Hvad enten det er voksbehandlinger, facials, opstrammende behandlinger, kirurgi eller noget helt femte, så er det altid en god idé at have styr på fakta. Hver ting til sin tid – men hvornår? Og hvad skal du vælge? Bliv klogere én gang for alle lige her!
Hver ting til sin tid – men hvornår?
Det er svært at finde rundt i junglen af kirurgiske/ikke-kirurgiske behandlinger, som er tilgængelige, når det gælder et smukkere og friskere udseende. Mest af alt fordi det kan være svært at hitte ud af, hvad de forskellige behandlinger er bedst til. Når vi ældes, gennemgår huden tre store forandringer: Manglende volumen, slap hud samt en forandring i hudens struktur. I dag er der så mange muligheder for behandling af disse forandringer, at det kan virke uoverskueligt og overvældende. Tidligere var mulighederne langt færre. Hang huden, måtte der et kirurgisk indgreb til. I dag findes der filler, Botox og laser, og det kan gøre os forvirrede. Ofte er det et mix af de forskellige muligheder, som giver det mest naturlige resultat. Og det er som oftest det, de fleste foretrækker.
Vær opmærksom på priser og helingsproces Der er en del at overveje inden dit valg af behandling. Filler og Botox er nok den billigste løsning og kræver ingen eller minimal helingsperiode. Laserbehandling er klart den gyldne mellemvej både med hensyn til helingsperiode og pris. Kirurgi er den dyreste mulighed og kræver også den længste helingsperiode. Men det er vigtigt at vælge behandling efter, hvilke forventninger du har. Hvis du nu vælger laserbehandlingen, men bliver skuffet over resultatet, var det måske bedre at spare pengene på laserbehandlingen og gå direkte til kirurgi. Ofte er en kombination god. Igen kommer det an på, hvad dine forventninger og ønsker er. Derfor er det vigtigt med en professionel konsultation, inden du tager beslutningen. Og så skal du naturligvis vælge et sted og en læge, du føler dig helt tryg ved.
Ældning findes i to forskellige katagorier:
1: Resultatet af tyngdekraften, hvor huden kommer til at hænge.
2: Tab af de kollagene og elastine fibre dybt i huden.
Sværhedsgraden af begge afhænger af både alder, gener og livsstil.
Botox og filler:
Botox er bedst til: At afhjælpe fine linjer og rynker, som dannes grundet ansigtets mimik. Ofte omkring panden og øjnene. Botox afslapper muskulaturen i et ønsket område og mindsker derfor de linjer og rynker, som ellers skabes.
Filler er bedst til: At tilføre volumen i større eller mindre grad. Virker ved at løfte huden og i nogle tilfælde fylde dybere rynker/fuger ud. I andre tilfælde kan der være tale om simpelthen at tilføre volumen i en sådan grad, at ansigtets form ændres, fx ved at tilføre volumen ved kindbenene.
Laser:
Laser er bedst til: At ændre hudens kedelige struktur. Fine linjer, rynker, solskadet hud, pigmentforandringer og et lidt læderagtigt udseende samt en mat udstråling. En intens lysstråle trænger dybt ned i huden og booster kollagendannelsen. Denne stråle af lys (energi) sætter ydermere gang i celledelingen, så ellers ”dovne” celler får et skub, så nye og sundere celler kommer til syne. Der er virkelig ingen behandlinger, som danner en smukkere struktur i huden end laser.
Kirurgi:
Kirurgi er bedst til: At fjerne uønsket “overflødigt” løs hud samt at stramme den underliggende muskulatur op. Når tyngdekraften har sat sine spor, og det som irriterer dig ved dit udseende netop er hængende hud (ofte omkring hage/kæbe-partiet), er det som regel kirurgi, der bringer det ønskede resultat.
1: LASER HVIS…
Du har moden hud, er solskadet og mangler elasticitet
De kollagene og elastine fibre i huden bliver både færre og i dårligere kvalitet/stand med alderen, og det ses ved fine linjer og rynker i huden. Derudover har solen også en meget negativ indflydelse på, hvordan vores hud ældes. Med mange års soldyrkning (eller blot ophold udendørs) kan solskader ses allerede i 20’erne, hvis vi ikke sørger for grundigt at beskytte huden. Solskader ses ved tidlige rynker (nedbrydelse af de kollagene fibre) samt evt. hyperpigmentering eller ujævn pigment i huden.
