Interview: ”Jeg er ikke sygt aldersforskrækket…”

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Hun har brugt over en halv mio. kr. på kosmetiske indgreb og er ikke bange for at vise det til hele verden. For Gitte Moulin handler det om at ligne den bedste udgave af sig selv og skrige ud til andre kvinder, at de skal gøre med deres krop, som de vil.

“Jeg er perfektionist!”

Gitte Moulin var 46 år, da hun en dag kiggede sig i spejlet og opdagede, at tyngdekraften var ved at sætte ind. Øjenlågene var tunge, og flere havde egentlig bemærket, at hun så træt ud. Hun stod over for en skilsmisse efter 20 års ægteskab, og fokus havde ligget alle andre steder end på hendes udseende. Men nu skulle der ske noget på den indre såvel som den ydre front.

”Jeg havde aldrig tænkt over min alder før, men en morgen vågnede jeg efter en sen aften, og da ramte det mig. Hvordan alt så ud til at hænge. Jeg havde på det tidspunkt fået lavet mine bryster efter to graviditeter, men ellers kendte jeg ikke noget til mulighederne. Jeg startede forsigtigt med Botox, men syntes faktisk, at jeg så frygtelig ud bagefter. Mine øjenbryn sad skævt, følte jeg. I mine læber fik jeg filler, og da tænkte jeg: Hold kæft en mund! Samtidig kunne jeg se, at det ikke var nok til at løfte mit trætte ansigt,” siger hun.

Alligevel blev hun nysgerrig. Efter at have sundet sig lidt i et års tid begyndte hun at nørde og dykke dybere ned i mulighederne for kosmetiske behandlinger og operationer.
”I Danmark var de ikke ret langt fremme på det tidspunkt, og på danske hjemmesider kunne man enten ikke se en effekt eller også så det sindssygt kunstigt ud. Så jeg begyndte at kigge mod USA og sad hver aften og nørdede på bl.a. hjemmesiden Realself.com for at finde ud af mere. I USA var de dygtige, havde langt mere erfaring og kunne sætte folk tyve år tilbage uden at det ser kunstigt ud. Det inspirerede mig meget,” fortæller hun.


”Jeg er ikke sygt aldersforskrækket, men jeg er perfektionist. Jeg kan godt lide, når folk siger: Gitte, du ligner dig selv bare for tyve år tilbage.”

En halv million kroner af egen lomme

I dag – otte år senere – har den 54-årige forretningskvinde og indehaver af virksomheden Combi Clean prøvet stort set alle kosmetiske operationer, der findes. Hun har brugt over en halv mio. kr. på sin kosmetiske transformation, Ekstra Bladet har kaldt hende dansk plastikdronning, og hun er blevet en rollemodel for kvinder, der ønsker at se unge og naturlige ud alderen til trods.

Men lad os lige rulle tiden tilbage til 2014, hvor Gitte Moulin overvejede næste træk på sin kosmetiske rejse. Hendes nørderi havde efterhånden gjort hende klogere på muligheder og processer, på teknikker og kirurger. Hun havde på det tidspunkt fået lavet en række ”mindre” indgreb. Fået klippet en del af de øvre øjenlåg væk for at give øjenpartiet et løft, fået injiceret fedt under øjnene for at få has på mørke rande og fået fedt i læberne. Det havde givet hende appetit på mere.
”Nu overvejede jeg et facelift, men hvor skulle jeg få det lavet henne? Skulle jeg gå efter nye teknikker eller få det gjort hos en, der havde lavet over 5000 facelift? Det var så vigtigt at få det gjort rigtigt. Jeg endte med at gå med Eeva Kalaja, som er uddannet i USA og kunne de teknikker. Da fik jeg lavet et såkaldt deep plane facelift,” fortæller hun.

En operation på ni timer, der går dybere end et traditionelt ansigtsløft og strammer musklerne op på både hud og hals.

Målet er at ligne sig selv

Gitte Moulins kosmetiske transformation har hele tiden haft et klart mål for øje: At ligne sig selv. Hun har aldrig drømt om Kim Kardashians store numse eller Nicole Kidmans ultrastramme ansigt.
”Jeg er ikke sygt aldersforskrækket, men jeg er perfektionist. Jeg kan godt lide, når folk siger: Gitte, du ligner dig selv bare for tyve år tilbage. Det er jo det, der er pointen; At ligne sig selv og ikke se kunstig ud. Jeg har altid haft en smal og markeret drenget krop. Den vil jeg godt beholde, fordi jeg kan lide den tynde krop med en numse, der er lille og stram og sidder, hvor den skal. Jeg har 375 ml i hvert bryst, men overvejer faktisk at få dem pillet ud og gå ned på 200 ml.”

