Svømning har været Jeanette Ottesens kald, siden hun var 12 år gammel og mærkede det første sus af adrenalin. Hun er altid gået efter at blive nummer et, men det har kostet sult, tårer og ydmygelser i hobetal at lære at lytte til sig selv og gå sin egen vej. Nu har Danmarks mest vindende atlet lagt svømmebrillerne på hylden og jagter sit næste kald.
”Det nytter ikke noget, at man står bag startskamlen og er bange”
Hun har spist pizza de sidste tre dage, fortæller hun. Pizza er hendes livret, og for første gang så længe hun kan huske, kan hun gøre det uden at skulle få dårlig samvittighed over at fylde sig med noget, der ødelægger den knivskarpe form, som har gjort hende til Danmarks mest vindende atlet.
Jeanette Ottesen står ved en skillevej. Det er en måned siden, hun svømmede sit sidste professionelle løb og sluttede karrieren med en OL-finale i Tokyo. Tilbage står en 20-årig karriere, 53 internationale medaljer og altså titlen som Danmarks mest vindende atlet. Fem timers daglig træning mod nye professionelle mål er skiftet ud med et liv som fuldtidsmor og friheden til at gøre, hvad hun vil.
”Jeg har det rigtig godt. Både med min præstation og med, at det er slut. Jeg har gået og været klar i godt et år, også selv om det har været et langt år, hvor jeg har skullet holde kroppen fysisk i gang. At dyrke elitesport er fantastisk, men også hårdt. Jeg har det lige som, hvis man har haft det samme job i 25 år. Jeg er klar til et nyt kapitel,” siger hun.
Hun har ikke svømmet siden den dag, hun med et lettet smil og adskillige tårer trådte op af bassinet efter sit sidste løb i Tokyo. Hun har simpelthen ikke haft lyst.
”Jeg tror, at jeg er heldig i den retning. Mange atleter stopper og er i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning. Jeg har lavet det, jeg elsker allermest, men jeg er meget bevidst om, at det var det.”
Et hårdt comeback
Det er længe siden, Jeanette Ottesen annoncerede, at hun var klar. OL i august 2020 skulle være den store finale, hvor hun indstillede den karriere, hele Danmark har fulgt fra sidelinjen. Hun havde knoklet for at tabe 30 kilo efter en graviditet, hvor hendes toptrænede krop blev rystet i sin grundvold, og brugt halvandet år efter fødslen og to måneders barsel på at træne sig op til det, der skulle blive afslutningen på 20 års medaljeridt.
Så ramte Corona. OL blev udskudt med et år, og Jeanette Ottesen blev bombet tilbage til start.
Stressen tog over, hun blev ”sindssygt ked af det og mega fortvivlet”, men når man er født med et fightergen, giver man ikke op. I stedet udskyder man afslutningen på sin karriere, selv om det betyder et års ekstra træning med en baby på armen. I hvert fald når man hedder Jeanette Ottesen.
”Jeg har altid haft mål og er gået hard core efter dem, så jeg besluttede at se det som, at jeg nu fik et år til at blive endnu bedre. Men det havde ikke kunnet lade sig gøre uden mit bagland og især min mand (og træner, red.), som har båret mig igennem. Jeg har mange gange i løbet af det år kigget på ham og sagt: Det her ved jeg ikke, om jeg kan. Så kiggede han tilbage og sagde: Selvfølgelig kan du det!”
Inderst inde gjorde hun det, fordi det var det rigtige. Trods stress og frustrationer kunne hun mærke det i maven. For er der en ting, hun har lært gennem 20 år i elitesport, så er det at stole på sin mavefornemmelse.
”Jeg ved, at min mavefornemmelse ikke tager fejl uanset, hvad den er udsat for. I alt for mange år fra jeg var 16 år, har jeg ikke lyttet til den, og jeg var langt oppe i voksenalderen, før jeg begyndte at tro på, at hvad jeg vil, er det bedste for mig. Ingen kender mit sind og min krop bedre end mig.”
Tre år i helvede
Jeanette Ottesen har lært det på den hårde måde. At sige fra og gå med sin mavefornemmelse.
Hun var 12 år, da hun kedede sig så meget af at gå til dans, at hun startede i Lyngby Svømmeklub, hvor hendes søster gik til svømning. ”Så fandt jeg ud af, at jeg var ret god, Det var nemt for mig, og jeg var lige så hurtig som de andre, selv om jeg var begyndt i en meget sen alder”.
