Kvinde kendt dit bryst!

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Oktober måned står i brysternes tegn, så her på GO Beauty vil vi gerne stille skarpt på brysternes betydning for os kvinder. Hvor meget af kvindeligheden sidder i brystet, hvorfor er vi så optagede af bryster – og hvad betyder det at miste et bryst?

Brysternes betydning

Danske kvinder elsker deres bryster. Kurver er in, og undersøgelser viser, at knap en tredjedel af os udpeger brysterne som vores foretrukne kropsdel – skarpt forfulgt af numsen. Til sammenligning drømmer fyrre pct. af os om en flad mave, mens halvdelen af danske kvinder synes, at deres lår er for tykke.
Bryster er nemlig ikke bare så og så mange gram fedt – de har en stor symbolsk betydning verden over. Siden tidernes morgen har det kvindelige bryst været bredt anerkendt som et symbol på kvindelighed, seksualitet, forførelse og frugtbarhed. Pakket ind i runde, spidse eller løftende gevandter – eller slet ingen – har vi alt efter tidens tand udstillet vores forførende kropsdele, som mænd både stirrede på, drømte om og tændte på.
Og ikke nok med, at mænd kigger efter kvinders bryster, også vi kvinder kigger efter andre kvinders bryster for at måle, om den anden kvindes bryststørrelse udgør en potentiel trussel i kampen om at vække mændenes begær. Har hun fastere eller større bryster end mig? Sidder de bedre?
bryst-fedttransplantation-foer-efter-2
Detaljerne er vigtigt ved en brystoperation, også hvordan evt. ar
kommer til at ligge og hvordan de plejes bedst muligt.

”Nipples are IN” erklærede Samantha fra kultserien Sex and the City. Og det er de. Googler man denne bekendtgørelse, kommer der knap 55.000 resultater op på skærmen. Blandt andet har det i år været kendetegnende ved modebilledet til Oscar galla, at stjernerne fremviste en strittende brystvorte. Der er gået mode i bryster, og det mest synlige kendetegn ved kvinder ER brysterne, og vil man være kvinde, skal man altså have bryster. Og det gælder ikke kun kvinder, der er født som kvinder. Bare ret blikket mod transvestitter og transseksuelle, som bruger enorme mængder af energi på at kunne fremvise et imponerende brystparti.
Interessen for bryster er en tendens, som plastikkirurgerne kan tale med om i takt med, at antallet af især brystforstørrende operationer er på himmelflugt. Der udføres årligt mere end 3000 kosmetiske brystoperationer i Danmark, og stadig flere metoder – kommer til i jagten på de perfekte bryster. Hvad enten det drejer sig om en ny form, ny størrelse eller blot fornyet spændstighed i et lidt træt brystparti, ligger mulighederne åbne, og i takt med efterspørgslen stiger, bliver det mindre og mindre tabubelagt at indrømme, at man har fået ”ordnet” sine bryster.
Men hvis bryster for langt de fleste kvinder er symbol på kvindelighed og seksualitet, hvad så, hvis man mister det? 51-årige Pia Hansen fik i 2013 fjernet sit ene bryst som følge af en kræftsygdom. Hun fik med det samme at vide, at hendes bryst ikke kunne reddes. Herefter havde hun 2 uger til at fordøje dels den alvorlige sygdom, dels at hun ville miste sit ene bryst. ”Min første tanke var faktisk: Jeg skal ikke af med mit bryst. Jeg har altid været glad for mine bryster, og jeg brugte de fjorten dage til at vænne mig til tanken om at miste det,” fortæller hun og mindes med gru, da hun første gang skulle se arret efter operationen.
Senere lagde chokket sig, og det handlede bare om at overleve. Krævede det, at hun skulle leve med kun et bryst, så måtte det være sådan, sagde hun hårdnakket til sig selv. Det var først efter et veloverstået forløb med operation, kemoterapi og strålebehandling, at tanken om et nyt bryst begyndte at melde sig.
”Da den første tanke: ”Bare jeg bliver rask, er jeg glad”, lagde sig, og jeg fandt ud af muligheden for at få et nyt bryst, var jeg ikke i tvivl. Og så skulle det ske så hurtigt som muligt,” fortæller hun og tilføjer:
”Jeg havde behov for at slikke sårene oven på mit sygdomsforløb, men da jeg begyndte at komme mig, ville jeg være som før,” siger hun.
Selv om mange er glade for en brystprotese, var det ikke løsningen for Pia Hansen, forklarer hun. Derfor fik hun i august sidste år rekonstrueret sit bryst på Aleris-Hamlet Privathospital. I en alder af 51 år ville hun stadig kunne føle sig hel og attraktiv. ”Selv om andre ikke kan se protesen, så blev jeg ked af det, når jeg så mig selv i badet. Når jeg i dag ser på mine bryster, er jeg fyldt af selvtillid. Selvfølgelig er man lige så meget værd med kun et bryst, men jeg er mere glad for min krop, og jeg føler mig mere lækker. Jeg ved med mig selv, at når jeg tager BH’en af, ser jeg pæn ud,” siger hun.
Plastikkirurg Christian Bang er en af landets førende kirurger inden for brystrekonstruktion og står bag bl.a. Pia Hansens brystrekonstuktion. Han fortæller, at de fleste kvinder, der kommer til ham, er helt afklarede med det at få rekonstrueret deres bryster og dermed deres kvindelighed.
”De, der kommer til mig, er igennem sygdomsforløbet og ude på den anden side, og derfor er det ikke en pludselig beslutning, men en helt klar bevidsthed om, at de vil have bryster igen,” siger Christian Bang, der over de seneste tre år har opereret op mod et par hundrede kvinder, der skulle have rekonstrueret et eller begge bryster. Og det handler om igen at føle sig hel som kvinde, siger hans erfaring.
”Kvinder, der kommer med kun et bryst, mangler deres kvindelighed. Når de så har overstået operationen, fortæller de meget ofte, at de nu føler sig hele igen,” fortæller Christian Bang.
Han understreger, at brystrekonstruktion ikke er mændenes ønske, men kvindernes helt eget. Lige som det heller ikke for patienterne handler om at få to nye spændstige bryster. For selv om det eksisterende bryst bliver rettet ind efter det nye, handler det udelukkende om igen at have to hele bryster frem for at få øget størrelse, form eller spændstighed, understreger han.