Derfor foretrækker Gitte Moulin i naturlighedens navn langt hen ad vejen kirurgi frem for fillers, forklarer hun.
”Mange kvinder er inden et facelift bange for at komme til at se anderledes ud. De føler, at fillers er mindre indgribende, men ender med øjne, der ser ud som sprækker, fordi kinderne bliver helt pumpede. Derfor er jeg mere til kniv end til at få sprøjtet fillers ind. Man genskaber ikke sig selv, som man så ud for tyve år siden, med 10 ml. filler i ansigtet. Da ser man kunstig ud i stedet. Ved et facelift løfter man de muskler, der skal få dig til at se yngre ud.”

Om Gitte Moulin:

Alder: 58 år

Arbejdsliv: Stifter af og adm. direktør i rengørings- virksomheden Combi Clean.

Privat: Mor til to og gift med den 16 år yngre Anders Moulin.

Kan følges på: @gittemoulin

Ansigt i frituregryden og to spildte operationer

En kosmetisk transformation med mange operationer kommer dog ikke uden dyrt købte erfaringer. Heller ikke for Gitte Moulin. Tre gange har hun fået lavet maven. De første to som en maveplastik – opstramning af slapt maveskind – hvor resultatet bare ikke var der.
”Uanset hvor meget jeg trænede, sad der noget løs hud ved navlen. Men en lille maveplastik hjælper ikke, hvis det i virkeligheden er musklerne, der skal syes sammen. De to maveplastik ville jeg gerne have sprunget over. Jeg fik også lavet en CO2 laserbehandling, hvor jeg bagefter så ud, som om jeg havde dyppet ansigtet i friture. Det gjorde SÅ ondt og havde ingen synderlig effekt. Efter en måneds tid så jeg ud, som inden jeg havde fået det gjort,” siger hun.

En næsten ligegyldigt CO2 laserbehandling fik Gitte også foretaget, på trods af at hun i lang tid lignede at hun havde dyppet ansigtet i friture. “Behandlingen havde desværre ingen synderlig effekt,# fortæller Gitte Moulin.

I 2018 fik Gitte Moulin lavet en 360 grader “belt lipectomi”, hvor hun blev skåret op hele vejen rundt. Løftet balder, strammet hud og syet muskler sammen. Operationen tog syv timer, og hun fik i samme moment lavet en reoperation af sit facelift fra 2015. Det kunne hun godt have ventet med, som hun siger, men man heler bedre, des yngre man er, så derfor skal hun nu først overveje en ny operation når hun nærmer sig de 65 år.

Det er ret voldsomme indgreb, du lægger krop til. Hvad gør du dig af overvejelser inden?

”Alfa og omega er, at jeg føler mig tryg ved den, der skal operere mig, Dernæst gennemgår jeg plus/minus for at afdække, hvad jeg får ud af det i forhold til, hvilke risici, der er. Plussiden har vundet hver gang. Jeg er aldrig urolig for resultatet, fordi jeg kender min krop,” siger Gitte Moulin.

Det har Gitte Moulin fået lavet:

  • Brystforstørrelse
  • Øvre og nedre øjenlåg
  • Botox
  • Filler i læber, ansigt og tindinger
  • CO2 laserbehandling
  • Stor ansigtsløftning (deep plane facelift)
  • Kemisk peeling
  • To gange mave plastik samt en 360 graders belt lipectomi, hvor hun blev skåret op hele vejen rundt og fik løftet balder, strammet hud og syet muskler sammen.
  • Hårtransplantation.

Voldsom interesse

Billederne fra den omfattende maveoperation ligger til frit skue på hendes blog. Det gør de sammen med hendes nylige hårtransplantation og andre hudløst ærlige oplevelser med plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger. Det har gjort hende til rollemodel for kvinder, der står og vakler inden et kosmetisk indgreb. På hendes blog, på sociale medier og sågar på shoppingture boomer det med henvendelser fra kvinder, der roser hendes udseende og efterspørger gode råd.
”Jeg får så mange beskeder i min indbakke fra kvinder, der spørger: Hvad skal jeg få lavet? Kvinder, der siger: Det her vil jeg gerne gøre for mig selv, og jeg vil gerne vide mere fra en, der har fået lavet det selv. Jeg har prøvet næsten alle operationer, og jeg vil hellere end gerne fortælle om det,” siger Gitte Moulin.