Som 13-årig deltog hun i sit første internationale mesterskab, og som 16-årig var Jeanette Ottesen med til sit første OL i Athen i 2004. Da hun kom hjem, havde hun kun en ting i hovedet: Hvordan kan jeg gøre det endnu bedre?
Hun blev overført til Det Nationale Træningscenter i Farum, hvor hun skulle træne med landsholdssvømmere under den australske træner Mark Regan. Her startede, hvad hun selv betegner som tre år i helvede.
Tre år med daglige vejninger, umenneskelige træningsmetoder og et rædselsregime, hvor de kvindelige svømmere var så bange for deres træner, at de ikke turde komme til træning.
For Jeanette Ottesens vedkommende betød det, at hun fik at vide, hun var for tyk. For doven. Uduelig. Altid under overværelse af alle andre.
”Han havde en ide om, at jeg skulle veje under 69 kg. Vejede jeg 300 gram for meget, blev han rasende,” mindes hun. Hun endte med at udsulte sig inden hver vejning og efterfølgende voldæde for at indhente den gnavende sult. Til sit eget held kunne hun ikke få sig selv til at kaste op, og dermed var hun en af de få på holdet, der undgik bulimi.
Til gengæld mistede hun glæden ved at svømme. Hun havde forsøgt at sige fra, men blev i stedet truet med at blive smidt af holdet. Hun hadede det hele, også sin krop, græd inden træning og hver gang, hun kom hjem. Efter tre år sagde hende forældre stop, og hun startede som 19-årig til psykolog, som gennem et år fik bearbejdet den frygt, som havde boret sig ind i hende.
”De tre år lærte mig, hvad der er rigtigt og forkert for mig. Jeg lovede mig selv, at der fremover ikke var nogen, der skulle styre min krop og mit liv, og at jeg ville gøre det på min egen måde,” siger hun.
En ny identitet
Kontrollen over sin krop har Jeanette Ottesen for længst taget tilbage. En krop, der har gennemgået en hård graviditet, to årtiers daglige træningstæsk og nu skal finde sig til rette uden de fysiske kraftpræstationer, den er vant til at yde.
Hvordan har du det med din krop i dag?
”Jeg har det dejligt. Nu kommer min krop til at ændre sig, fordi jeg træner mindre. Men jeg har ikke et problem med at lægge mig ud. Jeg vil ikke være overvægtig, fordi jeg gerne vil holde mig sund, men jeg er ikke særligt disciplineret. Jeg vil gerne løbe tre gange om ugen, men hvis ikke det sker, behøver jeg ikke at slå mig selv oven i hovedet. Jeg har også tænkt på at begynde til reformer træning. Nu kan jeg gøre ting, fordi jeg har lyst, ikke fordi jeg skal.”
Endnu har Jeanette Ottesen ikke taget stilling til, hvad det egentlig er, hun har lyst til. Hvad der skal være hendes nye identitet. Hun har luftet tanken om at lave tv, der kan give et live kick, men uanset, hvor hun lander, kræver det, at vi skal vænne os til at se hende i en ny rolle.
”Hidtil har folk altid syntes, at det er for fedt, hvad jeg har gjort. Nu skal de tage stilling til mig på en ny måde. Jeg skal ud at have et job, som jeg bliver lige så glad for, og som giver mig samme følelse, som svømning har givet mig. Det er adrenalinen, jeg er på udkig efter. At skulle præstere. Det kan godt blive svært at finde sådan et job, haha, og jeg går og tænker over det, men det er ikke en bange følelse. Jeg ved, at jeg nok skal finde noget,” siger hun.
Powerkvinde følelsen
Følelsen af adrenalin og benhård disciplin har hun været afhængig af siden dengang, hun for første gang hoppede i bassinet som 12-årig og lærte at presse sin krop, til den ikke kunne mere.
”Den der fysiske præstation gav mig sådan en powerkvinde følelse, og det blev jeg dybt afhængig af og har jagtet lige siden. Jeg har været så fysisk smadret, at jeg ikke har kunnet mere. Min krop er slidt, mine skuldre har det ikke helt fantastisk efter så mange armsving, og min lænd bliver træt. Men når jeg sætter mig noget for, så gør jeg det. Det er noget, jeg har lært i min sport,” siger hun.
Inden hun blev mor, lød skemaet på 35 timers ugentlig træning fordelt på flere daglige sessioner. Senere blev træningsmulighederne under corona-pandemien naturligt begrænset, og op til hendes comeback fandt træningen et mere naturligt leje, prioriteringerne blev anderledes med en baby ved bassinkanten.
