Naturligt sund med Alkaline

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Når de største Hollywoodstjerner lige nu afslører hemmeligheden bag deres skønne, sunde og slanke ydre, så hedder den Alkaline. Men diæten, hvor det handler om at få meget af de basedannende grønne grøntsager og drikke godt med vand, er slet ikke new news. Faktisk har syre/base kost, som Alkaline også kaldes, været i vælten i over 30 år, og en af pionererne på området er pæredansk.

Stjernernes nye diæt

Når blogs og netmedier jagter klik, gælder det om at ramme noget, der virkelig interesserer os alle, og helst ikke afsløre for meget i overskriften. Der skal jo besøgende ind på de tusindvis af sider, der sælger annoncer, links og sponseret indhold på bagrund af den trafik, de formår at skabe på sitet. En sikker klik-fisker, der fænger hver gang, er den om, hvordan de kendte holder den slanke linje. Hvilken diæt de sværger til og hvad deres nyeste påfund i jagten på en fast og spændstig krop nu går ud på.
victoria-beckham-alkaline
Victoria Beckham holder sig slank og sund med alkaline.

Victoria Beckham, Gwyneth Paltrow, Alicia Silverstone, Jennifer Aniston, Kirsten Dunst og Jared Leto
bliver alle sammen sat i forbindelse med kost bestående af overvejende grøntsager og med kroppens pH-værdi som udgangspunkt – den såkaldte Alkaline diæt, også kendt som syre/base-kost.
Det er slet ikke nyt, men ligesom der er mode i tøj, møbler og babynavne, er der også mode i diæter. Tiden er lige nu moden til, at vi skal leve som den danske meta-coach og Alkaline forkæmper Bettinna Delfs har prøvet at få os til de seneste 30 år.
”Fra naturens side går alt i balance, og vi er efterhånden nået så langt væk fra et naturligt, sundt menneske, at der må komme en modreaktion. Mange er trætte af at hælde medicin i sig, og når de finder ud af, hvor mange symptomer, der forsvinder ved at holde en pH-værdi på 7,32, så ligger det lige for. Alkaline er ikke en kur, men en livsstil, der støtter det, der er i forvejen og giver vores celler de bedste livsbetingelser. Folk er trætte af kure, de vil have noget der varer ved og har substans, de gider ikke ændre livsstil hele tiden, og det gør man heller ikke med Alkaline: man går tilbage til naturen, og den går aldrig af mode. Samtidig må man sige, at Alkaline også er godt for hele miljøet, fordi vi spiser mange økologiske grøntsager og mindre kød og kun fra dyr, som har haft det godt, ikke har været stresset eller kemisk behandlet”, siger Bettinna Delfs og henviser til, at New York Times for et nylig bragte en flere sider lang artikel om biokemikeren Otto Wahrburg, der i 1931 fik Nobelprisen for at påvise, at cancerceller ikke kan leve i en basisk krop. Wahrburgs teorier ligger til grund for Alkaline, der i korte træk handler om at undgå for mange af de syredannende fødevarer som fx kaffe, sort the, kød, mejeriprodukter, sukker (også frugtsukker) og alkohol, og i stedet drikke meget mere vand og spise mange flere grøntsager, bladgrønt, mandler, frø, sunde olier og andre basedannere.
kirsten-dunst-alkaline
Kirsten Dunst er en af de stjerne, der sværger til mere base, mindre syre.

Sådan kommer du i gang med at blive naturligt sund

Der er 3 hovedpunkter i Alkaline-living: kosten, motionen og sindet.

  1. Kosten er vigtig, fordi syredannende mad tærer på kroppens mineraler, især fra knoglerne, og ophober syre i vævene. Ophobet syre irriterer og medfører inflammation, som senere kan føre til livsstilssygdomme.
  2. Motionen er vigtig, fordi bevægelse stimulerer kredsløbet og kroppens udrensnings- systemer. Du trækker vejret dybere og udskiller dermed mere syre gennem udåndingen.
  3. Et sind i balance er vigtigt, for når du er stresset, irriteret, deprimeret eller bange, trækker du vejret overfladisk – og ophober dermed syre. Samtidig får stress nervesystemet til at sende blodet (med ilt og næring) til dine muskler, så du er klar til at ’kæmpe eller flygte’. Det hæmmer fordøjelsen, og det er via fordøjelsen, kroppen udskiller flest affaldsstoffer.

