Interview: Under huden på Gitte Nielsen

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

GO Beauty har mødt den 53 årige danske supermodel og Hollywood-darling, Gitte Nielsen, til en åbenhjertig snak om livets udfordringer, om hendes op og nedture, kropsidealer, skønhedsrutiner, hormoner, husmandskost og planer. Og hvorfor hun synes, hun aldrig har haft det bedre end nu.

Det er en smuk, sexet og storsmilende Gitte Nielsen, vi tager imod hos fotografen, mens deres hund løber os i møde. Med har Gitte også hendes store kærlighed, Mattie, der også er hendes manager. Og deres følelser for hinanden er ikke til at tage fejl. Efter 11 års samliv er Gitte stadig smaskforelsket i sin 15 år yngre mand, og hun udstråler en særlig indre ro, mens hun med en god portion humor og på sin egen topcharmerende facon åbner ballet.
– Ja, jeg har det bedre end nogensinde. Jeg er blevet voksen, lidt tykkere, meget sundere og nyder livet med min mand og mine hunde. Jeg elsker det, jeg laver lige nu. Så fuck Janteloven! Jeg har lavet et hav af fejl gennem livet og taget mange chancer, men det har formet mig. Det kan jeg se i dag. Hver gang, jeg er røget ned, har der været en indre ild, der har fået mig videre. I dag ligger mine prioriteter rigtigt.
– Hvis uret rent kropsmæssigt kunne stoppe lige nu, ville alt være skønt. Eller allerhelst omkring de 40. Der er man rigtig lækker. Psyken og sindet bliver heldigvis mere veludviklet hos os kvinder med årene. Kvinder kan jo alt – og det er bevist! Mænd er mere simple. Måske er det også derfor, jeg har været igennem fire mænd. Jeg kan vist være en ordenligt mundfuld, griner hun.
I 2013 løb danske Gitte Nielsen med sejren i den tyske udgave af ”Hjælp jeg er en celebrity”, hvor kendte skal overleve og klare ulækre udfordringer i junglen. Sidste år var Gitte aktuel her i Danmark med sit hudløst ærlige talkshow ”Gitte Talks” på Kanal 4. I år går turen til Australien, hvor de tyske tv-seere har kunnet følge Gitte og resten af deltagernes kamp for at klare sig blandt kryb og dårlige soveforhold.

gitte-stalone-nielsen-1Hvordan har det været at komme hjem til Danmark?

– I mange år var jeg faktisk været lidt ked at vende hjem. Jeg følte, at pressen misforstod mig. Men nu stortrives jeg herhjemme, for danskerne er jo bare så søde og sjove. Her kunne jeg godt bo 6 måneder om året og ikke kun, når jeg besøger min mor på Fyn. Måske danskerne også har fået et andet indtryk af mig efter min deltagelse i ”Maestro” på DR1, hvor jeg svingede taktstokken til klassisk musik. Jeg er sgu bare så normal!

Du måler 184 cm og har de længste stænger. påvirker det din forfængelighed, at du er et hoved højere end din mand?

– Jeg tænker faktisk ikke over det. Hvis en mand ikke tør gå i byen med mig på grund af højden, er det hans problem. Til daglig elsker jeg at rende i klipklappere, men skal jeg feste med Mattie, tager jeg de høje hæle på. Så kan jeg næsten ikke finde ham, griner hun. Jeg styler ikke mit hår anderledes og render i flade ballerinaer for mændenes skyld. Højde betyder alligevel ikke en fis, når man ligger ned, vel?

Hvad er dit syn på kropsidealer og kirurgi? Du har jo selv lagt dig under kniven?

