Nyt

Cecilie Lassen

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Med hendes 90er pandehår, store, mørke øjne og elfenbenshvide hud inkarnerer Cecilie Lassen elegant parisienne, men der gemmer sig en god portion københavner-cool i den lille, spinkle krop: solid humor, ”jeg bestemmer sgu selv” og det sprog, Ruderkonge talte som knægt.

Cecilie Lassen har talent

Danmark har talent, og Cecilie Lassen er et af dem. Dels er hun dommer, nu for anden gang, i talentkonkurrencen på tv2, dels har hun selv som balletbarn på Det Kgl.Teater på egen krop erfaret, hvad det vil sige at blive udvalgt på sit talent, at dyrke det, at fintune det og at finde andre scener til talentet, da hoften ikke længere ville danse Cecilie gennem livet.

I en alder af 31 – eller 9 år før pensionsalderen i Den Kgl. Ballet – måtte Cecilie Lassen ud og finde et nyt publikum, en ny scene, et nyt rampelys, der ikke krævede dans, blod, sved og tårer.

Cecilie Lassen; ”Det med publikum var en udfordring, især i starten af min dommertid på ’Danmark har Talent’. Jeg kommer fra et miljø i Den Kgl. Ballet, hvor vi ikke lægger fingre imellem, nogle gange tenderende til en harsk tone, men uden at nogen tog på vej af det. I primetime TV kan man ikke servere tingene så råt i forhold til performance, så der har jeg skullet lære at finde et filter frem, så det lettere gled ned. De ord, jeg brugte i balletten, var der måske ikke så mange der kendte, for jeg er jo vokset op med mennesker i alle generationer og mange af mine lærere og nærmeste i min skoletid, var i 70erne, så jeg har måske lidt et sprog fra Ruderkonges tid, og det opfattes nogle gange, som om jeg taler ned, fordi det er så gammeldags. Det er ærgerligt at blive misforstået, når jeg bare er mig selv, men det har været interessant og en uddannelse for mig. Jeg har ikke lyst til at fordumme mig selv, for at folk kan føle sig trygge.

Man må bruge den stemme, man nu engang har, og gøre folk nysgerrige på noget, de ikke har set før i primetime. Peter (Frödin, hendes meddommer, red.) siger tit: Du er jo iskold, Lassen! Og kalder mig en ung, gammel dame.”

Hvad betyder det at have talent?

Cecilie Lassen; ”Man har fået en gave og et åg, at du har noget som alle ikke har, det fornægter sig ikke. Fra jeg var helt ung har der været højere forventninger til mig end til nogle af mine kammerater, jeg kunne næsten kun skuffe, for jeg var jo åbenbart et stort talent. Mens hende, der ikke havde talentet, men blot arbejdede hårdt fik ros og anerkendelse for sit arbejde, af mig blev det bare forventet, at jeg kunne det.” Omvendt skal man ikke lægge fingre imellem, for hvis præstationen ikke var i top, er det bedre at få at vide, hvad man kan gøre bedre. Er viljen der, kan man jo gå hjem og øve sig.

Ligesom hun selv har øvet trin for trin ind i rollerne på Det. Kgl. Teater. For hun ville gerne og blev indlemmet i balletkorpset som 18-årig efter 2 aspirant år. ”Min højre fod var min guldfugl rent dansemæssigt fra jeg var helt ung, mit link til noget, der var rigtigt godt, men også mit åg. At have så høj en vrist og så smidig en ankel kræver meget styrke, så da vi fik tåspidssko på i en alder af 10 år, måtte jeg stå og holde fast i barren længere end mine klassekammerater. Balletmester Nicolaj Hübbe sagde, at jeg havde en meget flot fodartikulation, hvilket er sjældent når man har så høj en vrist. Mit fodarbejde var nemlig hurtigt, trods højden på vristen. Min ekskæreste ’tippede’ taxachaufførerne ved, at de fik lov til at ae min vrist, som jeg så stak ind mellem forsæderne. Nu nyder højre fod sit otium, den sidder ikke helt normalt, og den kan ikke lide at være flad, det kan den venstre altså heller ikke. Jeg vil helst være på halv tå, og knysterne værker, der er noget slidgigt, men det hører til, når man har danset, som jeg har.
Min kæreste Silas synes, jeg har smukke fødder, selvom de ligner bryggerheste – knoglede og med hård hud, som jeg aldrig slipper af med, men man kan se, at den fod, den kan noget.”

Dansen stopper

Hormonbalancen ændrede sig voldsomt, da Cecilie stoppede med at danse, det gør den hos de fleste elitesportsfolk. For Cecilie betød det voksenakne: ”Jeg døjede rigtig meget med det og købte mig fattig i produkter, for til sidst at ende på tetracyklin, som jeg fik på recept fra lægen. Men så opdagede jeg Klinik Dollface, hvor jeg nu hver måned får en Ling Signature behandling, samtidig med at jeg overholder et benhårdt system med rens og pleje med Ling-produkter. Selvom jeg kommer sent hjem, så bliver der renset godt af. Derfor har jeg ikke længere voksenakne, men min hud er stadig sart, og jeg har tendens til rødmen og karsprængninger. Dem får jeg fjernet med laser hos sygeplejerske Charlotte Skou, der har en klinik, hvor hun arbejder med laser. Jeg har fået en gang og skal have to gange mere, og ja, det gør ondt, men jeg ser resultater med det vuns. Og så får jeg en oxygenbehandling i ny og næ. Jeg har fin og lys hud og er en faktor 50-pige, der aldrig bliver rigtig brun. Jeg kan godt lide at være bleg, det er et gammeldags aristokratisk look, og det er godt som mørkhåret.”

