Spaophold i Hamborg: Luksus på The Fontenay og vores personlige guide til byen

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Drømmer du om spa i Hamborg? Oplev The Fontenay og få vores guide til byens bedste oplevelser, restauranter og smukke spots. Perfekt til weekend getaway.

En pause, man ikke vidste, man havde brug for

Der er noget helt særligt over de ture, hvor man ikke rejser langt – men alligevel lander et sted, der føles som en helt anden verden.

For GO Beauty og mig, chefredaktør Sabrina Honoré, blev det Hamborg.

Kun få timer fra København. Men langt nok væk til, at tempoet sænker sig, skuldrene falder ned, og man pludselig får den dér sjældne følelse af ro, som ellers kan være svær at finde i hverdagen.

Jeg havde faktisk læst, at flere og flere – især i Norden – søger rejser, hvor luksus ikke kun handler om komfort, men også om oplevelser. Hvor man gerne vil kombinere spa, gode hoteller og gastronomi med bevægelse, natur og en aktiv måde at opleve en destination på.

Og det er præcis det, Hamborg kan.

The Fontenay set oppefra – smukt placeret ved Alster og omgivet af grønne omgivelser midt i Hamborg.

Vi ankommer i det smukkeste forårsvejr. Solen står højt, luften er mild, og byen summer på den der afslappede måde, hvor man med det samme føler sig velkommen. Allerede på vejen mod hotellet begynder fornemmelsen at indfinde sig – det her bliver ikke bare en storbytur. Det bliver en perfekt getaway.

Og midt i det hele – lige ned til vandet ved Alster – ligger The Fontenay. Det prisbelønnede spahotel og pool på toppen af byen – og vi blev hurtigt enige om, at man faktisk ikke behøver rejse længere væk for at føle sig som et helt andet sted i verden.

Et sted, man næsten ikke helt forstår, før man står der.

Velkommen til femstjernet ro midt i storbyen

Allerede ved ankomsten bliver man mødt af et nærmest ceremonielt velkomstøjeblik. Døren åbnes, bilen tages hånd om, og du bliver budt indenfor i den lyse lobby, hvor glasfacaderne spejler søen Alster udenfor. Alt ånder elegance – uden at virke prætentiøst. Personalet er oprigtigt imødekommende, og det personlige check-in sætter tonen for et ophold, hvor man føler sig set og forkælet fra første sekund.

Velkomsten på The Fontenay starter allerede ved døren – og sætter tonen for resten af opholdet.

Hotellets arkitektur er i sig selv en oplevelse. De bløde, bølgende former er inspireret af søens naturlige bevægelser, og uanset hvor du befinder dig – i restauranten, på værelset eller i spaen – er der udsigt til vandet. Det hele er gennemtænkt til mindste detalje: lyset, materialerne, blomsterne, stemningen.

Smuk dekoreret indgang, der selvfølgelig passer til årstiden.

Værelset, der føles som en privat spa

Vi tjekkede ind på et af de værelser med egen balkon og panoramaudsigt. Her fortsætter følelsen af ro – badeværelset er som en lille spa i sig selv med badekar, musik, regnbruser og et diskret LED-lys, der skifter farve og giver en næsten meditativ stemning.

På The Fontenay er der i alt 130 værelser. Vi har booket et af deres Deluxe-værelser med udsigt over Alster.

Da vi ankom, ventede en personlig hilsen, en flaske bobler på køl og små kager – en sød gestus, der satte tonen for resten af opholdet.

En personlig velkomst med champagne og søde fristelser – og et badeværelse, der føles som sin helt egen spa med både regnbruser, badekar og stemningsfuldt LED-lys

Spaen på toppen

Hotellets sande hjerte finder man øverst. Her, på toppen af Hamborg, ligger spa- og wellnessafdelingen som en himmelsk oase med byens tage som bagtæppe. Den opvarmede infinity-pool lader dig svømme fra indenfor til udendørs under åben himmel – mens du kigger ud over Alstersøen, der glimter i solen. Det føles som at svæve mellem himmel og vand, og man forstår hurtigt, hvorfor The Fontenay beskrives som et af Tysklands smukkeste spahoteller.

Spaen ligger øverst i hotellet med udsigt over Alster – og en infinity pool, der næsten går i ét med vandet.

Spaen byder på alt, hvad hjertet begærer: massager, ansigtsbehandlinger og holistiske behandlinger i smukke omgivelser. Personalet er professionelt og varmt på den dér afslappede måde, der får én til at føle sig helt tryg. Her bliver man taget hånd om – og slipper alt, der minder om hverdag.

