Er du til yoga i Berlin? Meditationsretreat i Thailand? Eller til at klatre på væggene i Europas første fitnesshotel? Her er de 10 bedste steder at rejse hen, for at komme sundere og smukkere hjem. Og det behøver ikke være dyrt.
1. Ski og spa i Schweiz
Efter en dag på ski i de bjergtagende schweiziske alper kan du slappe af i et udsøgt arkitektonisk hus bygget ind i selve bjergsiden med udsigt over åbne enge og bjergtoppe. Vals er en lille bjergby med storslået natur, og her i alpeidyllen har det danske par Ruth og Per Kramer åbnet franchisebutik med dansk Moshi Moshi Mind-velværetøj i den blødeste øko-bomuld og cashmere. Udover butikken står parret for ’wellness walks’ med guide i bjergene, der også rummer skipister for alle. Butikken ligger ved den berømte spa Therme Vals tegnet af arkitekten Peter Zumthor, og det er tøj fra butikken, der er standarduniform for personalet. Udover Moshi Moshi Mind-design, kan du finde aiaym-strik, Yvonne Koné tasker, økologisk skønhedspleje og meget mere.
www.wellnesswalks.ch
www.therme-vals.ch
www.villavals.ch
Priser fra 7.500 kr. pr. person for 3 overnatninger inkl. lækker morgen buffet og tre behandlinger bl.a. thalasso-behandlinger.
2. Tag til Tel Aviv
Tel Avivs 14 km lange kystlinje fra den historiske fiskerby Jaffa i syd over lange, brede sandstrande til den nye, hippe havnefront New Port i nord, og langs Tayelet-strandpromenaden jogger tørklædeklædte kvinder, mens unge jødiske yummy mummies i tracksuits og store solbriller skubber klapvognen foran sig. På stranden er der opsat fitnessredskaber og vandposter mange steder, så det eneste, du behøver gøre, er at gøre det og fuldende anstrengelserne med en dukkert. Læg dertil friskepressede juices, sprøde salater med tahinidressing, tabouleh salater eller hummus, og du har alle forudsætninger for at vende sundere hjem. Du kan også leje cykler i surferbutikken ved Isrotel Tower, og tage turen på to hjul.
Cykeludlejning ca. 120 kr. pr. døgn.
3. Tyrkisk Bad i Istanbul
Ikke kun blandt de 1001 ting du bliver nødt til at se, inden du dør… også blandt de 1001 ting, du bliver nødt til at mærke! Du kommer ind i en anden verden og bliver masseret fra top til tå i en kæmpe sæbesky af luft og sæbe. Afdelingen for mænd er noget mere luksuriøs end afdelingen for kvinder! Men følelsen kan ikke gradbøjes – enkelt og simpelt er mere end okay, når du går ud derfra med følelsen af at have besøgt et andet århundrede og bare være HELT afslappet. Et god råd: Hold dig fra basaren bagefter, det er umuligt at prutte om priser i den tilstand af lykkefølelse og afslappethed.
Cagaloglu Istanbul, Tyrkiet
Tlf.: +90 (212) 522 2424
www.cagalogluhamami.com.tr
4. Fitness i Stockholm
Du klatrer bogstaveligt talt på væggene i fitnesshotelet, hvor ydermurene er en klatrevæg. Og værelserne er indrettet, så du, når du slår øjnene op, kan kaste dig over fitness uden at skulle sætte håret først… Dyrk fx yoga på yogamåtten i dit værelse inden du kaster dig over morgenmadsbuffeten med grøn te og friskpresset juice. Senere kan du vælge at presse dig selv indendørs i fitnesscentret på 6. etage med ubeskrivelig udsigt eller udendørs på cykel i det smukke Stockholm og omegn.
Mornington Hotel Stockholm Bromma
Norrbywägen 30
168 69 Stockholm-Bromma, Sverige
Tlf.: +46 8 507 332 00
www.mornington.se
Pris for en nat fra 400 kr. (enkeltværelse økonomi- klasse) inkl. morgenmad og fri adgang til Health Club.
5. Spaferie i Sydsverige
Udsigten fra træningssalen er i sig selv grund til at spendere en weekend på Tylösand Spa ved Halmstad, bare to timers kørsel fra København. Der er klitter, strand, marehalm og blåt hav, så langt øjet rækker – faktisk helt til Gilleleje på den anden side af vandet. Du kan dyrke core, pilates, yoga, afrodans og zumba og få spabehandlinger for ansigt og krop. Den lille luksuspakke med to overnatninger koster ca. 1.445 SEK. Men du kan også tage en venindetur med manicure og andre skønne behandlinger, en wellnesspakke for to eller komme midt i ugen og få klækkelige prisrabatter…
Hotel Tylösand
Tylöhusvägen 302 73 Halmstad, Sverige
Tlf.: +46 (0)35 305 00
http://www.tylosand.se
Priser fra 1.150 kr.