”Før jeg fik min datter, var jeg så fandenivoldsk og havde kun en ting for øje: At vinde. Sådan har jeg altid haft det, koste hvad det vil. Men efter jeg blev mor, fandt jeg mit kald i livet. I mange år har svømning været mit kald. Nu skal jeg så ud at finde mit næste kald.”
Hvad er det ved svømning, der er så fedt?
”Jeg tror, at det er fordi, det er ekstremt svært. Det handler ikke bare om stærke arme eller stærke ben, men om hele kroppen fra top til tå. Alt skal fungere på en gang. Og så er svømning en livsstil; når jeg tager hjem fra træning, stopper det ikke. Jeg skal spise rigtigt, sove rigtigt, sove på den rigtige madras. Den verden er interessant,” siger hun og tilføjer:
”Og så synes jeg, det er flot at kunne noget, ikke mange kan. Det kræver et særligt mindset at skulle levere på de største scener. Det nytter ikke noget, at man står bag startskamlen og er bange. Det kræver meget selvtillid, og det synes jeg er en spændende proces. At tro så meget på sig selv. Nogle finder det aldrig.”
Ny træner og nyt mindset
Bange har hun aldrig selv været på startskamlen. ”Der er ikke så meget, der gør min bange. Det er bare svømning,” som hun siger.
Alligevel blev hun slået ud af kurs, da hendes dragt knækkede lige før start i OL finalen i 2012.
”Jeg husker det, som var det i går. Det er noget, man ikke kan forberede sig på. Jeg gik i autopilot og aner ikke, hvordan jeg fik revet den første dragt af og den anden på, men resultatet blev, at da jeg skulle i vandet, havde jeg brugt al min energi,” siger hun.
Jeanette Ottesen kom som forsvarende verdensmester og endte på en syvendeplads i 100 meter fri, en af hendes favoritdiscipliner.
”Jeg var virkelig nede i lang tid. Da jeg kom hjem, skulle jeg være med i Vild med Dans, og alle talte om, hvor fedt det var. Jeg var slet ikke til stede. Jag var rigtig ked af det. Da lærte jeg, at man ikke skal flygte fra problemerne, men at man skal deale med dem.”
Hendes stædighed holdt hende over halvvejs i Vild med Dans, og herefter rejse hun væk for at komme på andre tanker og få noget ro. Da hun vendte retur til Danmark, fik hun den træner, Shannon Rollason, som for altid kom til at ændre hendes tro på sig selv.
”Jeg var nede i et hul på det tidspunkt, og jeg overvejede at stoppe. Jeg var 25 år, hvilket er gammelt i svømmeverden, og mange andre stopper i den alder. Så jeg spurgte Shannon; ”Do you think I‘m too old?” Han svarede: “Fuck, you have so many years to go!”,” siger hun og fortsætter:
”Pludselig fik jeg en træner, der så mig i øjenhøjde. Han var et helt normalt menneske, og vi lavede en plan sammen. På det tidspunkt var der aldrig nogen, der havde stillet mig spørgsmål, da havde det været kæft, trit og retning. Da så jeg for alvor, hvordan man kan gøre det på sin egen måde. Han fik banket fornuft ind i knolden på mig og lærte mig at lytte til mig selv,” fortæller hun.
I dag arbejder hun meget med sig selv og sit mindset.
”Jeg kigger bl.a. mig selv meget i spejlet. ”Shit, hvor ser du skarp ud,” siger jeg til mig selv. Det har jeg dyrket en del, helt bevidst. Man kan trigge sin hjerne til at tro på det. Jeg stiller mig også op i powerstand med hænderne i siden eller tager hænderne op over hovedet og siger: ”Yes, jeg har den i dag!”. Jeg gør det et par gange om ugen, og jeg griner også af mig selv, men det virker.”
Sportens sorte får
Noget andet, Jeanette Ottesen har lært, er at sige sin mening. Højt. I 2017 stod hun frem og fortalte om de hæslige træningsforhold under Mark Regan, og sidste år råbte hun højt om de vilkår, hun blev udsat for, da hun som gravid mistede sit økonomiske grundlag lige op til OL. For hvorfor gik Dansk Svømmeunion automatisk ud fra, at man indstillede sin karriere, fordi man fik et barn?
Du har sagt, at du er stolt over at have vundet på din måde uden at miste dig selv og dine værdier. Hvad mener du?