Rigeligt med vand

Bettinna Delfs har levet af Alkaline og arbejdet med principperne siden hun var teenager og underviser klienter i, hvordan de gennem den basiske kost, rigeligt med vand og god bevægelse får vitalitet, sundhed og dermed skønhed på et niveau, de aldrig har kendt, og hun uddanner andre coaches i netop denne livsstil.
Det er en livsstil, hvor man i nogle sammenhænge vil blive nødt til at sige nej tak til det, der ofte er på bordet, når vi hygger med venner og familie: kød, fastfood, alkohol og kaffe. Man bliver også nødt til at bevæge sig mere, at skelne mellem frugt og grønt, og at fordele sine syredannende fødevarer, så de sure ikke fylder mere en 20 % af kosten. Det er alt det, der måske især i starten kan være noget man skal arbejde med. Men fordelene er til at få øje på, da en balanceret kost, masser af vand og rimelig motion ikke kun påvirker sundheden, men også skønheden: Du bliver den bedste udgave af dig selv, får en klar, smuk hud, klare hvide, friske øjne, du sover godt og det giver psykisk overskud. Hvis du har for meget syre i kroppen vågner du og sveder om natten, og for meget syre kan også sætte sig som en sur lugt. Nu er det ikke sådan, at alkaline for mig kun er kost, det handler også om at få bevægelse og meditation med, og så om at få de sunde fedtstoffer”, siger Bettinna Delfs.
Er det så bedst at leve helt af den såkaldte 80/20-model hver dag, hvor 80% er basisk eller er det bedst at lave endnu mere basisk fx 5 dage om ugen og så mere afslappet 2 dage om ugen?
”Det er et sjovt spørgsmål, for det vigtigste er faktisk, at alle har en rulle lakmuspapir derhjemme, og tisser på det hver morgen, så du kan se, om du er basisk, som du helst skal være hver morgen. Har du haft en vild weekend uden bevægelse og skejet ud med fx alkohol, sukker og kød, så er du sur søndag og måske mandag, men så skal du gerne blive mere basisk allerede tirsdag. Det kan godt tage et halvt år at nå dertil, før du oplever at tisse basisk i to sammenhængende uger, hvor du ikke tager nogen form for basefremmende kosttilskud”.
Alkohol, sukker og kød er ifølge Bettinna Delfs sammen med stress nogle af de værste syredannere i vores krop, men ikke nok med det:
”De indeholder ikke nogle af de livsvigtige basiske mineraler, så de stjæler derfor basiske mineraler fra knoglerne og fra vævet. Cellerne får ikke den ilt, de har brug for, og når de ikke gør det, omdanner de sig meget nemt til fx cancer-celler. Men psyken spiller også ind, og blandt mine klienter har jeg set de største forandringer hos dem, der sætter målrettet ind med kost og motion, men som også sørger for at rydde op i ”deres mentale rygsæk”.
pukka-vitaviva-comfort-zone
Pukka Clean Chlorella har højt indhold af protein og en række vitaminer, der støtter kroppens imunforsvar. 150 tabletter. 150 kr. Vitaviva Organic Coconut tilfører de vigtige fedtstoffer. 100 kapsler, 271 kr. Comfort Zone ’Skin Regimen’ ansigstplejeserie er en avanceret holistisk tilgang til skønhedspleje, der understøtter den grønne livsstil. 210 kr.

Syre-basebalancen i kroppen påvirkes af vores kost og livsstil. Internationale eksperter anbefaler, at 80% af det, vi indtager, er alkalisk (basedannende), mens kun 20% er syredannende. Basedannere er friske grøntsager, avocado, mandler, frisk kokosnød, frø, nødder og olivenolie. Mens syredannere er kød, mælkeprodukter, hvidt brød, alkohol, kaffe, sort te og sukker – herunder også frugtsukker. I et basisk miljø i kroppen har cellerne derimod de optimale livsbetingelser for at forblive vedvarende sunde, så sygdomsfremkaldende bakterier ikke kan få fodfæste. Et basisk miljø styrker immunforsvaret og kroppens egen evne til at heale og regenerere sig selv. En basisk livsstil giver bedre fedtforbrænding, øget vægttab, bedre immunforsvar, øget udholdenhed og støre livsglæde og velvære. Andre resultater er fastere bindevæv, glattere, fastere og renere hud og færre ophobninger af fedt og væske i kroppen. Basisk livsstil og øget fokus på syre-basebalancen i kroppen er udgangspunktet for varigt vægttab, vitalitet og energi.


alkaline-living-bettinna-delfsBETTINNA LAXHOLM DELFS
META-Coach, foredragsholder og EFT- og META- Sundheds Master. Forfatter til bogen Alkaline Living på Gyldendal, en bog der også nu udkommer på engelsk. Som 12-årig fik hun konstateret astma, og som teenager og ung sloges hun med overvægt, bulimi og en smertefuld rygskade, indtil hun som 16-årig fik arbejde i en helsekostbutik efter skole. Her hørte hun for første gang om syre-base-balancen og forstod, hvor meget man kan gøre for sig selv og sit velvære med livsstil, motion og basisk kost. De principper har hun fulgt siden og har, som hun siger det, aldrig ondt, hverken i skuldre knæ eller ryg. Hun underviser bl.a i body balance pilates, arrangerer alkaline-ture til Kreta og har også klienter i behandling, der gerne vil vejledes til et sundere liv. Læs mere om Alkaline på www.livingacademy.com
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet.
Du kan også følge GO Beauty på: FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk

Share.

About Author

Efterlad et svar