Eva Harlou

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Hun vil hellere lytte til en ekspert, der ved noget, end shoppe rundt efter makeup og hudpleje. I takt med karrierespringet fra arkitektur til X-factorværtinde har hun fået stor respekt for makeup som et håndværk, der forener rummelighed, trends og farver – præcis som arkitekturen.

“Jeg vil aldrig sige aldrig omkring noget”

”Når jeg selv lægger makeup, går jeg meget op i at trækkene er symmetriske, at øjnene fx syner ens. Makeup er et fint håndværk, og som arkitekt går jeg op i at den måde, du bruger dine hænder på giver et bestemt resultat, at du kan rette på en skævhed i ansigtet og ved at se på ansigtets proportioner, trække det i en ny retning”.

Eva Harlou sidder i makeupstolen, det er mandag morgen og selv uden et gram makeup, ser hun intet mindre end fantastisk ud. En drøm af høje markerede kindben i et hjerteformet ansigt, turkise øjne, langt, tykt bølget hår, der helt fra naturens hånd har en let fald. Selv vipperne, der er lange, mørke og tætte, er der ikke gjort noget ved, de er bare sådan.

Er det bare gode gener?

”Jeg ligner min mor bygningsmæssigt, og vi ser vi alle sammen sådan ud i min familie, små, slanke og stærke kvinder. Men det betyder også, at jeg får min mors hænder med alderen, det er der jeg ender, med knoglede hænder, hvor man ikke kan få sine ringe af.” Det griner vi lidt af, for hvis det er fremtidsperspektivet, er det da til at leve med.

Det med at gøre noget ud af sig selv, style håret, bruge en mascara, har hun til gengæld ikke fra sin mor.
”Min mor, der er skolelærer bruger kun meget lidt makeup, så jeg skal en generation tilbage for at finde et forbillede. På den måde ligner jeg mere min farmor, der havde gummistøvler med høje hæle, neglelakker i alle nuancer, et smykkeskrin og clipsøreringe. Det med at være feminin og bruge tid på udseendet sprang ligesom en generation over, men er kommet stærkt tilbage som en form for frigørelse, fordi vi selv vælger”.

Det, der fungerer

Siden hun tog springet fra at være selvstændig arkitekt til at formidle først arkitektur i “Arkitekternes Hjem” og “Danmarks Skønneste Hjem”, og siden talen i ”X-factor”, har hun oplevet at få et mere nuanceret billede på sit eget udseende og på, hvad der egentlig klæder hende i farver og stil.
”Jo flere billeder, man får taget eller jo mere tv, man laver, jo mere opmærksom bliver man på, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg har et sammenligningsgrundlag, og der er faktisk en kæmpe verden, der åbner sig”. Ikke at hun aldrig før har gjort noget ud af sig selv, for det har hun altid, og lige siden gymnasie- tiden og tiden på universitet, hvor hun i første omgang læste medicin, inden arkitekturen fik fat i hende, har hun brugt energi og tid på hår, makeup, tøj. ”Jeg har altid været sådan en, der på universitetet fik at vide: ”hvor er du fin i tøjet” eller ”skal du til fest”, bare fordi jeg kom mandag morgen med makeup på eller håret sat. Ser jeg tilbage på det, var det jo ingenting i forhold til, hvad jeg kan have på af makeup i dag, måske bare lidt mascara og en pudder. Men jeg følte mig tit forkert, når jeg havde makeup på i skolen og lidt ærgerlig over, at jeg skulle retfærdiggøre, at jeg havde sat håret. Nogle gange skal der så lidt til, bare det at tage høje hæle på, så falder kommentaren prompte ”jeg fatter ikke, du kan gå i de høje hæle”. Men det kan jeg. Og det gør jeg.”