– Da jeg var 14-15 år, var jeg bestemt ikke glad for mit eget spejlbillede. Jeg var høj, tynd som et siv, bleg, grim, havde fehår og gik med tandbøjle. Selv en lille str. 24 i bukser slaskede om mine lange stankelben, så jeg måtte tage 3 par ekstra bukser på indenunder bare for at fylde dem lidt ud. Det var min farmor, der syede bukserne i fløjl i en ubestemmelig bronzefarve. Altid den samme grumsede nuance. I dag er det trist at se piger på 19 år, der ikke er tilfredse med deres kroppe og partout vil lave alt muligt om, siger hun.
– Men jeg var nu heller ikke specielt tilfreds med mit eget look efter et par graviditeter. Der måtte kroppen gerne tage sig gevaldigt sammen, siger hun med et grin. Det havde ikke betydet noget, hvis jeg var hjemmegående. Så havde jeg affundet mig med det. Men jeg skulle jo leve af min krop og mit ansigt. Så det var naturligt for mig at lægge mig under kniven. Ellers ender man som ”Posemandens datter”. Det kommer jo med alderen, og jeg gider altså ikke se træt ud.

Hollywood er på sprøjten rent kosmetisk. Hvad mener du om det?

– Min holding er, at man skal ligne den bedste udgave af sig selv, når man får ansigtet fixet. Jeg får lidt filler og Botox hver 6.-7. måned i bekymringsrynken. Og overdriver ikke med Botox i panden. Man behøver jo ikke se ud som én, der er bange for ting, pointerer hun. I Los Angeles, hvor jeg bor, ligner alle snart hinanden. Selv ganske unge får lavet kinder og læber, for at se ud som Angelina Jolie. Hold nu lidt igen og værn om de gener, din mor og far har givet dig. ”Be proud to be yourself!”

Du er kommet i hormon-alderen, siger du. Hvordan tackler du det?

– Dåbsattesten siger 53 år, og det kan ikke skjules, at der er er kommet lidt mere på sidebenene. Jeg har fået flere kurver, smiler hun. Og det er ikke kun, fordi jeg elsker pasta. Overskægget er også blevet lidt fyldigere her i overgangsalderen, griner hun. Men det er der heldigvis råd for. Hedeturene startede for halvandet år siden, men er stort set væk nu. Jeg fandt nogle naturprodukter, som virkede for mig. Det kan jeg anbefale. Jeg er ikke glad for kemi og kunstige hormoner, men kvinder skal naturligvis gøre det, der virker bedst for dem. Tal med veninderne om, hvordan de har tacklet overgangsalderen. Jeg talte også med min mor, der i dag er 73 år og fysisk stærk. Hun ser skidegodt ud! Vi har det fantastisk sammen.
– Mænd ved ikke altid nok om, hvordan vi kvinder, koner, mødre og elskerinder går og har det. Hvis bare de kunne lære at håndtere og forstå os kvinder, siger hun. Jeg ville klart flytte sammen med min mor på Fyn, hvis ikke jeg havde Mattie, griner hun.

gitte-stalone-nielsen-2Hvordan ser en sund dag ud i Gittes liv?

– I dag er jeg i balance og lever generelt sundt. Til morgen spiser vi æg og kalkunbacon, skinke og ost, müsli, fuldkornstoast og friskpresset appelsinjuice. ”We believe in breakfast”, smiler hun. Frokosten står til gengæld på en let salat med laks, tun, kylling, kalkun eller quinoa og vilde ris.
– Men jeg indrømmer også, at jeg elsker pasta. Så det laver jeg helt fra bunden hver anden uge. Og jeg vil blæse på, at jeg ta’r på af det! Jeg nyder at lave mad. Det er jeg blevet, efter jeg blev skilt fra Sylvester (Stallone, red.) Her var der altid en kok, så jeg fik ikke lov at komme til kødgryderne. For mig er det en healingproces at lave mad. Jeg er især vild med det italienske køkken og de sindssygt gode råvarer. Og der skal også være plads til en kage, selv om jeg i dag bliver tyk, bare af at se på den, griner hun. Når jeg er hjemme i Danmark er der dansk husmandskost på bordet. Smørrebrød, mors tarteletter, deller, flæskesteg og brun sovs.
– Jeg får motion på mine lange ture med hundene, men kommer ikke så meget til fitness længere pga bøvl med mine hofter. Og så passer jeg min søvn. Jeg elsker at sove. Og helst i en stor seng med masser af puder!

