Microblading: Få dine drømme bryn

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Permanent makeup er kommet for at blive – på flere måder. Dels er det blevet mere almindeligt at få lavet permanent makeup, dels er behandlingen permanent, som navnet indikerer. Og dog – hør hvad en af branchens førende linergister har at sige om fænomenet.

Få naturlige og fyldige bryn med permanent makeup

Uanset årsagen til at få lavet permanent makeup bør målet altid være et naturligt udseende, der understreger personligheden – den usynlige forskel, der blot forskønner de træk, man har i forvejen. Det er meget vigtigt, at behandleren, der udfører permanent makeup, kan sit håndværk og har kunstnerisk sans. Det er ikke nok at kunne betjene en maskine eller teknik. Behandleren skal også have skønhedssans og kunne kommunikere godt med klienten, så dennes ønskes bliver opfyldt.

Størstedelen af de skandinaviske kvinder er født med ret lyse træk, og dem vil mange gerne have tegnet op, så de fremstår mørkere og dermed mere markerede. Med årene sker der normalt det, at øjenbrynene bliver tyndere – eller sågar forsvinder helt. Og det er sådanne ting, du kan få rettet op på. Der er også nogle, som er allergiske over for makeup, og for dem er permanent makeup en rigtig god løsning. Kvinder, der dyrker meget sport og ikke gider bekymre sig om, mascaren løber ud under sportsaktiviteterne, bliver der også flere af, og så er der selvfølgelig dem, der blot ønsker den nemmest mulige makeupløsning.

GO Beauty har testet:

GO Beautys skønhedsredaktør Camilla Bauer har været i hænderne på Majken Villefrance, ejer af Elite Scandinavia, for at teste microblading på sine bryn;
”Jeg har længe overvejet at få ordnet mine bryn, men jeg har set så mange bryn, der endte alt for unaturlige, farver der ikke matcher og skifter farve. Et naturligt look er meget vigtigt for mig, så jeg var også ret nervøs inden jeg fik min første behandling. Med Majken følte jeg mig helt sikker! Hun er top professionel, lytter og er meget perfektionistisk, og det hele kom til udtryk i det smukke og ikke mindst naturlige resultat.”

Camilla har testet behandlingen og talt med Majken omkring de tanker og overvejelser, hun gjorde sig i forbindelse med behandlingen.

Billedet viser udgangspunktet for Camillas bryn. Brynene mangler fylde og form. GO Beautys skønhedsredaktør har igennem en årrække overvejet at få ordnet sine bryn, og efter megen research fandt hun frem til Majken Villefrance og besluttede sig for at hoppe ud i det og teste behandlingen på egen krop.

Hvad er microblading?

Microblading kaldes også hairstroke og er navnet for en speciel teknik inden for semi-permanent makeup. Man arbejder med specialfremstillede nåle og udstyr manuelt i det yderste lag af huden, og resultatet holder i op til et år, hvorefter farven vil trænge til et boost. Med microblading tegnes fine strå på huden, der ligner hår, og resultatet ses i form af naturligt formede bryn, man ikke behøver at tegne op hver dag. Da der arbejdes manuelt, er det meget vigtigt, at den enkelte behandler ved, hvad hun laver. Det er netop også den manuelle måde, der gør, at det er muligt at lave de tynde fine, naturlige og meget detaljerede bryn.

Kan alle få behandlingen?

Ja, men det mest optimale er uden tvivl, at man har en såkaldt normal hud. Det vil sige, at den hverken er for sart og tør eller for olieret. Det har meget at gøre med, hvordan huden heler. Er man i tvivl om sin egen hudtype, kan man altid tage en snak med en behandler.

Hvor mange behandlinger skal man have?

Efter man har været til konsultation eller fået ’godkendt’ sine bryn af behandleren, så kommer man til den første behandling. Her skal der kigges på huden, optegnes, bedøves og så skal selve behandlingen udføres – dette tager cirka to timer. Når du har fået din første behandling, får du en tid til en opfølgende behandling omkring seks-otte uger efter. Ved den opfølgende behandling går behandleren brynene igennem for at tjekke, om der er mistet lidt farve osv. Denne behandlingsvarighed kan selvfølgelig variere alt afhængig af, hvordan man har holdt på farven.
 

