Guide til Hamborg: Oplevelser, mad og must-sees

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Oplev Hamborg med vores personlige guide til Alster, havnen, restauranter, shopping og must-sees – perfekt til en weekend getaway.

Vores guide til Hamborg – sådan oplever du byen bedst

Hamborg er en af de storbyer, man vender tilbage til.

Måske fordi den ikke larmer for meget.
Måske fordi den føles både international og afslappet på én gang.
Eller måske fordi den formår at kombinere det bedste fra flere verdener – vand, spa, storbyliv, gastronomi og små øjeblikke af ro.

Efter vores ophold på The Fontenay tog vi ud og oplevede byen – og det gik hurtigt op for os, hvor meget Hamborg faktisk har at byde på.

Fra cykelture rundt om Alster og små caféstop langs vandet til havneture blandt enorme skibe og ikonisk arkitektur.

Det her er vores personlige guide til Hamborg – med de oplevelser, steder og områder, vi selv vil anbefale, hvis du vil opleve byen på den bedste måde.

Der er masser af muligheder for at leje cykler i Hamborg.

Tip!

Hamborg opleves bedst i dit eget tempo – gerne på cykel
Som dansker skal man dog lige vænne sig til trafikken. Mange steder cykler man nemlig på det, vi normalt ville opfatte som fortov – nogle gange markeret med en lille afmærkning, andre gange blot med en farveforskel i fliserne. Og som om det ikke var nok, cykles der ofte i begge retninger. Det betyder, at man både som cyklist og fodgænger skal være ekstra opmærksom og hele tiden orientere sig.
Når man først har fanget det, er det dog en virkelig skøn måde at opleve Hamborg på – og giver en helt anden frihed til at stoppe op undervejs og tage byen ind.

Alster – byens grønne åndehul

Turen rundt om Alster er ca. 7,4 km og en oplevelse i sig selv. Her møder du lokale, der løber, går og nyder livet langs vandet – og undervejs er der mange gode kulinariske grunde til at stoppe op og samtidig nyde udsigten til Hamborgs centrum. Det er roligt, smukt og giver en helt særlig fornemmelse af Hamborg.

Der er 2 søer – Inner Alster og Ydre Alster.

Og netop vandet er en stor del af oplevelsen. Flere steder langs Alster kan du leje SUP boards, kanoer eller vandcykler og opleve byen fra en helt anden vinkel.

St. Pauli bunkeren – fra krig til ikon

Et af de steder, der gjorde størst indtryk, var St. Pauli bunkeren. Opført under 2. verdenskrig som beskyttelse mod luftangreb – og så solid, at den ikke kunne rives ned efter krigen.

Foto: © Mediaserver Hamburg

I dag står den som et symbol på byens historie, men også på forandring. Den er blevet transformeret til et moderne sted med udsigt over byen – hvor fortid og nutid mødes på en ret unik måde.

Udsigten kan nydes fra toppen af St. Pauli Bunkeren.

Hamburger Dom – liv, lys og stemning

Under vores besøg var forårsudgaven af Hamburger Dom i gang. Et kæmpe tivoli midt i byen, fyldt med lys, liv og mennesker. Det gav en helt særlig energi til turen – og er klart værd at opleve, hvis man er i byen på det rigtige tidspunkt.

Hamburger Dom har åbent: Forår 20. marts-19. april, sommer 24. juli-30. august og vinter: 6. november-6. december 2026.

Alter Elbtunnel – kort, men ikonisk

Den historiske Alter Elbtunnel er over 100 år gammel og en lille oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Du starter på havnesiden og bevæger dig under Elben – enten til fods eller på cykel, som vi gjorde – og tilbage igen.

Selve turen er ikke lang, men stemningen, historien og de smukke detaljer i tunnelen gør den til noget helt særligt. Og som en ekstra bonus er oplevelsen helt gratis.

Havnen er et must at besøge når man er i Hamborg.

Havnen – hvor man føler sig lille

En havnetur er næsten et must, når man besøger Hamborg. Det er her, man for alvor mærker byen fra en anden vinkel. Man glider stille gennem vandet, mens Hamborg folder sig ud omkring én – fra rå industri og farverige containere til moderne arkitektur og liv langs kajen.

De farverige containerskibe ligger side om side.

De enorme skibe – nogle over 400 meter lange – passerer tæt forbi, og man får pludselig følelsen af at være ret lille midt i det hele. Samtidig bliver containerne næsten et æstetisk element i sig selv med deres farver og systematik.

Undervejs sejler man forbi nogle af Hamborgs mest ikoniske bygninger. Elbphilharmonie rejser sig med sin bølgende glasfacade, der reflekterer vand og himmel og nærmest spejler hele havnens liv.

Den ikoniske bygning Elbphilharmonie.

Lidt længere ude langs vandet dukker Dockland op – en markant bygning i glas og stål formet som et skib, der lægger sig naturligt ind i havnens maritime omgivelser.

Bygningen, Dockland, der er formet som skib. Foto: © Mediaserver Hamburg.

Det er netop kontrasten mellem det rå og det smukke, mellem industri og design, der gør havnen til en oplevelse i sig selv.

Områder du skal opleve

Hamborg er en by med mange forskellige kvarterer – og det er netop det, der gør den så spændende at udforske.

Schanzenviertel er det mere rå og kreative område med små caféer, vintagebutikker og en afslappet, lokal stemning. Her føles det lidt som at finde ind til byens mere “ægte” side – perfekt til en kaffepause eller en uformel frokost.

Med over 24.000 kvadratmeter er Alsterhaus i Hamborg et af Tysklands største stormagasiner. På de seks etager har stormagasin mange shopping-muligheder lige fra internationale luksusmærker over kunsthåndværk til lækre dagligvarer.

