Antallet af sager om ulovlige kosmetiske klinikker er steget, og flere danskere bliver hvert år ofre for kosmetisk fejlbehandling. Det kan afhjælpes gennem øget kontrol og handling fra myndighederne.
Er du blevet kosmetisk fejlbehandlet?
Varige men, smertefuld mimik, arvæv og hovedpine. Det er virkeligheden for mange danskere, som er blevet offer for kosmetisk fejlbehandling. Antallet af sager om ulovlig kosmetisk virksomhed i Danmark er steget betydeligt over de seneste fem år, og den manglende professionalisme går desværre ud over patienterne, fortæller Sarah Crone, formand for Brancheforeningen for Kosmetiske Klinikker og medejer af Cosmo Laser.
Som formand for Brancheforeningen for Kosmetiske Klinikker har kosmetiske behandlere ofte søgt telefonisk rådgivning hos mig om håndteringen af alt fra klinikforhold til behandlinger. Det fremgår heraf, at en række af landets klinikker er usikre på de krav, myndighederne udstikker, siger Sarah Crone og fortsætter.
Manglende autorisation, uuddannede behandlere, mangelfuld hygiejne og ingen læge i huset er ikke en sjældenhed blandt landets kosmetiske klinikker. Ulovlighederne sker ikke altid bevidst fra klinikkernes side, og en tydeligere kommunikation fra myndighedernes til branchen vil derfor være en stor hjælp for mange – både klinikker og kunder, siger Sarah Crone.
Smileyordning til skønhedsklinikker
Det er stærkt problematisk, at danske kosmetiske klinikker kan slippe afsted med fejlbehandlinger og manglende professionalisme uden omkostning. Der er behov for en større kontrol af klinikkerne og en omfattende og struktureret gennemgang af klinikkerne såvel som retningslinjerne, der udstikkes. En løsning kunne være en mærkningsordning, for eksempel en smileyordning ligesom i restaurationsbranchen. En brugervenlig app og en QR-kode på klinikdøre kunne give oplysninger om behandlere, lægeansvar og eventuelle påtaler, hvilket ville gøre det nemmere for folk at træffe et oplyst valg og finde den rette klinik, forklarer Sarah Crone.
Falsk markedsføring forfører danskerne
En ærgerlig konsekvens af mangelfuldt opsyn med de kosmetiske klinikker er, at flere ser deres snit til at springe over, hvor gærdet er lavest, eller endda føre falsk markedsføring for at nå til tops i en konkurrencepræget branche, siger Sarah Crone.
For eksempel har der været en sag om en kosmetisk klinik, der markedsførte sig med en bestemt læge, som ved konfrontation slet ikke kendte klinikken. Nogle klinikker har promoveret sig som autoriserede uden at være det, mens andre bevidst har sparet en læge væk i budgettet. Som medejer af en kosmetisk kæde har jeg også selv været tvunget til at føre dyre retssager, fordi konkurrenter har kopieret vores markedsføring, forklarer Sarah Crone.
“Ofte sker ulovlighederne uden større konsekvenser, og det er langt fra det retssamfund, som Danmark burde repræsentere.”
– Siger Sarah Crone, formand for Brancheforeningen for Kosmetiske Klinikker og medejer af Cosmo Laser.
DEBAT:
Er du blevet kosmetisk fejlbehandlet? Eller har du forslag til hvordan du som klient/patient har et bedre overblik over registrerede kosmetiske klinikker?
Vi vil meget gerne høre fra dig! Send os en mail: [email protected]