Vi valgte også en massage – og selv behandlerrummet havde udsigt over vandet. Det gør noget ved hele oplevelsen, når omgivelserne følger med ind i roen.

Spaområdet er ikke kæmpestort, og det kan mærkes, når der er mange gæster. Så man skal være hurtig hvis man skal ligge og slappe af i en loungestol. Til gengæld føles det eksklusivt og intimt.

Også fra loungeområdet åbner udsigten sig over Alster – et roligt sted at trække sig tilbage og slappe af.

Og skulle loungestolene ved poolen være optaget, gemmer der sig et rolig loungeområder, hvor man kan trække sig tilbage med en kop te og udsigt over byen.

Små øjeblikke, man ikke har lyst til at skynde sig igennem

Noget af det, der gør The Fontenay så specielt, er ikke kun de store oplevelser – men de små.

Morgenmaden er en af dem. Den serveres med en ro og æstetik, der gør, at man automatisk sætter tempoet ned. Man bliver siddende lidt længere. Tager en kop kaffe mere. Kigger ud over vandet.

Morgenmaden serveres med udsigt over Alster – og en buffet, der rummer alt, hvad man kunne ønske sig, smukt anrettet og fyldt med små delikatesser.

Selv de simple ting føles gennemførte – røræg, der ligner små kunstværker, friskpresset juice med æbler og gulerødder fra egen have og The Fontenays egen hjemmelavet granola, der smager, som den skal. Alt er bare lækkert!

Senere på dagen venter kagebordet i Atrium Lounge, som er hotellets midtpunkt, hvor pianomusik og dæmpet stemning skaber en helt særlig følelse af forkælelse. Jeg have svært ved at vælge hvilken kage, og havde mest lyst til at smage ‘en-af-hver-kagen’.

Det er luksus – men på den stille og lækre måde.

Senere på dagen samles man i Atrium Lounge til kagebord med pianomusik – og et udvalg, der gør det umuligt kun at vælge én.

Gastronomi – endnu en grund til at blive lidt længere

The Fontenay er også en destination i sig selv, når det kommer til madoplevelser.

Hotellet rummer flere restauranter, som hver især har deres egen stemning og udtryk – men alle med samme fokus på kvalitet og æstetik.

Ved vores seneste besøg spiste vi på Osteria Due, som ligger i en smuk bygning lige ved siden af hotellet.

Moderne italiensk køkken på Osteria Due – elegant, smagfuldt og en oplevelse i sig selv.

En relativ ny restaurant med en moderne fortolkning af det italienske køkken, hvor både smag, stemning og indretning går op i en højere enhed.

Ved vores tidligere besøg i efteråret spiste vi på Parkview – den lyse restaurant med udsigt til parken, hvor morgenmaden også serveres. Her er stemningen afslappet og elegant, og køkkenet har en nordisk tilgang.

Og så er der hotellets gastronomiske højdepunkt, Lakeside, som i dag har to Michelin-stjerner.

Vi har den stadig til gode – men det er uden tvivl en god grund til at vende tilbage.

Et spaophold, der føles langt væk – men kun er få timer fra Danmark

At Hamborg kun ligger et par timers kørsel fra Danmark, gør oplevelsen endnu mere oplagt. Det er en getaway, du nemt kan nå – men som alligevel føles langt væk fra hverdagen.

Pssst… nogle oplevelser er bare svære at fange med ord (og selv med billeder). Derfor har vi delt endnu mere fra opholdet på vores Instagram – kig med her >>

Men Hamborg byder naturligvis også på oplevelser uden for hotellets døre – og dem guider vi til i  vores GO Beauty guide til Hamborgs bedste oplevelser, shopping og restauranter lige her >>

Om The Fontenay

The Fontenay er et femstjernet designhotel smukt placeret ved den ydre Alster – omgivet af vand, park og ro midt i Hamborg.
Hotellet rummer 130 lyse værelser og suiter med store panoramavinduer, et imponerende atrium med 27 meter til loftet samt et eksklusivt spaområde på over 1.000 m².
Her finder du også flere restauranter – herunder Michelin-restauranten Lakeside – og en rooftop bar med udsigt over hele byen. En gennemført oplevelse, hvor design, velvære og gastronomi går op i en højere enhed.

GO Beauty tip!
Book spa tidligt på dagen – og slut af med en cocktail på rooftoppen ved solnedgang.

www.thefontenay.com

Share.

About Author

Comments are closed.