Optegningen af brynene sker i et samarbejde mellem behandler og kunde, så der kan skabes det ønskede resultat. Brynene er nu blevet optegnet, den bedøvende creme har fået lov at virke og behandlingen kan gå i gang.

Gør det ondt?

Du får bedøvende creme på, som er ca. 15-20 minutter om at bedøve hudens øverste lag. Og så er du klar til behandlingen. Selve behandlingen gør ikke ondt, men du kan selvfølgelig mærke, at der bliver arbejdet Graden af smerte varierer meget fra person til person, bedøvelsens virkning og ikke mindst behandlerens tekniske færdigheder.

Hvad gør man efter behandlingen?

Efter behandlingen får man et aftercare sæt med hjem, hvor man på første dag skal tørre overskydende væske af og påføre et nyt lag aftercare cream i timen for at holde såret fugtigt og beskyttet så længe som muligt. De efterfølgende dage gør man det samme, men bare nogle få gange om dagen. Det er vigtigt, at man ikke piller, for såret skal have lov at hele stille og roligt. Når der er gået en uges tid, og såret er helet, kan man igen bruge makeup, hvis man har brug for det. Efterbehandlingen er meget vigtig for helingsprocessen, så det er vigtigt, man hører efter og gør det, der anbefales. Husk ikke at gå i solen efter behandlingen og brug derefter solbeskyttelse, da solen bleger og kan forkorte resultatet.

Hvor ofte skal man have opfyldninger?

Alt imellem 6-12 måneder er helt almindelig imellem opfyldningerne. Der er utrolig stor forskel på, hvordan huden holder på farven, det kan både skyldes hudtype, soldyrkelse, livsstil, produkter mm.

Hvad nu hvis man ikke kan lide resultatet og fortryder?

Når man arbejder med semi-permanent makeup, er der desværre ikke noget, der hedder at fortryde. Farven kan ikke bare fjernes igen, så man skal vente, til farven fader af sig selv eller spendere penge på laser eller remover fjernelse. Men det afgørende er, at man har taget en velovervejet beslutning og finder en behandler, der passer godt til en selv.

Hvad koster behandlingen?

Microblading behandlingen hos Elite Scandinavia koster fra 3.500 kr. inklusiv konsultation, optegning, behandling og opfølgning.
 

Her ses det endelige resultat af microblading. Billedet er taget lige efter den anden og sidste opfølgende behandling. Resultatet ses i form af bryn med en naturlig fylde og form der passer godt til ansigtsformen.

GO Beauty har talt med Helle Bach, som er formand for Kosmetologforeningen, om, hvilke forholdsregler man skal tage, inden man lægger sig i stolen hos en behandler. Ifølge hende gælder det for permanentmakeup, som for alle andre behandlinger der kan påvirke vores hud og sundhed, at behandleren skal være både fagligt dygtig og ikke mindst have positiv feedback fra klienter. Især når det handler om permanentmakeup er sidstnævnte værd at undersøge, idet der endnu ikke er en officiel godkendt uddannelse tilknyttet det erhverv.
Man må finde sin egen indre detektiv frem og undersøge markedet, måske forhøre sig på relaterede sociale medier, se om klinikken/behandleren har en troværdig hjemmeside. Indtil dags dato er dette desværre virkeligheden, men DKF arbejder på at få netop permanentmakeup certificeret af de officielle myndigheder.
Dette har Helle Bach også tidligere udtalt til ’Kontant’, forbrugerudsendelsen på DR tilbage i 2017, som gik tæt på denne niche i skønhedsverdenen. På den personlige side skal du altid overveje det grundigt, når farve skal lægges ind i huden – ligesom tatoveringer. Er du allergisk anlagt, skal du selvfølgelig tage dine forholdsregler og få den gode snak, når du har fundet en velrenommeret behandler.

GO Beauty har erfaret at der vil ske ændringer for certificeringer af behandlere i 2021 af Sundhedsstyrrelsen. Følg med i udviklingen her på gobeauty.dk
 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.