, så skal brands handle nu, hvis ikke de vil miste deres position,” lyder det Andrew McDougall, direktør i Mintel Beauty & Personal Care, i analysen.
”Skønhedsbrands og producenter, som ikke går med på denne tankegang, vil få svært ved at overleve. Forbrugere tænker langt mere over, hvordan deres adfærd påvirker planeten og klimaet, og de vil have miljøvenlige og bæredygtige produkter. Flere indie brands (mindre, uafhængige brands, red.) har lagt sig i førerfeltet, når det gælder bæredygtig skønhed og har bygget deres forretning op omkring etik og miljøvenlige koncepter. Større brands er nødt til at følge med, og det skal gå stærkt,” siger han.

‘Makeup rehab’ er et forum, hvor selverklærede makeupafhængige støtter hinanden i at holde op med at købe ny makeup.

Tjek ind på makeup rehab

Overforbrug forårsager uoprettelig skade på klimaet, og flere og flere af os forsøger at skære ned i mange aspekter af vores forbrug. Det gælder ikke mindst, når vi taler skønhedsprodukter. Det har banet vejen for konceptet ”makeup rehab”. Et fænomen, der spreder sig med lynets hast på et forum som Reddit, hvor selverklærede makeupafhængige støtter hinanden i at holde op med at købe ny makeup. Målet er at lære sig selv at bruge det, man har, i stedet for at købe nyt hele tiden. Rådene, der cirkulerer blandt brugerne, går bl.a. på, hvordan man anvender skønhedsprodukter til flere forskellige formål, og hvordan man lærer at styre sin købetrang.

Det britiske kosmetikbrand Lush åbnede tidligere i år sin første emballagefri butik, et koncept de selv kalder ”naked”.

En naturlig proces

Ifølge Mintel vil principper som at reducere emballage, genanvendelse, genopfyldelige løsninger og længere livscyklus for produkter derfor være hovedprioritet for skønhedsbrands i løbet af de næste fem år. Det er en naturlig proces i takt med, at vi bliver mere optaget af klimapåvirkning fra bl.a. plastikforbrug.
Adskillige firmaer er allerede hoppet med på bølgen. Det britiske kosmetikbrand Lush åbnede tidligere i år sin første emballagefri butik, et koncept de selv kalder ”naked”, mens Procter & Gamble for nylig har lanceret en genbrugelig shampooflaske produceret af plastik, der er skyllet op på strandene.
Unilever og L’Oréal har begge forpligtet sig til at benytte 100 % genanvendelig og komposterbar plastik i 2025.

Rituals of Banyu blev sidste år lanceret, der hyldede vandets helende egenskaber.

Sundhed og skønhed smelter sammen

Linjerne mellem sundhed og skønhed er ved at blive udvisket, og med det kommer begrebet ”360 graders skønhed.” Vi tænker lige så meget over, hvad vi kommer på vores krop som i vores krop, og på, hvordan vores indre påvirker vores ydre. Den holistiske tankegang har skønhedsindustrien taget til sig. Bl.a. lancerede Rituals sidste år serien ”Rituals of Banyu”, der var inspireret af en gammel balinesisk vandceremoni, som hylder vandets helende egenskaber, og med den opfordrer de os til at ”vaske hverdagens fysiske og mentale støv af”.

En gave for miljøet

Klimaaftryk er blevet en fast del af vores tankegang, og med bølgen #passonplastic kommer #waterlessbeauty. Ud over plastiktiltaget har L’Oréal forpligtet sig til at mindske vandforbruget pr. produkt med 60 % i 2020 i forhold til 2005. Vand er industriens mest benyttede ingrediens, og efterspørgslen kan dræne verdens vandreserver, lyder argumentet fra L’Oréal, der i arbejdet mod en mere bæredygtig forretningsmodel har formuleret strategien ”Sharing Beauty With All’, som definerer ambitiøse målsætninger for bæredygtig udvikling i hele L’Oréals værdikæde.

Men med en branche, der lever af overforbrug og ”must have” produkter, kræver en bæredygtig udvikling også en strømlining af vores produktvaner. Tiden, hvor vi bruger tre-fire plastikemballerede produkter i vores renserutine, er forbi. Det er ikke længe siden, den berømte 11-trins rutine væltede ind over os fra Korea, som med K-beauty er foregangsland inden for skønhedstrends og innovation på skønhedsprodukter. Men mesterlandet bag ultralange og grundige skønhedsrutiner er også de første til at introducere begrebet “skip-care”.
Den handler kort og godt om at bruge færre produkter, der til gengæld indeholder højere koncentrationer af de effektive ingredienser og klarer flere ting på en gang, f.eks. både toner og fugter. Og ikke alene er det en gave til miljøet, det er også en gave til de dovne.

Den nyeste tendens indenfor K-beauty er ship-care. Nu producerer mange brands multiprodukter, der kan mere. Så behøver man ikke at købe så mange forskellige produkter, og på den måde skåner miljøet. Laneige og Klairs er bare nogle af de mange brands, som er med på K-Beauty bølgen. Laneige Water Sleeping Mask giver sund glød og masser af fugt over natten. 70 ml. 289 kr. Klairs Freshly Juices E-Vitamin Mask er et multifunktionelt produkt, som både kan anvendes som fugtmaske, natmaske eller som dagcreme. 90 ml. 270 kr.

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.