6. Kurophold i Tjekkiet
Det er næsten corny – luksus på den gammeldags østeuropæiske måde med tykke blå gulvtæpper, rokokomøbler og dekadent slotsstemning. Lidt som at være med i ”Skønheden og Udyret”, men til gengæld koster en uges slankeprogram med en række behandlinger, der ville koste dobbelt så meget herhjemme, ’kun’ 14.000 kr. inkl. kost og logi. Det gælder bl.a. LPG-behandlinger, som ren faktisk virker på cellulite. Alternativt kan du nøjes med en forkæl-mig-weekend og vælge mellem 150 forskellige skønheds- og velværebehandlinger til en meget rimelig pris, især hvis du rejser uden for højsæsonen. Med i værelsesprisen er buffet, a la carte morgenmad, swimmingpool, sauna og fitness-center – og så er der alle former for udendørssport.
SAVOY WESTEND HOTEL
Petra Velikého 16
360 01 Karlovy Vary, Czech Republic
Tlf.: +420 359 018 888
www.savoywestend.cz
Priser fra 3.000 kr. plus flyrejsen.
7. Varme bade i Den Blå Lagune
Du har ikke prøvet massage, før du har flydt omkring på en luftmadras i Den blå Lagune indpakket i et vådt, varmt blødt fleecetæppe og fået vandmassage af en massør, der skiftevis vugger dig og masserer hver eneste ømme muskel i din krop. Ahhh! Denne særprægede oplevelse overgås af den kiselrige hvide mudder, du har i ansigtet og den (sunde) svovlholdige damp, der stiger op fra vandet. En fysisk genfødsel, der efterlader dig tung af velvære i hele kroppen – måske med overskud til at besøge Reykjaviks toprestaurant Dill, som er et lille Noma (bare til halvdelen af prisen) i udkanten af hovedstaden.
Blue Lagoon
240 Grindavik, Island
Tlf.: +354 420 8800
www.bluelagoon.com
Priser fra EUR 30,- (entre) Sådan kommer du dertil: Icelandair har weekends-forkælelsespakker for to personer fra 2.950 kr. pr. person. www.icelandair.dk
8. Jivamukti Yoga i Berlin
Hvis penge eller tid ikke lige rækker til en tur jorden rundt, så prøv Jivamukti Yogas afdeling i Berlin og tag eventuelt bare ungerne med – der er JivaKids om lørdagen. Du svæver ud efter Jivamukti Yoga i den gamle brødfabrik, der er beliggende i Berlin-Mitte/Prenzlauer Berg. Lokalerne er i sig selv en oplevelse, det er som om varmen fra det gamle bageri sidder i væggene og omfavner dig. Stedet og instruktørerne lokker yogaelskere til fra hele Europa. Du føler dig oplivet, stræk og fri – klar til at indtage og udvælge indtryk fra Berlin.
Jivamukti Yoga Berlin
Brunnenstr. 29 Hoff III
(Alte Backfabrik), 1. & 2. sal 10119 Berlin, Tyskland
Tlf.: +49 30 48491948
www.jivamuktiberlin.de
Priser fra EUR 10,- (måtter, håndklæder, etc. kan lejes)
9. Meditationsretreat i Thailand
Fred, ro, indsigt, dybde og transformation. Tager du med Henriette Zobel på retreat på det fem-stjernede resort The Tamarind, halvanden times kørsel fra Bangkok, får du det hele inklusive yoga, sublim mad og smukke omgivelser. Ingen mobiltelefoner, men to dages tavshed øger indsigten og giver dig fornyet livsenergi. Eneste stressfaktor er, at sørge for at overholde den daglige tid til massage. Det kan man lige klare.
Priser fra 19.500 (for delt 3-kvindes værelse)
10. Ude godt, hjemme bedst
Der er dayspa, der er yoga, der er akupunktur, der er udendørs fitness – der er næsten alt, hvad skønhed og sundhed angår på Kokkedal Slot, og så ligger slottet i de allersmukkeste omgivelser. Som det eneste sted i Skandinavien byder Kokkedal Slot på ansigtsbehandlinger med australske Sodashi, så rækker pengene ikke til en tur down under, skal du blot køre up north. Hold i øvrigt øje med hjemmesiden, for her i efteråret er der yogadage, som bla. indeholder yogaundervisning, meditation, frokost, adgang til spaen samt ansigtsbehandling.
Kokkedal Allé 6
2970 Hørsholm
Tlf.: 4422 8000
www.kokkedalslotcopenhagen.dk
Adgang til Spa&Wellness området koster 250 kr. pr. person. Du kan også forkæle dig selv med en yogadag i slottets smukke omgivelser. Priser fra 1.495 kr.