Gør dig umage

Lige nu arbejder Eva som arkitekt, for efteråret har været turbulent i forhold til privatlivet, som de fleste, der følger sladderbladenes forsider, allerede godt ved. Og der er først og fremmeste en hverdag, der skal hænge sammen, der er to børn, og der er konstant bud efter Eva, også til den røde løber, hvor det igen handler om at gøre sig umage:
”Hvis jeg skal til et arrangement eller bare til et møde, kan jeg godt lide at tænke på at udgangspunktet er i orden – hår, makeup, negle – så slapper jeg af og skal ikke tænke mere på det. Jeg tror, det er fordi, jeg godt kan lide den grad af ordentlighed og høflighed, der ligger i at gøre noget ud af sig selv, hvis man er inviteret ud til f.eks. en middag. Jeg tager dig alvorligt, for du har gjort dig umage, med f.eks maden eller opdækningen, og jeg har gjort mig umage med mit udseende. jeg kan godt lide, at det jeg har gjort, er gjort godt. Jeg er ordensmenneske, og ikke sådan en der arbejder godt i kaos og med tusind ting omkring mig. Hvis der står dresscode galla kunne jeg aldrig finde på ikke at komme i galla”.
Som til premieren på den nye James Bond film, hvor der ikke bare stod galla i invitationen, men også var vedlagt et følgebrev, hvor der stod, at ”dresscode skal overholdes”.
”Det burde vel være nok at skrive, at der er en dresscode, men vi er stadig ikke helt vant til herhjemme at der er et krav til vores udseende eller til, at andre end os selv stiller krav til, hvad vi skal have på. Der kan nærmest være en frygt for at det bliver pinligt, hvis man har gjort for meget ud af det. Det er ikke fordi, jeg partout mener, man skal have en hel masse makeup på, det betyder ikke så meget, om det er meget eller lidt, men det betyder noget at gøre sig umage. Går man ud af døren bare med pudder og mascara, så skal den pudder ligge rigtig fint og mascaraen skal ikke klatte, så kan man nå meget langt med lidt. Jeg er stadig miljøskadet af at have været studerende, og det hænger lidt ved i f.eks. makeup, at det ikke behøver være dyrt, men at man gør sig umage med det, man nu engang har, f.eks. den tid, man har til at bruge på makeuppen eller de produkter, man nu lige har ved hånden.”

”Og”, tilføjer Eva bestemt, ”jeg er IKKE en skønhedsguru at få på besøg, jeg er ikke på nogen måde ekspert i, hvad der findes eller hvad man kan gøre, men jeg er forfængelig, og der har lært mig at få det bedste ud af det, jeg har”.
Øjnene. Det er øjnene. Af alt det indtagende – de lange, kraftige, naturbølgede hår, den perfekte str 34, de høj, markerede kindben – så er det alligevel øjnene.
”Hvis jeg skulle til et møde og ikke engang havde dagcreme i ansigtet, og fik at vide at jeg kun måtte have et produkt i tasken, så skulle det være mascara, en god mascara. Den kan jeg ikke undvære. Med årene har jeg vænnet mig til, at det er øjnene, der er min force.”

Det bedste

Hun kan godt lide tanken om, at man trækker en masse skadeligt ud af produkterne til den daglige hudpleje, og her er rens og frugt i fokus:
”Jeg har altid brugt rensemælk, det er bare vane, men jeg er omhyggelig med at få renset godt af og tjekke efter, at alt er kommet af, og jeg kan godt lidt fornemmelsen af en varm, varm vaskeklud i ansigtet, særligt inden jeg skal sove. Jeg sværger ikke til et brand, men det må gerne være noget med serum eller olie, det har jeg ellers aldrig brugt før, men med alderen er jeg blevet opmærksom på det. Jeg har lige taget sådan en Bioeffect kur på en måned, og det var bare den der følelse af, at jeg nu gjorde noget godt for mig selv, det var i sig selv rart.”
Det der med at læse på nettet eller shoppe rundt efter beautyprodukter, det overlader Eva til andre. Hun vil hellere guides af et klogt hoved, der kan fortælle hende, hvad hun skal bruge, og så går hun hjem og gør det eller booker tid til det.
”Jeg bruger mine hænder utroligt meget, de er mit arbejdsredskab og jeg er ikke øm over dem. De er sådan en sandpapirshånd, jeg rækker frem, når jeg giver hånd, for jeg bygger modeller, arbejder med kraftig pap, får maling og tusch på fingrerne, skærer mig på de tunge hobbyknive. Derfor skal de have lidt ekstra, for det er ligesom en musiker, der passer og vedligeholder sit instrument. Så det er det ypperste for mig bare engang i mellem at kunne troppe op med nogle pæne negle. Jeg har også altid håndcreme i tasken, så når jeg sidder i kø i bilen, kan jeg lige komme lidt håndcreme på.

Hvad er dit hemmelige skønhedstip?

”Med tiden rykker ens tænder sig, så jeg sover nogle gange med en skinne, min tandlæge har lavet, der holder tænderne på plads, så de ikke rykker sig.” Eva stopper kort og så griner hun: ”Det er lige til forsiden af sladderbladene: Afsløring: Eva Harlou sover med skinne på tænderne”.

Læs hele interviewet med Eva Harlou og se også hvordan looket ‘Nordic Glam’ blev skabt.

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Efterlad et svar