For mange vælger den billige brystløsning

Hvor runde implantater længe har været de mest benyttede ved brystforstørrende operationer, er teknikkerne i dag blevet langt mere udviklede med anatomiske implantater, der kan tilpasses enhver kvindes behov, form og brysttype. Alligevel har mange kirurger vænnet sig til de langt billigere runde implantater, og prispres på markedet får stadigt flere kvinder til at gå efter det bedste tilbud på et par nye bryster. Og der et en uheldig udvikling, mener plastikkirurg Andreas Printzlau, indehaver af Printzlau Privathospital.
”Hver kvinde er forskellig, og derfor er det helt nødvendigt at kunne have flere valgmuligheder og kunne skræddersy brystet til den enkelte. Anatomiske implantater giver i de fleste tilfælde et mere naturligt resultat til kvinder, hvor ikke mindst kavalergangen bliver mere naturlig,” siger Andreas Printzlau, der vurderer, at mellem 95-98 pct. af de implantater, han bruger, er anatomiske, mens de øvrige er runde. Simpelthen fordi runde implantater kun er egnede i få tilfælde, fastslår han.
Der kan godt skabes et naturligt resultat med runde implantater, hvis patienten har brystvæv nok til at camouflere den runde facon og samtidig har et fast bryst. Til gengæld giver de anatomiske implantater langt større variationsmuligheder, pointerer Andreas Printzlau. Implantaterne kommer i forskellige former og tykkelser, sådan at det kan tilpasses enhver kvinde, hvad enten hun er lav og kraftigt bygget med lidt hængende bryst eller en høj slank kvinde med meget lidt brystvæv.
”Det er til stor forundring for mig, at kvinder ikke stiller større krav til eller spørgsmålstegn ved, hvad der bliver anvendt i deres bryster. Der er tale om en mere kompleks kirurgi, når man benytter anatomiske implantater, og det er dyrere at få foretaget. Men hvis man kun kigger på pris, er det to vidt forkellige produkter, der er tale om,” understreger han.
Det betyder blandt andet, at kvinder ender med et implantat, der slet ikke passer til deres krop og i værste fald en ”selvstående kavalergang” og et kunstigt udtryk, som vi typisk kender fra amerikanske kendisser. Derudover bliver patienterne mange steder overladt til sig selv efter operationen og sendt hjem et par timer senere.
”Operationen koster det samme uanset, hvilket implantat, man bruger. Det, du betaler for, er implantatet, indlæggelse og sikkerhed omkring den type kirurgi, der bliver benyttet. Det er der alt for få, der tager med i deres overvejelser, når de for eksempel rejser til Østeuropa for at få lavet et par billige bryster,” siger han.