Hurra for laseren!
Der er nemlig hjælp at hente. Laseren er god til at få bugt med de fine linjer og begyndende rynker. Dertil strammer den også vævet en smule op og forfiner huden, så farveforskelle udlignes.
Hvordan virker laseren?
Laseren sender små, kontrollerede stråler af kraftigt lys/energi gennem huden. Derved laver den faktisk små skader i vævet, som huden så går i fuld gang med at reparere ved at producere ny, god kollagen dybt i huden. Derved vil du se et super fint resultat nu og her (efter hudens afskalning ca. en uge efter behandling) samt positiv udvikling op til et par måneder efter behandlingen.
Vælg laser hvis du har:
Dybere rynker på og omkring øjenlågene, men ellers god elasticitet. En typisk klient er i 40 års alderen. Da laseren virker ved at stimulere de kollagene fibre i dybden af huden, vil du over en måned eller to opleve en ny, ekstremt bedret hud i området. Laseren kan noget, filler og Botox ikke kan, fordi den kan bruges på selve øjenlåget. Dette resulterer i en glattere hud med færre linjer og rynker. Derudover vil du også opnå et lille løft, men ikke i en grad, som kirurgi giver. Til gengæld kan du samtidig få bugt med pigmentpletter i området, hvis du (som mange) døjer med disse efter soldyrkning uden solbriller og/eller solcreme.
2: ANSIGTSLØFT HVIS…
Du har rynker i forbindelse med ”løsere, hængende hud”, navnlig omkring kæbe/halspartiet
Filler og Botox kan gøre underværker og har skåret kraftigt ned i ansigts-operationer generelt, men i nogle tilfælde kan kniven stadig være nødvendig for at opnå det ønskede resultat. Nogle gange i forbindelse med filler. Løs hud dannes, når ansigtshuden ældes og volumen mindskes markant. Dette får vævet til at synke, og når tyngdekraften så rykker ”den forkerte vej” i huden, bliver resultatet desværre et træt/hængende udseende.
Hvordan forebygges rynker og løst hængende hud bedst?
Tegn på ældning er uundgåeligt, men hvis vi plejer huden og vores livsstil, er det muligt at skubbe ældningstegn gevaldigt. Solcreme er et MUST! Både vinter og sommer, og startende allerede fra de sene teenageår. Forskning viser, at tidlig start af den rigtige pleje virkelig gør en forskel. Hertil skal det siges, at det selvfølgelig aldrig er for sent at komme i gang.
Vælg operation hvis du har:
Posede hængeøjenlåg med mangel på, eller ingen, elasticitet. Laseren er ikke nok, hvis der er tale om overflødig hud, som hænger. Hertil kan kun kirurgi hjælpe. Operationen er dog simpel og hurtigt overstået med et rigtigt fint resultat som udbytte. Der bliver lavet et lille snit i øjenlågets naturlige fuge, som efter et lille stykke tid vil blive nærmest usynligt. I nogle tilfælde kan der, når området er helet, ligeledes bruges laser til at få bugt med selv de fineste linjer i området samt booste kollagenproduktionen, så øjenpartiet kommer til at stråle.
Vælg ikke fillers i stedet for kirurgi!
Selvom det er fristende, da det er en hurtig og fantastisk nem løsning med filler, er det ikke altid, at det er den rigtige løsning for netop dig. Derfor er det vigtigt, at du får den rigtige vejledning af en ekspert og ikke bare booker tid til en fillerbehandling. I nogle tilfælde kan den forkerte behandling give et helt forkert resultat, og det kan koste dig dyrt udseendemæssigt og økonomisk.
3: Nedsunkne øjenbryn og et træt udtryk…
Vælg operation hvis du har:
Hængende øjenbryn og en tung sammensunken pande, der giver dig et træt og alvorligt udtryk. Med alderen synker pande og øjenbryn i niveau, og i visse tilfælde kan panden blive så tung, at synet generes. Tidligere var løsningen et klassisk pandeløft, hvor kirurgen lagde et snit fra det ene øre til det andet. Effekten var god, men der var tale om et ret om-fattende indgreb med lang helingstid.