Gitte Moulin fik i 2018 lavet en 360 grader “belt lipectomi”, hvor hun blev skåret op hele vejen rundt.

Fordomme skal dræbes med kærlighed

Fordommene blomstrer stadig i fuldt flor, når det gælder kosmetiske indgreb, understreger hun. Og dem vil hun gerne være med til at aflive, når hun dokumenterer sin transformation på sin blog og i landsdækkende medier. Gitte Moulin tager snart hul på en foredragsrække, hvor hun deler overvejelser og tanker om de fordomme, man møder, når man vil forsøge at holde alderdommen på afstand og rette de ting, man er utilfreds med ved sin krop.
”Folk, der taber sig 50-60 kilo og får fjernet en masse hud ved en operation efterfølgende, bliver hyldet alle steder. Men når man siger, at man har brugt en halv mio. kr. af sine egne penge på operationer, så kommer janteloven. Det har ikke betydet noget for min selvtillid, jeg har altid haft god selvtillid. Derfor dræber jeg de negative kommentarer, jeg får, med kærlighed. Der er intet galt med mit selvværd. Mit budskab til kvinder er: Gør med jeres krop, som I vil. Mænd er så heldige, at de ser bedre ud med alderen, det gør kvinder ikke. Og er tre lige dygtige kvinder til jobsamtale, er det den, der ser bedst ud, der får jobbet. Sådan er det bare,” siger hun og tilføjer:
”Man skal gøre det, der gør én glad. Når man har muligheden og så mange dygtige behandlere, hvorfor så ikke ændre det, man er ked af, og komme til at se mere frisk ud og få mere overskud?”

Bliver du nogensinde ”færdig” og tænker: Nu er jeg tilfreds?

”Jeg tænker hele tiden: Er der noget, jeg kan gøre bedre? Men jeg føler, at jeg kan styre mig. Ofte er det jo også meget dyre indgreb, og det sætter en naturlig bremse. Min datter har lige fået lavet sin næse i Istanbul, fordi den var skæv. Tyrkiet er det land i verden, der er dygtigst til at lave næser. Da har jeg overvejet: Skulle jeg prøve det? Men nej, jeg skal have den næse, jeg altid har haft. Jeg overvejede også facader på tænderne, men da jeg så Fie Laursen med nedfilede tænder, gik det op for mig: Det skal jeg ikke have. Nu har jeg i stedet en usynlig bøjle, så jeg beholder mine egne tænder og kan nøjes med en blegning. Ofte er det skræmmebilleder, der skal til.”

Hvad betyder det for dig at få foretaget de her indgreb? Og hvad tænker du om det signal du sender om at man kan ”fikse” sin krop for at blive glad?

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke betød noget for min aldersopfattelse. Om seks år fylder jeg 60 år, og jeg kan næsten ikke engang sige tallet. Og så betyder det da noget, når man som jeg har en mand, der er 16 år yngre end mig.

Jeg vil gerne være den bedste udgave af mig selv.
Og faktisk tror jeg, at mit resultat er blevet så godt, fordi jeg startede i så sen en alder. Jeg kan godt blive bekymret, når jeg ser 20-årige piger få lavet deres kæbelinje. Starter man som 20-årig med at få Botox, holder det op med at virke på et tidspunkt. Man skal virkelig have respekt for det, og det budskab ligger mig meget på sinde.”

Hvad skal dit næste indgreb være?

”Jeg overvejer en fenol peeling, men jeg synes ikke, at der er nok erfaringer med det herhjemme. Jeg er vildt fascineret over billeder fra USA, der viser, hvordan man får en helt ny og naturlig hud. Men jeg har også set billeder af, hvor galt, det kan gå. Jeg undersøger alt meget grundigt, inden jeg får lavet noget, og det er så vigtigt at lave sin research.”

Den næste operation:

I marts måned 2024 skal Gitte Moulin gennemgå et omfattende DEEP PLANE ansigtsløft samt et halsløft med reduktion af fylde i området under kæben. Derudover skal der foretages øvre og nedre øjenlågsplastik samt korrektion af tidligere foretaget fedttransplantation samt et læbeløft.

GO Beauty følger Gittes operation og vil vise resultatet af Deep Plane ansigtsløftet.
Følg med her på gobeauty.dk

Share.

About Author

Comments are closed.