Fakta om brystkræft Over fire tusinde danske kvinder rammes hvert år af brystkræft. I 2008 fik 1571 kvinder fjernet et bryst på grund afbrystkræft. Det svarer til 37 pct. 57 pct. fik foretaget en brystbevarende operation, mens de resterende seks pct. fik anden behandling. Alle kvinder i alderen 50-69 år tilbydes i dag at blive screenet for brystkræft hvert andet år.
Kilde: Aleris-Hamlet Privathospital, Kræftens Bekæmpelse

Et af de tydeligste eksempler er chatfora på nettet, mener Andreas Printzlau, hvor kvinder drøfter, hvem der har fået så og så mange mililiter, hvorhenne de fik det lavet, og om det er en pæn størrelse. Chatter man med en anden, der er lykkelig for sine 300 mililiter, beslutter nogle sig til, at det skal de så også have lavet. Og finder derefter det billigste tilbud. Også selv om den ene kan være 1,80 meter høj og slank, mens den anden kan være 1,55 og rund.
Også blandt Andreas Printzlaus egne patienter oplever han, at mange undrer sig over prisforskellene og ikke efterspørger det dyre produkt, forklarer han.
”Der er ikke mange, der går op i detaljerne om det enkelte implantat. Til gengæld vil mange gerne købe et dyrt stykke tøj, som de så går med i nogle år. Bryster er noget, man skal leve med resten af livet.”
kvinde-kend-dit-bryst-tjek
Pas godt på brysterne og tjek dem regelmæssigt for forandringer i vævet.

Hvis man rammes af brystkræft

  • Antallet af kvinder der kan nøjes med en brystbevarende operation er heldigvis stigende, men det er ikke altid muligt på grund af sygdommen, og man er derfor nødt til at fjerne hele brystet.
  • For langt de fleste patienter er det muligt at få lavet en såkaldt brystrekonstruktion ved hjælp af plastikkirurgi, men der er også kvinder, der takker nej til tilbuddet og i stedet benytter en protese, som fylder BH’en ud og derfor udefra synes som et almindeligt bryst.
  • Ved en rekonstruktion forsøger man så vidt muligt at få det nye bryst til at ligne det raske i forhold til størrelse, facon, placering, farve m.v. Dog kan man ikke genoprette brystets funktioner i operationsområdet, ligesom følesansen kan blive forringet.
  • Processen omkring en brystrekonstruktion tager omkring et år, og der findes forskellige muligheder for rekonstruktion. I visse tilfælde kan man lave en primær rekonstruktion, som bliver gennemført samtidig med bortoperationen af brystet. En sekundær rekonstruktion kan gennemføres fra et halvt til et helt år efter operationen for brystkræft.
  • Der findes tre metoder for brystrekonstruktion: ”Protesemetoden”, hvor der opereres en protese ind under brystmuskulaturen. Den er bedst, hvis det raske bryst er lille, da det ikke er muligt at få plads til en stor protese.
  • Ved ”ekspansionsmetoden” får man indopereret en ekspansionsprotese, som bliver udvidet uge for uge indtil man har opnået et passende rumfang.
  • Derudover kan man få foretaget en rekonstruktion af ens eget hud-, fedt- og muskelvæv fra eksempelvis mave eller ryg.
  • Når arrene er helet og vævet er faldet til, kan man få rekonstrueret en brystvorte ud af den hud og underhud, som findes på stedet. Derefter bliver brystvorten og området omkring tatoveret, så den får samme farve som det raske bryst.
  • Oftest er det nødvendigt at lave en korrektion af det raske bryst for at sikre ensartethed og symmetri mellem brysterne.

Kilde: Aleris-Hamlet Privathospital
bryst-fedttransplantation-foer-efter
Brystforstørrende operation, der giver et meget naturligt resultat.

Brystforstørrelser ikke kun blandt unge

Ifølge plastikkirurg Christian Bang er det de senere blevet langt mere almindeligt, at kvinder i 50-60 års alderen opsøger Aleris-Hamlet Privathospital for at få foretaget en brystforstørrende operation. Fokus på brysterne som et symbol på ungdommelighed er et almindeligt fænomen i dag, og derfor er det ikke længere kun helt unge piger, som ikke har født endnu, eller kvinder i 30 års alderen, der har været igennem et par fødsler, der frivilligt lægger sig under kniven. ”De kvinder, som for eksempel er oppe i 50’erne og kommer til mig, føler sig stadig unge og sporty, og da føler de typisk, at kroppen ikke følger med. Derfor får de lavet en kosmetisk brystoperation,” siger han.
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet.
Du kan også følge GO Beauty på: FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk

Share.

About Author

Efterlad et svar