I dag kan løsningen være et endoskopisk pandeløft, hvor kirurgen gennem tre små snit i hårgrænsen kan løfte panden ved hjælp af tråde og samtidig svække rynkerne mellem øjenbrynene. De selvopløselige tråde holder pandehud og bryn på plads, indtil vævet er fæstnet på sin nye plads. Ophelingen er hurtigere, arrene meget mindre, og der er betydeligt færre risici end ved tidligere anvendte metoder. Ved et pandeløft kan huden strammes op, således at brynene re-placeres på det niveau, patienten ønsker, og som oftest er der, hvor brynene var placeret, da patienten var yngre. Et pandeløft eller brynløft kan kombineres med Botox eller fillers.
VS
Vælg Botox og/eller filler hvis du har:
Rynker som følge af ansigtets mimik og behov for et umiddelbart resultat. Botox og filler er ideelt til at få has på såvel fine som dybere rynker i panden og mellem brynene, der er dannet af vores ansigts-mimik. Og velegnet, hvis du vil undgå at skulle under kniven. Botox afslapper muskulaturen i et ønsket – og afgrænset – område, og afslapper muskulaturen, hvorved rynkerne udviskes. Botox bruges fortrinsvis i panden, men kan også mindske de mimiske rynker ved øjnene og mellem brynene. Botox kan også give et brynløft.
Dybe rynker og ujævnheder, der kan beskrives som furer eller folder.
Et eksempel er bekymringsrynken mellem brynene, som bliver dyb, når man bliver ældre. Dybe furer og folder kan udjævnes ved brug af en filler. Botox og fillers giver ikke et varigt resultat, men har en holdbarhed på 3-12 måneder.
4: Hudfornyelse…
Vælg laser hvis du har:
Laserbehandling af pigmentpletter og skjolder kan genskabe en mere ensartet hudtone. Den er egnet til dig, der oplever, at huden er træt og måske lidt slap. Behandlingen er også meget effektiv, hvis du har pigmentforandringer, mørke skjolder, ar efter akne eller måske fregner, du gerne vil have fjernet. Hudfornyelse er en laserbehandling, hvor man med varme og pulserende lys stimuler kollagen og fibroblasterne til en regeneration. Man kan derved opnå et boost af huden. Den højteknologiske laser giver huden en mere ensartet overflade, forbedrer hudstrukturen og formindsker porer, samtidig med den booster huden. Efter selve behandlingen kan man godt føle sig lidt solbrændt, men den røde farve aftager efter en times tid.
VS
Vælg filler hvis du har:
Skinbooster behandling giver en trist hud mere vitalitet og udglatter fine linjer. Volite fra Juvederm er det helt nye indenfor skinboosters. En effektiv behandling, der booster fugt-niveauet i huden, udglatter fine linjer og skaber glød og vitalitet.
Selve behandlingen foregår ved at injicere små bitte dråber hyaluronsyre i hele underansigtet. Den giver ikke løft og volume som almindelige filler – den hydrerer derimod de dybe hudlag og stimulerer hudens egen kollagen- og elsatinproduktion. Hvor man ved traditionelle skinboosters skal have en behandling hver måned, så kræver det kun en behandling med Volite. Din hud vil være boostet med fugt og vitalitet i op til 9 måneder efter behandlingen. En ultimativ kur til den triste hud.
5: Opstramning af et løst hage- og halsparti…
Vælg laser hvis du har:
Løs hud omkring hage/halspartiet – også kendt som kalkunhage. I modsætning til en rigtig laser, men ofte omtalt som laser, er behandlingerne med enten radiofrekvens eller ultralyd eller i en kombination. Strålerne når dybt ned i huden og skader faktisk de kolla-gene fibre i læderhuden (dermis). Efterfølgende reparerer de sig selv, så der på den måde opnås en opstramning af det behandlede hudområde.
VS
Et halsløft…
Vælg operation hvis du har:
Hængende løs hud omkring hals og hage. En lang, smuk hals er feminin og elegant. Med tiden kan huden komme til at hænge i større eller mindre grad. Heldigvis kan problemet kommes til livs med et ’halsløft’. Årsagen til, at huden kommer til at hænge, er dels, at vævet mister elasticitet, men også, at musklerne kan miste fasthed. Denne kombination gør desværre, at tyngdekraften vinder, og huden kommer til at hænge. Ved en sådan operation bliver både muskler og hud strammet op. Tillige kan ekstra fedt i området samtidig fjernes, og resultatet er virkelig det hele værd og kan fjerne år fra din alder.
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte 7-Eleven, COOP butikker og kiosker i hele landet eller lige HER >>
Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty