Stram op og ind med shapewear

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Det kan godt være, der er gået epidemi i diverse ”elsk-dig-selv-som-du-er” og ”body-positivity” hashtags for tiden, men aldrig har det været mere populært at skjule sine fejl. En anelse paradoksalt, men ikke desto mindre har mange Hollywood berømtheder taget trenden så meget til sig, at det nu ikke længere er pinligt at stramme ind, hvor man kan.

Shape it up!

TRENDSETTER

Da Tyra Banks som teenager blev opdaget som model, var det hendes lange lemmer og smukke ansigt, der gav hende en millionkontrakt. Hun blev ældre, og hendes krop udviklede sig med smukke kurver. I stedet for at gå på utallige slankekure, besluttede modellen at glæde sig over sine former. Også selv om det betød, at hun altid gik med kåber ud over sin numse, når hun gik Victoria’s Secret shows for at skjule appelsinhud. Det fik hende efterfølgende til at råbe højt omkring shapewear – faktisk som en af de allerførste. Banks gjorde det lovligt at iføre sig hjælpemidler, og i dag er det netop det, hun lever rigtig godt af takket være sin webshop. ”Shapewear er en fast del af min garderobe – ligesom undertøj. Jeg bevæger mig ikke uden for en dør uden at have en eller anden form for shapewear på,” siger hun.

Tyra Banks gjorde det lovligt at iføre sig hjælpemidler, og i dag er det netop det, hun lever rigtig godt af takket være sin webshop.

SHAPEWEAR QUEEN

Reality-stjernen over dem alle må siges at være en af årsagerne til, at shapewear er blevet så populært. Den næstældste Kardashian-søster har i flere år talt ganske åbent om sit forhold til sin krop og ikke mindst shapewear. Hun er nok ikke det bedste eksempel på én, der følger trenden med, at man skal elske sin krop, som den er, men ikke desto mindre har hun gjort shapewear til en ganske god forretning via sit eget mærke SKIMS. Hun har ved et interview fortalt, at hun som regel har to lag shapewear indenunder sit tøj, for på den måde føler hun sig meget mere tilpas i en stram kjole. Stjernen har et ønske om, at alle kvinder skal være åbne omring deres brug af shapewear, og at det ikke skal være pinligt. Hun bruger sågar shapewear som en del af sin påklædning – uden at tage almindeligt tøj udenpå.

Kim Kardashian har i flere år talt ganske åbent om sit forhold til sin krop og ikke mindst shapewear.

3-4 LAG UNDER KJOLEN

Da den Grammy-vindende sangerinde Adele for snart otte år siden for første gang skulle op på en scene foran rigtig mange mennesker for at modtage en pris, var det ikke helt uden nervøsitet. En af årsagerne var, at hun følte sig helt forkert i en kjole. Løsning?
”Jeg havde tre-fire lag shapewear indenunder den store kjole, og det fik mig faktisk til at slappe af. Jeg var ikke vant til så mange fotografer og nærbilleder, så det var vigtigt for mig, at jeg havde det godt,” har Adele senere fortalt.

GLATTER HUDEN UD

Brugen af shapewear handler ikke nødvendigvis om hverken vægt eller størrelse, og det er Gwyneth Paltrow et glimrende eksempel på. Den slanke skuespillerinde bruger shapewear hver eneste gang, hun møder op på den røde løber. Ikke fordi det skal hjælpe hende med at stramme for store lår ind, men ganske enkelt fordi, hun godt kan lide, når huden ser glat ud. Og med de kropsnære outfits, den smukke blondine hopper i, giver det da ganske god mening.
”Jeg er jo ikke 18 år længere, og det har jeg det helt fint med. Men jeg er da samtidig glad for, det er så simpelt at gøre noget, så man føler sig bedre tilpas,” siger Paltrow.

BEDRE HOLDNING, TAK

Søde Emily Blunt ligner umiddelbart ikke én, der har behov for at stramme ind, og det mener hun egentlig heller ikke selv. Alligevel er hun stor fan af shapewear, når hun skal stå og posere på den røde løber. Hun har nævnt, at det ikke handler om skulle skjule ting og sager på hendes krop, men at det i stedet handler om, hvordan hun har det. ”Med en lille, hjælpende hånd bliver min kropsholdning bare bedre, og jeg kan slappe mere af på tidspunkter, der er stressende, og hvor jeg skal være på,” siger skuespilleren, der i øvrigt er stor fan af de såkaldte ’fullbody shapewear’.

”Med en lille, hjælpende hånd bliver min kropsholdning bare bedre, og jeg kan slappe mere af på tidspunkter, der er stressende, og hvor jeg skal være på,” siger Emily Blunt.

TRUSSERNE ER ERSTATTET

Oprah Winfrey er en af de mest magtfulde kvinder i verden, så når hun siger noget, er der som regel millioner af kvinder, der følger hendes ord. Derfor bør diverse shapewear-producenter takke den stenrige talkshow-vært for at have spredt ordet omkring sin meget private beklædning. Oprah har fortalt i et interview, at hun har shapewear på hver eneste dag, og at hun nu har erstattet sine trusser med shapewear hotpants. Ifølge amerikanske undersøgelser gjorde hendes udtalelser, at markedet eksploderede de følgende uger.

Opray Winfrey har shapewear på hver eneste dag og har erstattet sine trusser med shapewear-hotpants.

UUNDVÆRLIG STRAM-OP

Den amerikanske model og tv-vært Chrissy Teigen er et hit på Instagram på grund af sin meget ærlige tilgang til sin krop. Hun er, fra naturens side, født ganske heldig, men hun er en af de få, der rent faktisk viser sine ”skavanker” frem. Hun hyldede sine strækmærker kort tid efter fødslen af sit første barn og gjorde det igen efter sit andet barn, da hun viste sin store post-graviditet krop frem med ordene ”Strechies says hi”. Også Chrissy er fan af shapewear, for som hun selv siger: ”Jeg har brug for det, for min krop er langt fra lige så stram som inden, jeg fik børn. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre uden mine uundværlige hjælpemidler,” siger hun ærligt.

”Jeg har brug for det, for min krop er langt fra lige så stram som inden, jeg fik børn. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre uden mine uundværlige hjælpemidler,” siger Chrissy Teigen.

Hvad er og kan shapewear?

Kort fortalt er det tætsiddende og ud-glattende undertøj, trusser, underkjole, dragter osv., der som oftest gør det mere behageligt at hoppe i en stram kjole. Shapewear udglatter, så vi ikke skal bekymre os om, om der er noget, der stikker ud de forkerte steder og er med til at føle os bedre tilpas. Det handler om at fremhæve din krop – og skjule det, du er mindre glad for, men det kan være en jungle at finde rundt i, for der findes så meget forskelligt. En trusse former numsen og er også med til at gøre maven fladere, hvor en dragt også strammer lårene og typisk er med til at gøre din kropsholdning pænere. Se det lidt som et korset, som naturligvis skal være behageligt at have på. Vælg shapewear, du kan ånde i, og som er af god kvalitet, så det ikke mister pasformen efter nogle timer.

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.