Sund, problemfri og velplejet hud kræver en god hjemmeplejerutine. Hvordan den skal se ud afhænger af din hudtype, din hudtilstand – og dit temperament.
5 enkle trin til en optimal hudplejerutine
Måske foretrækker du en kort og effektiv hudplejerutine, måske elsker du at bruge tid på selvforkælelse på badeværelset? Uanset hvad du er til, kræver det nogle basistrin at holde huden sund. For sandheden er, at regelmæssige ansigtsbehandlinger hos en professionel behandler kun står for 20% af vedligeholdelsen af din hud. De resterende 80% står du selv for.
Hvilken rækkefølge?
Det kan være lidt af en jungle at finde ud af, i hvilken rækkefølge du skal bruge dine produkter, men det er der heldigvis råd for. God hud skal ikke rime på sur pligt, så her er fem uundværlige trin til en enkel og optimal hudplejerutine.
TRIN 1: Rens
Start altid med at bruge ansigtsrens, så du ikke vasker serum og creme af huden. Brug dernæst altid en toner eller mist efter afrens, da det er med til at stabilisere hudens PH-værdi. Det gør, at du er bedre beskyttet mod udefrakommende bakterier, som kan skabe ravage i huden. Desuden forfiner en toner porerne, så huden fremstår pænere. Mange glemmer, at toner faktisk er essentiel for en optimal hudpleje og beskyttelse.
Morgen:
Rens huden grundigt hver morgen. Også selv om du tænker, at du kun har haft ”hovedpude” på huden. Sagen er nemlig, at huden regenerer, mens vi sover, og det betyder, at den afsondrer talg og sved, som lægger sig på huden. Får vi ikke fjernet det, påfører vi creme på et ”beskidt” underlag, og det kan hurtigt danne bakterier og irritation. Et tip er at stille din ansigtsrens i badet. Mens hårkuren virker, bruger du tiden på at rense ansigtet – det tager ikke mere end 1 minut, og din hud vil takke dig for det. Hop ud af badet, og mens huden stadig er fugtig, bruger du din toner. Enten på en vatrondel eller spray, hvis du bruger mist.
Aften:
Efter en hel dag er det ekstra vigtigt at rense huden og fjerne eventuel makeup. I løbet af dagen samles snavs på huden, og derudover er det vigtigt at fjerne døde hudceller og rense ud i porerne. Når porerne stoppes til, udvides de, og det øger risikoen for bumser, hudorme og forstørrede porer.
TRIN 2: Eksfolier
Eksfoliering, scrub eller peeling – kært barn har mange navne. Fælles for dem er, at de sørger for at fjerne døde hudceller og stimulere dannelsen af nye hudceller. Det får din hud til at fremstå sund og frisk, og du forebygger samtidig mod udbrud af bumser og hudorme. En peeling får også dine andre produkter til at trænge bedre og dybere ind i huden.
Optimalt set skal du eksfoliere din hud 1-2 gange om ugen – somme tider oftere, afhængigt af hvilket produkt du anvender. Der findes et hav af forskellige produkter til eksfoliering, som overordnet kan deles ind to grupper:
Mekanisk peeling:
En mekanisk peeling er kendetegnet ved, at den indeholder små korn. Produktet fordeles på huden, arbejdes nænsomt rundt i cirkulære bevægelser i ca. 1 minut og vaskes efterfølgende af med vand. Har du fedtet hud, kombineret hud eller meget tørre områder på huden, kan en mekanisk peeling ofte få huden til at føles mere frisk, ren og blød.
Kemisk peeling:
En kemisk peeling eksfolierer huden uden at du skal ”skrubbe” produktet med dine hænder. Den indeholder syrer, som aktiveres, idet du smører den på, og skal oftest blive siddende i 5-10 min. Det særlige ved kemiske peelinger er, at selv den mest sensitive hud kan tåle den. Peelingen opløser bindingerne mellem cellerne meget skånsomt samtidig med, at dens aktive ingredienser stimulerer hudens dybere lag.
Her er det velkendte AHA et godt eksempel: AHA består af enten frugt- eller mælkesyrer. Det kan f.eks. være citric acid (citrussyre), glycolic acid (glykolsyre) eller lactic acid (mælkesyre).
AHA syre trænger dybt ned i huden, hvor den bl.a. bidrager til at:
- Stimulere dannelsen af nye hudceller – det giver mere glød.
- Forfine fynker og hudens overflade.
- Udjævne hudtonen og mindske pigmentpletter.
- Øge hudens fugtniveau.
TRIN 3: Serum
Hvad er det, der er så magisk ved serum? Jo, en serum er bygget op af små meget aktive molekyler og er som regel sammensat til kun at arbejde på et specifikt område som f.eks. rødme, tørhed, pigmentering eller urenheder. Det betyder, at produktet kan trænge ned i de dybere hudlag og virke mere aktivt. Da serum arbejder dybere i huden, skal man altid huske at påføre den inden creme. En god huskeregel er at kigge på konsistensen.
Serum har ofte en tyndere konsistens end creme, og derved kan man huske, hvilken der skal påføres først.
Mange undlader ofte serum, og det er synd. Serum er nemlig ofte det produkt, der virkelig kan gøre en stor forskel for din hudtilstand.
TRIN 4: Creme og fugt
Fugt er ikke kun nødvendigt til tør hud – alle hudtyper har brug for fugt. Faktisk kan en fedtet hud i nogle tilfælde skyldes, at huden er dehydreret og forsøger at kompensere for den manglende fugt ved at producere mere olie.
Fugt hjælper bl.a. med at holde huden blød, smidig og glat samt minimere synligheden af fine linjer og rynker.
Det er derfor vigtigt at forsegle hudens barriere, så fugten holdes inde.Huden kan forsegles effektivt med en god fugtgivende ansigtscreme. Kig efter fugtbindende ingredienser som hyaluronsyre, glycerin eller peptider, der er verdensmestre i at binde mere fugt til din hud.
>> Tre tips til god hud <<
- Fjern altid al makeup inden sengetid, så du ikke tilstopper porerne og fremmer forekomsten af urenheder.
- Drik masser af vand – på den måde holder du huden fugtet indefra, og du kan forebygge kedelig, grå eller usund hud.
- Spis gode og sunde fedtstoffer som omega 3. Omega 3 findes i fede fisk, valnødder og hørfrø.
TRIN 5: Solbeskyttelse
Om du foretrækker kun at bruge en ansigtscreme med SPF, en almindelig solcreme eller en ansigtscreme uden SPF efterfulgt af solcreme, er helt op til dig. Det vigtigste er, at du føjer det til din hudpleje hver eneste dag.
Mange undlader solfilter i vinterhalvåret, fordi solen dårligt titter frem, men sandheden er, at så snart solen står op, vil UV-stråler ramme os. Derfor er det essentielt at anvende solcreme året rundt. Solens UV-stråler nedbryder hudens raske celler, skaber pigmentforandringer og virker i værste fald kræftfremkaldende. Så på med solcremen året rundt – på den måde er du og din hud bedst beskyttet.
>> I tvivl om din hudtilstand? Book en tid på en klinik i nærheden af dig <<
GO Beauty guider dig til en klinik i et ønsket postnummer eller bestemt behandling