Du må ha’ nogle skønhedstips?

– Jeg går ret enkelt til værks. Bruger alt-i-én servietter fra Nivea eller L’Oréal til at rense huden for makeup. Men det skal være uden parfume. Tåler heller ikke længere toner i ansigtet. Min hud er blevet sartere med alderen. Om aftenen bruger jeg en god økologisk olie med E-vitamin. Så vågner jeg op med en sund og velnæret hud. Men også de gamle klassikere holder endnu. Johnson’s Baby Oil, Vaseline overalt på kroppen og den bedste italienske olivenolie i badekarret – det er opskriften på en fantastisk blød hud på en uge!
– Jeg bruger også en særlig bodylotion til tør hud, så jeg ikke ligner en zebra. Skal jeg gi’ et sidste tip til din huds skønhed, så er det at rense makeup’en af, før du går på puden. Det fik jeg ikke altid gjort, da jeg var ung, smiler hun. Og husk så generelt at smøre dig ind i solen og gi’ huden masser af fugt.

Dit hår sidder altid fantastisk. Hvad er hemmeligheden?

– Jeg har provokeret mit hår med afblegninger i 30 år, så det kræver ekstra kærlighed. Jeg vasker det dagligt, ellers ligner jeg en løve på en dårlig dag, med en manke, der stritter i alle retninger. Jeg bruger også altid en leave-in-conditioner fra Kérastase og slutter af med kramme lidt olie godt ind i håret. Jeg bruger den samme koncentrerede olie med E-vitamin til mine negle og neglebånd. Oil is king!

Er der en history bag din tatovering?

– Vi har alle sammen brug for kærlighed – både fra vores mænd, børn, mødre og veninder. Det symboliserer hjertet. Stjernen er lyset i mørket, der leder mig på rette vej. Og bogstaverne er forbogstaverne i mine børns navne. Så har jeg dem altid tæt på mig, også når jeg flyver rundt i verden. Det giver mig tryghed. Børnebørn venter nok lidt endnu, for ungerne har travlt. Men de skal være så velkomne, når de dukker op!

Hvordan ser du din fremtid?

– Med ro på og nok på bankkontoen til at nyde livet. Måske med endnu et barn eller to. Og så vil jeg også gerne have tid til at male og skrive poesi. Et andet projekt er at lære russisk, så jeg kan læse en af min yndlingsforfattere, Alexandr Pusjkin, på originalsproget. Elsker hans fortælleteknik, der blander dramatik, romantik og satire. Har også en plan om at dedikere mere tid til etiske dyreprojekter. Jeg samarbejder allerede med dyrevelfærdsorganisationen PETA, som gi’r pelse den kolde skulder. Som vi siger ”I’d rather go naked, than wear fur”. Men egentligt drømmer jeg vel bare om at være sund og rask længst muligt og undgå demens, siger hun eftertænksomt.

“Lige nu er jeg 53 og har det skønt.
Kunne jeg vælge tog jeg gerne 100 år til!”


gitte-stalone-nielsen-teamRedaktionen vil gerne takke for en helt fantastisk god og sjov dag som vi sent vil glemme… En stor tak til Gitte og Mattie for at gøre denne dag mulig. Tak til vidunderlige og super dygtige Elona Sjögren, der altid tager de smukkeste billeder. Tak til fantastiske Henrik Steen, der er skandinavisk chefmakeupartist fra Lancôme. Tak til Helle Ørskov, som altid er knivskarp på tasterne. Og tak til skønneste stylist Lise Steinhausen.
(På billedet ses fra venstre: Fotograf Elona Sjögren, Mattie (Gittes manager og ægtemand), tekstforfatter og journalist Helle Ørskov, chefredaktør Sabrina Honoré, Gitte Nielsen, makeupartist Henrik Steen og stylist Lise Steinhausen.)
Læs hele interviewet med Gitte Nielsen i GO Beauty nr. 47.
Klik her for at se vores abonnementstilbud >
Klik her for at købe GO Beauty >

Share.

About Author

Efterlad et svar