Nyt

Lytter du til din krop?

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Kroppens tilstand afslører hver dag, hvordan du har det. Sådan lyder budskabet i bogen ”Kroppen taler”, hvor kropsterapeuterne Martin Bonde Mogensen og Michael Kyneb vil lære os at forstå, hvordan krop og psyke hænger sammen. Vi har spurgt Martin Bonde Mogensen, hvorfor det er vigtigt at lytte til vores krop, hvordan vi kan lære det og hvordan er dårligt ægteskab kan sætte sig som smerter i lænden.

Hvad kroppen fortæller

Hvad er det vores krop kan fortælle os?

”Kroppen fortæller os hver dag, hvordan vi har det. Den kan vejlede os i, hvilken vej, vi skal gå i livet, hvad vi har godt af at spise, hvordan vi skal bevæge os, og hvornår vi skal skrue ned for arbejdspresset. Det fysiske og det mentale hænger uløseligt sammen, og hvis stress, bekymringer og tanker bliver for meget, sætter det sig som spændinger og smerter i kroppen. Det kan give hovedpine, smerter i lænden og andre steder. Vi dulmer det alt for ofte med en Panodil og glemmer at høre efter, hvordan kroppen har det. Men hvis vi ikke ved, hvorfor vi har ondt, kan vi ikke ændre noget. Og hører vi ikke signalet, får vi smerter. Har man ondt i nakken, kan man løsne det, men når først vi forstår, når kroppen taler, kan vi ændre det. Smerter kan skyldes forkerte bevægelser, men det kan også skyldes for mange bekymringer.”

Martin Bonde Mogensen: ”Jeg ser rigtig ofte, at problemer med ryggen ofte også giver problemer med fordøjelsen. Nerverne til tarme og mavesæk udspringer fra ryggen, og er de først spændte, giver det også spændte tarme, og derved kan du have svært ved at optage næring og udskille affaldet på en god og hurtig måde. Det samme gælder modsat, mave/tarm problemer kan ofte også give ryg problemer. Derfor kan det hele ende med at køre i ring, hvis der ikke tages hånd om det.”

Hvor gode er vi til at lytte til vores krop?

”Vi er bedre, end vi var for ti år siden, men vi er stadig elendige til det. Der har de seneste år været et kæmpe fokus på coaching, selvudvikling osv., som fokuserer på det, der foregår i hovedet. Og rigtig meget foregår i hovedet, men kroppen skal også med. Jeg arbejder terapeutisk samtidig med, at jeg får kroppen med. For vi er ikke gode til at lytte til, hvordan vi har det.”

Hvad skyldes det?

”Selv om vi arbejder mindre, er vi er hele tiden på og glemmer at stoppe op. For selv om vi er blevet mere bevidste om det, har vi for travlt til at lytte til kroppen. Jeg havde for nylig en 60-årig mand på et 75 timers retreat, og hen imod slutningen sagde han: ”Det er mindst fem år siden jeg har følt mig så afslappet.” Det illustrerer det meget godt. Hvis vi begynder at lytte, få rigtig mad, gå lange ture, meditere, få behandlinger etc., så sker der altså noget, selv på få dage. Mange ved ikke, hvordan de kan have det. Når de kommer ned i gear, er de overraskede over: Kan jeg have det sådan her? Og så lyver kroppen aldrig. Jeg kan have en patient, som siger; Jeg har det fint. Så kan han sagtens have bekymringer og spekulationer, men det har han haft hele sit liv, så han tænker ikke over det. Måske har han ikke været afslappet i 4-5 år. Børn, der ikke er blevet set, har oplevet sorg eller mistet en forælder, de holder på sig selv. Nu er de fyldt 40 år og er blevet vant til det. Hver anden eller tredje har de udfordringer.”

Hvad gør typisk ondt hos danskerne?

”Smerter i skulder og nakke, lændesmerter og stress er de tre største lidelser hos danskerne. 5,2 mio. årlige sygedage skyldes lændeproblemer, mens 3,8 mio. skyldes stress.”

Hvad kan det bunde i, hvis vi ser på psyken?

”Har man nakkesmerter, kan det skyldes, at man ikke altid er god til at stå ved sig selv. Det kan være, at man er det i dag, men at det har gjort sig gældende frem til man var 40 år. Nakkesmerter hænger sammen med halssmerter, og man kommunikerer gennem munden og halsen. Hvis man ikke er god til at sige fra, spænder halsen op, og det giver nakkeproblemer. For mange kan det give mening at finde ud af, hvorfor de har ondt, som de har. Så kan de træne at blive bedre til at sige fra. Taler vi stress, hører det ofte sammen med kontrol og skyldes ofte, at man ikke kan give slip, at man går og passer på. Stress sætter sig omkring nyrerne, og lænden spænder op. Hvis man holder på vejret, har man svært ved at slappe af. Holder man på en haveslange, kommer der intet vand ud, giver man slip, strømmer det ud. Det er det samme med livsenergi.”


80% af din krops tilstand afhænger af, hvordan du spiser… Du kan IKKE motinerer dig fra dårlige kostvaner. Du har brug for begge dele.
 

Hvordan lærer vi selv at lytte til kroppen?

”Det starter alt sammen med opmærksomhed og om at lære at mærke signalerne. Man kan bruge bare 2 minutter om dagen på at spørge sig selv: Hvordan har jeg det? Hvis jeg skal sammenligne med en transistorradio, skulle man i gamle dage tune ind på frekvensen 93,9 for at lyden skulle gå klart igennem på P3. Hvis ikke den ramte præcist, skrattede den. Mange ligger i dag på 93,6-93.8. Ved en lille justering kan man ramme 93,9, hvor man kan mærke sin krop, og hvad den har brug for. Det kan handle om noget så banalt som at huske at trække vejret.”

Hvor starter man?

”For mig som behandler gælder det om at lægge små ting ind i folk, som minder dem om, at de skal huske det. Hvis jeg siger: Husk at slippe skuldrene, så er det glemt igen meget kort tid efter. Hvis jeg derimod siger: Hver gang du får en mail, skal du tænke: Lige skuldre. Så sænker du skuldrene måske 50 gange på en dag, og efter ti dage vil du kunne mærke en forskel. Er du taxachauffør kan du f.eks. slappe af i nakken hver gang, du ser en blå bil. Det kan også være, at du skal sætte en gul seddel på køleskabet, der minder dig om at drikke vand. Det vigtigste er at nudge uden en løftet pegefinger. Bliver du siddende et minut længere, hver gang du er på toilettet, hvor du lukker øjnene og tager nogle dybe vejrtrækninger, får du automatisk lavet nogle åndedrætsøvelser. Efter 14 dage vil du gøre det helt af dig selv. På den måde får man langsomt lært at lytte til sig selv. Nogle gange skal der mere til, men ved små ændringer kan 70-80 pct. vitterligt mærke forandring efter 10-14 dage.”
 


”Kroppen taler” – Lær at lytte er en bog, om kroppens sprog og forbindelsen mellem det fysiske og mentale skrevet af Martin Bonde Mogensen og Mikael Kyneb. 249 kr.

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.