12 kostråd med fakta om fedt og sukker!

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Danskerne er faret vild i kostråd og forvirrende sundhedsbudskaber. Nu glemmer vi selv grundreglerne, viser en ny undersøgelse. Vi kan slet ikke hitte rede i sundt og usundt fedt. Eller om frugt feder. Om chokolade og rødvin forlænger livet eller er på fy-listen. Vi skærer ind til benet og finder de sande budskaber.

Vi snubler i sundhedsbudskaberne

Sundhed er snart ved at være tidens største religion. Med sundhedsapostle, som forsøger at få os til at forsage det usunde. De fleste lytter andægtigt, men forstår det ikke helt. For vi bliver bombarderet med så mange kostråd med modstridende budskaber, at vores bevidsthed er blevet bedøvet. Budskaberne blandes. Forvirringen er fuldstændig. Så blev brød bandlyst. For mange æg er usundt. Frugt feder. Gluten er ikke godt. Kulhydrater giver ikke ekstra kilo alligevel. Kartofler er kaloriebomber. Chokolade er slankende og rødvin modvirker hjertekarsygdomme. Vi må godt spise fedt. Bare det er umættet – eller er det mon mættet? Især danske kvinder reagerer hurtigt på advarsler om såkaldt farlige fødevarer. Men med det resultat, at vi glider godt og grundigt i de gamle, stadig gyldige grundregler. Det afslører en ny undersøgelse. Der er for mange myter om mad og drikke.

Fedt og sukker forvirrer når der rådgives om kost

Når der hele tiden dukker en ny ekspert op og fortæller noget nyt, kan det være svært at finde ud af, hvad der egentlig er rigtigt og forkert, lyder konklusionen fra kommunikationsbureauet, der står bag analysen af budskaberne. Den ene dag er fedt sundt, den anden er fedt usundt. Så er kulhydrater sundt, så er kulhydrater usundt. Der er så mange modstridende kostråd i aviser og magasiner, at vi mister overblikket. Ifølge undersøgelsen ved vi slet ikke, hvad der er ufedt fedt. Faktisk tror mere end en tredjedel af den danske befolkning, at det usunde mættede fedt er det mest sunde. Men det er det umættede fedt. Også sukkertyperne forvirrer os. Kun 55% af danskerne tror, at traditionelt sukker er mere usundt end frugtsukker. 23% mener, det er lige usundt, 18% siger, at frugtsukker og sukker faktisk er det samme. Og 2,5% af danskerne dømmer frugtsukkeret helt ude.

For mange meninger og “gode råd” fra menigmand

Spørger man de akademisk uddannede ernæringseksperter, er én af forklaringerne på forvirringen, at der er for mange menigmænd med hjemmestrikkede kostråd og meninger hertil. Vi kan simpelthen ikke sluge flere sundhedsbudskaber uden at få dem galt i halsen. Vi lever i en verden af løsrevne sundhedsbudskaber. Forbrugerne bliver forvirrede over de mange løsrevne budskaber. Da den omvendte kostpyramide kom frem, blev kartofler og brød pludselig usunde. Og samtidig har der været historier om at chokolade er slankende og rødvin modvirker hjertekarsygdomme. Der mangler helhedsperspektiv og det er en vigtig opgave for forskerne at forsøge at få frem nu, siger forskere på Fødevareinstituttet. Eksperterne med anerkendte, akademiske uddannelser forsøger nu at gøre op med selvudnævnte sundhedseksperter. De siger samstemmende, at fanatisme og forbud gør sundhed til et nærmest uopnåeligt ideal. I stedet skal vi bare stole på vores sunde fornuft. Stole på, at vi faktisk godt ved, hvad der er sundt og usundt. For alt i mens det bølger frem og tilbage med nye budskaber er det stadig de otte gamle kostråd fra vores barndom, der gælder.

1. De 8 officielle kostråd

  1. Spis mere frugt og grønt – 6 om dagen
  2. Spis fisk og fiskepålæg – flere gange om ugen
  3. Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød – hver dag
  4. Spar på sukker – især fra sodavand, slik og kager
  5. Spis mindre fedt – især fra mejeriprodukter og kød
  6. Spis varieret – og bevar normalvægten
  7. Sluk tørsten i vand
  8. Vær fysisk aktiv – mindst 30 minutter om dagen

2. Fakta om fedt:

Fedt er blevet et fyord når vi taler kostråd. Men fedt er strengt nødvendigt for kroppens funktioner. Der er sundt og usundt fedt. Vi skal ikke have for meget af noget af det, men når nu en vis mængde fedt er vigtigt, bør du vælge det sunde fedt. Skurken er det mættede fedt, som er usundt. Det sunde fedt kaldes umættet fedt og kommer primært fra planteriget. Det umættede fedt er sundt og nødvendigt. Du finder det i f.eks.: raps, oliven, nødder, avocado, fjerkræ, kalvekød, vindrue, tidsel, majs, solsikke og fisk.

3. Kartofler, ris og pasta er sundt

De er fyldt med gode kulhydrater og indeholder næsten ikke noget fedt. Kartofler er desuden en af vores vigtigste kilder til C-vitamin. Derfor er der god grund til at spise løs – gerne mange gange om ugen. Ris og pasta indeholder lidt flere kalorier og færre vitaminer og mineraler end kartofler.

4. Spis bare brød til

Brød er blevet bandlyst af mange slanke- og sundhedseksperter. På et tidspunkt var der tale om, at rugbrød var lige så fedende som wienerbrød. Men brød og kornprodukter er supervigtige for sundheden. Groft brød, mel og gryn er fedtfattige og giver os mange vigtige næringsstoffer.

5. Sukker

Sukker fra roer og sukker-rør indeholder ikke vitaminer og mineraler. Sukker indeholder kun tomme kalorier i modsætning til frugt, som ud over et naturligt sukkerindhold, også indeholder vitaminer og mineraler. Det anbefales, at man som voksen får højst 30 gram sukker dagligt. Et godt kostråd er at man kan altså godt både spise sundt og samtidig få noget til den søde tand. Husk, at det naturligt forekommende sukker i frugt og grønsager altså ikke tæller med i regnskabet.

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Efterlad et svar