”Jeg har givet udtryk for mine meninger og holdninger undervejs i min karriere, og det har givet mig ballade og stemplet som det sorte får. Det har været hårdt, men jeg står tilbage med følelsen af at ”I speak my mind”. Jeg har sagt fra, og det er der alt for mange, der ikke tør. Jeg gør det for, at det ikke skal ske for andre. Der er mange ting i de sidste tyve år, der kunne have været mere menneskelige. Jeg brænder for, at svømning skal blive en bedre sport. Man kan sagtens træne benhårdt og samtidig have det sjovt, og man kan godt få lov at gøre det på sin egen måde uden at blive sat i en boks. Hvorfor skulle jeg f.eks. træne på samme måde som Lotte Friis, der er langdistancesvømmer, når jeg svømmer på de korte distancer?”
Hendes comeback har hun også gjort helt på sin egen måde.
”Jeg er ligeglad med ballade, og jeg er gået min egen vej og været helt ærlig over for mig selv. I stedet for at svømme på Det Nationale Træningscenter er det min mand, der har trænet mig, og det er en kæmpe præstation for os. Det lykkedes os at afslutte min karriere i en OL finale til mit 5. OL! Vi har trænet i Øbro Hallen, mens vores datter sad i bæreselen. Min mand er så god en træner, fordi han selv har været der og ved, hvordan han selv vil behandles, (Marco Loughran er tidligere olympisk svømmer, red.),” siger hun.
I OL-finalen i juli – hendes sidste løb – endte hun og de andre i holdkonkurrencen på en sidsteplads. Men det rykker ikke en tøddel ved hendes stolthed over præstationen.
”Det var fantastisk ikke at vinde. Jeg stod i en OL-finale som mor! Hvis folk vidste noget om svømning, så ville de vide, hvor hård konkurrencen er, hvor vildt det er, at Danmark er i en OL finale. Det trigger slet ikke min vindementalitet, der hvor jeg står i dag. Jeg har haft det vildeste år, min mand og min datter er rejst verden rundt med mig. Jeg er SÅ stolt.”
Bog: Om at være sin egen…
Jeanette Ottesen stopper sin karriere og fortæller nu ærligt om at fare vild i svømmesporten, i kærligheden og i livet og om at finde vej ud af vildnisset.
Det er en fortælling om magtfulde trænere, krænkelser, mobning og overgreb; om at være sportens sorte får, om at være tvivlende, usikker og udstødt. Om jagten på accept og at høre til. Om sit had/kærlighedsforhold til svømmesporten, om økonomiske trængsler i en sport, hvor man taber mere, end man vinder. Og sin kamp for at nå sit femte OL imod alle odds.
Bogen ’Fri. Mit livs vendinger’ udkommer i oktober og kan købes i bl.a. Bog&Idé til 249,95 kr.
Om Jeanette Ottesen
- 33 år
- Danmarks mest vindende svømmer nogensinde.
- Har vundet 53 internationale medaljer, herunder bl.a. seks VM-guldmedaljer og en OL-bronzemedalje fra OL i 2016.
- Deltog i sit første OL i 2004 i Athen.
- Siden har hun været med i Beijing i 2008, London i 2012, Rio de Janeiro i 2016 og Tokyo i 2021.
- Gift med Marco Loughran, der er tidligere olympisk svømmer.
- Sammen har de datteren Billie-Mai på tre år.
- Til oktober aktuel med bogen ”Fri. Mit livs vendinger”.
Jeanettes yndlingsprodukter:
”Jeg får lavet lash lift og negle en gang om måneden. Jeg har en muskuløs krop og er bred over skuldrene, og derfor har jeg brug for at se superfeminin ud og fremstå som kvinde. Det er ikke noget, jeg har tænkt over, det er kommet helt naturligt.”
”Et af mine yndlingsprodukter er Glossier Lash Slick Mascara. Den er meget tynd og skiller vipperne virkelig fint ad, så de ikke klumper.” 120 kr. på glossier.com
”Makeup er ikke noget jeg plejer at gå med hver dag, men det vil jeg til at gøre meget mere, nu jeg ikke skal i vandet hver dag. Jeg er meget glad for alle produkter fra Tromborg, de har nogle sindssygt flotte farver og suger rigtig fint ind i huden.” Baked Mineral Bronze. 440 kr.
”Jeg elsker læbestifter og læbe-pomader i lyse farver. Fra Irina the Diva bruger jeg læbestifter og multi-paletten, og så elsker jeg Hermès farvede læbepomader, ikke mindst fordi emballagen er så smuk.” #GLAMGOALSPALETTE. 299,95 kr.