Forfængeligheden kom

Som danser havde Cecilie et mere praktisk forhold til beauty-rutiner, for det handlede mest om at holde væskebalancen og få søvn nok, og når håret alligevel skal op i en knold dagen efter, var det tit, både hårlak og hårnål blev siddende hele natten.
”Lidt concealer under øjet, en kohl og så lidt mascara, mere var der ikke tid til, lidt skulle der alligevel til, for ulig andre elitesportsudøvere skulle jeg stå 10 timer og være fejlfinder foran et spejl hver dag, så jeg gad ikke se alt for smadret ud. Foundation osv. glemte jeg alt om, for jeg skulle jo ind og svede, og den tunge fedtmakeup fra Kryolan fik jeg rigeligt af, når vi havde forestillinger om aftenen. Så det blev mest til billige standardcremer, sådan de stribede-agtigt, for det skulle bare gå stærkt.”
I dag skal det derimod være godt, effektivt og plejende: ”Aldrig har jeg været så forfængelig, som jeg er nu. Jeg er afhængig af at se godt ud og være velplejet. En bums på balletten er der ingen der ser, men på tv kan en bums kaste en skygge så stor som Rundetårn er lang. Jeg har mistet den krop, jeg kendte, og jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det, for pga. af min skade kan jeg ikke træne, ikke engang pilates, yoga eller svømning. Da jeg prøvede, måtte min kæreste komme og hente mig i svømmehallen, for jeg kunne ikke gå selv. Jeg har skullet vænne mig til at være menneskelig og få cellulite, og det giver f.eks en bevidsthed om at være i bikini, hvilket jeg aldrig har tænkt over før. Du finder mig ikke på Bryggen liggende og stritte med den lille cellulitenumse. Lige om lidt skal jeg sikkert ha’ nogle børn og så sker der noget helt andet med kroppen. For første gang skal min krop ikke andet end at være mig.”

Hvad ville du aldrig gøre i skønhedens navn?

For første gang i dag stopper talestrømmen. Cecilie Lassen tænker: ”Aldrig er rigtig svært at sige, når man er 34 og forfaldet ikke rigtigt er sat ind endnu, men som udgangspunkt vil jeg aldrig tage sol. Jeg vil holde mig fra Botox, så længe jeg overhovedet magter rynkerne. Jeg siger ikke, jeg ikke kommer til at gøre det, men det er sejt at have kamprynker, dem man får efter en virkelig hård periode, en skilsmisse eller lignende, dem der symboliserer ’jeg står her stadig’.” Jeg ville aldrig få lavet en ansigtsløftning, selvom jeg er blevet drillet rigtig meget med min næse og mine tænder. Som yngre ville jeg så gerne have den næse lavet, men nu ser jeg den som et karakteristika. Og hvis mine øjenlåg hænger nede ved knæene, så ved jeg ikke… Aldrig er et farligt ord! Og jeg hater ikke på, at andre gør, hvad de gør”.

Hvem er dine ikoner, hvem ser du selv op til?

Cecilie Lassen; Sorella! (Englund, tidl. solodanser ved Den Kgl. Ballet, red.) – smuk, smuk, smuk fyldt med rynker og bare SÅ meget liv i de øjne, et overskudmenneske, der bliver ved med at være en lysende stjerne. Og så har jeg verdens sejeste mor. Fra hun var 15 år har hun arbejdet med socialt udsatte unge, indtil hun ikke kunne mere. Hun har været socialpædagog og kæmpet for andre folks børn og på krisecenter på Vesterbro i de mørke 80’ere. Oveni har hun været den vildeste overskuds-kone og -mor, hun ved så meget, hun er et livsstykke! Mine venner har den dybeste respekt for hende, de ville tit gerne med hjem for at vende et problem eller lignende med hende, da vi var yngre. Hun er meget sej.”

De her store, mørke øjne, det her statement med pandehår, den her stil med kassebukser, Dr Martens støvler og v-neck – alt sammen kunne være taget fra kærestens side af garderoben…

Hvordan kan du alligevel være så feminin og fin?

Cecilie Lassen; ”Jeg er frankofil til at være kvinde, det der med, at man selv definerer, hvad der er lækkert og man spiller på kontrasterne, på lys og skygge og søger det androgyne, altså skide lidt på mandens potens. Hun lefler ikke for en eller anden skabelon, ikke bare tits and ass, men man-hun-jeg er selv herre over det… Femininitet er flere ting end mandens ide om det, det kan ikke kun være et mandsdefineret område. Jeg går nødigt i kjole privat. Jeg kan ikke lide den opmærksomhed, jeg får, hvis jeg hopper i en blomstret sommerkjole og en kilehæl, den opmærksomhed, jeg får, fra ALLE mænd, den orker jeg ikke. Jeg lefler ikke til pikken, det må være ham, der synes, der må være noget mere bag hendes mærkelige kasseformede tøj, ham, der skal kigge to gange, før han kan se, hov, hun er køn eller interessant.”

Følg Cecilie Lassen på Instagram

Du kan læse mere og følge Cecilie Lassen på hendes Instagram profil hvor hun i skrivende har over postet mere end 2.000 opslag og har mere end 18.000 der følger hende på Instagram.

Er du stadig i tvivl om hvem Cecilie Lassen er så se video interviewet som +29.000 allerede har gjort det.

Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>
Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Efterlad et svar