Jungfernstieg er den mere klassiske og elegante del af Hamborg. Her finder du eksklusiv shopping, smukke udsigter over Alster og en stemning, der emmer af storbyliv på den mere sofistikerede måde.

Langs de små kanaler kan man nyde stemningen og bylivet.

Og så er der St. Pauli, som har en helt særlig energi. Et område med historie, kultur og kant – hvor det rå og det levende mødes, og hvor der altid sker noget.

Det bedste er næsten at bevæge sig mellem områderne – og lade sig føre videre af det, der fanger en undervejs.

Hvor skal man spise i Hamborg? 5 steder vi selv vil vende tilbage til

Fra sushi og moderne italiensk til vinbarer og små skjulte perler – Hamborg byder på noget for enhver smag.

  1. Der Erdbeerfressende Drache (den jordbærspisende drage) – Japansk med et twist. En mere unik og kreativ fortolkning af det japanske køkken – lidt anderledes og virkelig en oplevelse.
  2. Henssler – Sushi & moderne japansk. En populær restaurant med fokus på frisk sushi og et moderne japansk køkken i stilfulde omgivelser. 
  3. Neumanns – Bistro & vinbar. En afslappet og stemningsfuld vinbar med små retter og en mere lokal, uformel vibe.
  4. East Restaurant – Sushi & asiatisk fusion. En oplevelse i sig selv – både i indretning og menu. Elegant asiatisk fusion med sushi og kreative retter.
  5. Osteria Due – Moderne italiensk. Smukke omgivelser og moderne italienske retter med fokus på smag, kvalitet og æstetik – og kun få skridt fra The Fontenay.

En by med lag af oplevelser

Hamborg er en by, der langsomt folder sig ud, jo mere tid man giver den. Den rummer både det rå og det elegante, det historiske og det moderne – og netop den kontrast gør den så spændende at opleve.
Fra imponerende arkitektur og historiske bygninger til små gader med caféer, kunst og lokale butikker – Hamborg har noget for enhver. Det er en by, man ikke nødvendigvis skal “nå”, men i stedet opleve i sit eget tempo.

Og måske er det netop derfor, man får lyst til at komme tilbage igen.

Kultur og udstillinger – hold øje med hvad der sker

Hamborg har et rigt kulturliv, og der er næsten altid noget spændende at opleve – uanset årstid.
Byen byder på alt fra kunstudstillinger og design til musik og kulturhistorie.
Steder som Kunsthalle Hamburg, Deichtorhallen og Museum für Kunst und Gewerbe er oplagte, hvis man vil dykke ned i kunst og design.
Men også mindre gallerier og midlertidige udstillinger dukker løbende op rundt i byen – så det kan virkelig betale sig at holde øje inden man tager afsted.

>> Her er Hamburg-travel.com et godt sted at starte, hvis man vil se, hvad der sker netop under ens ophold.

Historie og arkitektur – en del af byens identitet

Hamborg bærer sin historie med sig – og det ses tydeligt i byens arkitektur. Fra det historiske Speicherstadt, som er verdens største lagerkompleks og i dag en del af UNESCOs verdensarv, til moderne vartegn som Elbphilharmonie, der rejser sig som et symbol på det nye Hamborg.

Byen er præget af sin maritime fortid, og det mærkes overalt – i havnen, i bygningerne og i stemningen. Det er en by, hvor historien ikke står stille, men lever side om side med nutiden.

Heinrich Hertz Turm.

Heinrich-Hertz-Turm – Hamborgs ikoniske tv-tårn
Hamborgs tv-tårn er lidt som byens pejlemærke – du får øje på det næsten uanset, hvor du er. Det blev opført i 1960’erne som kommunikationstårn og var engang åbent for besøgende, men i dag må man nøjes med at kigge op.

Mig under tv-tårnet.

Vi cyklede forbi – og selvom der ikke er så meget omkring det, er det alligevel lidt hyggeligt at spotte det rundt omkring i byen.

Nemt at komme rundt – også uden bil

Noget af det, der gør Hamborg til en virkelig nem getaway, er hvor let det er at komme rundt. Vi brugte både tog, bus og metro under vores ophold – og det fungerer overraskende nemt. Transporten er overskuelig, punktlig og nem at finde rundt i, også selvom man ikke kender byen.

Foto: www.mediaserver.hamburg.de / Christian Hinkelmann

Så tager du toget fra Danmark, behøver du bestemt ikke bekymre dig om at skulle leje bil.
Tværtimod – Hamborg er en by, der er oplagt at opleve med offentlig transport eller på cykel.

En getaway vi ikke er færdige med

Hamborg overraskede mig. Den giver plads til både ro og oplevelser, til spa og storby, til natur og kultur.
Og måske er det netop derfor, den føles så nem at vende tilbage til. For uanset om man kommer for spa, gastronomi, shopping eller kultur – så er der altid noget nyt at opdage.

En ting er sikkert: Det er ikke sidste gang, jeg tager turen.

Pssst… nogle oplevelser er bare svære at fange med ord (og selv med billeder). Derfor har vi delt endnu mere fra Hamborg på vores Instagram – kig med her >>

Om Hamborg

Hamborg er en international havneby kun få timer fra Danmark – perfekt til en getaway, hvor storbyliv, vand og en afslappet stemning går hånd i hånd. Her finder du oplevelser i international klasse inden for gastronomi, kunst og shopping – samt en spændende blanding af historisk og moderne arkitektur, fra Speicherstadt til Elbphilharmonie.

En by med mange facetter – og en, man får lyst til at vende tilbage til.

Share.

About Author

Comments are closed.