Alle restriktionerne gør at vi burde tænke i, hvordan vi kan forkæle os selv. Har du et badekar, så er det her måske noget for dig.
Frugtbadet med de mange fordele
Mange forbinder rituelle bade med en spaoplevelse, men en af de nyeste tendenser til selvforkælelse er lækre baderutiner derhjemme. Vi har mere tid og nu hvor alle kosmetologer og spasteder er lukkede, må vi tænke i andre alternative måder vi kan forkæle os selv på. Ud over de klassiske valg som æteriske olier og epsom salte er der et par andre ingredienser, der kan forbedre din baderutine og give en dybere følelse af ro og forkælelse. Med de rigtige ingredienser kan din tid i badekarret give endnu flere fordele samt efterlade din hud frisk og din krop med en skøn glød. Du skal ikke meget længere end til dit køleskab, hvor du skal finde dine citrusfrugter frem.
Det fine frugtbad er et instagram billede værdigt, giver en følelse af luksus og så medfølger der en masse fordele. Ifølge bloggen, In Ara by Maj Pham, kan C-vitaminindholdet kombineret med citronsyre, der findes i appelsiner, citroner og limefrugter bidrage til at forbedre cirkulation og endda mindske forstørrede porer. Derudover indeholder grapefrugt kalium, der hjælper med at udglatte rynker og alderspletter og giver et beskyttende skjold mod UV-stråler, mens aminosyrer gør huden fast og blød.
Vidste du at?
Citrusbadet er en populær vintertradition i Japan og ifølge kineserne, kan et orange frugtbad rense din energi.
Ifølge StyleCaster kan citrusfrugter såsom grapefrugt, klementiner, appelsiner og lime faktisk hjælpe med at reducere forekomsten af hudproblemer som cellulite også kaldet appelsinhud. C-vitamin bidrager til at forbedre hudens elasticitet og øger produktionen af kollagen i kroppen, hvilket kan hjælpe med at udglatte huden.
TIP! Lime virker udrensende og kan med fordel tilføjes i et glas kogende vand. Kom gerne en teske god honning i blandingen, det smager fantastisk og så virker honning også antiinflammatorisk. Nyd din udrensende kop te i dine varme bade og få det fulde udbytte ud af din alene tid.
Sådan gør du:
Fyld dit badekar op med varmt vand og skær alle de citrusfrugter du har i køleskabet i skiver. Du kan bruge alt fra limefrugter til appelsiner og grapefrugter. Du kan også tilføje epsom salt til dit bad. Epsom salt er et mineral bestående af magnesium og sulfat, som giver en frisk og sund glød hvis du bruger det til eksfoliering på kroppen. Nogle mener at epsom salt har en udrensende effekt af både affaldsstoffer og tungmetaller i kroppen. Tænd et par stearinlys, lyt til din yndlings lydbog og nyd lidt velfortjent selvforkælelse. Find din indre ro og lad din hud og krop absorbere alle de mange sanseindtryk og fordele.