Interview med Julie Zangenberg

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Actress. Businesswoman. Foodie. Chairman of RWMFoundation. Sådan præsenterer hun sig på sin instagram-profil, og hvis du ikke kan tåle at se bikinibilleder, træningsbilleder eller madbilleder, så skal du ikke følge hende. Ser du til gengæld det samme som hendes knap 90.000 følgere, så er det nu, du kan se, hvordan en stjerne bliver til.

“Beauty er et sjovt univers at være i”

Julie, beskriv hvor du er lige nu?

”Jeg er nødt til at være lidt hemmelig omkring det af mange grunde, men jeg er på en privat ø tæt på Tahiti sammen med nogle venner, og derudover er jeg i Los Angeles i øjeblikket, og der tager jeg også tilbage til efter Tahiti. Og det er jeg, fordi jeg er så heldig, at tv-serien Heartless, som jeg spiller den kvindelige hovedrolle i, netop er blevet solgt til flere lande, herunder Netflix USA og Canada.
Det har været planlagt længe, at jeg skulle til USA og skulle have en amerikansk agent, og nu følte jeg, tiden var inde til at tage herover for at møde en masse mennesker og se lidt på, hvad der sådan sker herovre.”

Hvad laver du så, når du er i L.A.?

”Min hverdag i L.A. går ud på en masse møder og interviews og jeg meget heldig, at der er nogle søde og dygtige agenter, der gerne vil kigge på mig og mødes med mig, for at se om der skulle være et match. Det er sådan det foregår i USA og det er på sin vis ret smart, for agenterne er dem, der har en masse kontakter til produktionsselskaber, instruktører og presse, og det er man nødt til at have. Hver dag kommer der masser af unge, smukke skuespillerinder ind med bussen, så jeg er rigtig glad for, at der er en masse agenter, der gerne vil mødes med mig og gerne vil repræsentere mig, så jeg tager med glæde en masse runder med de forskellige castere, der kan se noget i mig. Det hjælper naturligvis, at Heartless kører herovre nu, og jeg har gennem flere år oparbejdet et godt netværk her, det er ikke sådan, at det bare kommer overnight. Samtidig forsøger jeg ikke at forvente for meget, det er USA og folk snakker meget og slår mere ud med armene, end vi er vant til, så det er vigtigt at bevare jordforbindelsen”.

Hvad kan du bedst lide ved L.A.?

”Alt! Klimaet er jo rigtig dejligt, og så er der så mange spændende restauranter, som jeg elsker at spise på, og også bare deres food truck scene og deres tilgang til sund mad. Der skyder en masser juicerier op i øjeblikket, hvor du kan få friske sunde juicer tilsat essentielle proteiner, så en juice virkelig bliver et måltid. Der er også sådan nogle tema-steder, f.eks. et kokosnødsted, hvor der bare indgår kokos i alt.
Eller også bare deres diner-kultur, fried chicken & waffles, uhhhmm. Det hele er sådan meget easy living og folk er meget positive, det giver en meget dejlig stemning, som det er sjovt at være en del af for et stykke tid”. Du har lavet en masse ting, siden du debuterede i Klatretøsen som 13-årig, og du har udover at spille roller på tv, film og teater også dit eget produktions-selskab, hvor du bla. a. producerer dine mad-videoer til Youtube. Du har en madblog og du har stiftet din egen velgørenhedsorganisation RWMF sammen med din daværende kæreste, fodboldspilleren Nicklas Bendtner, hvor I senest kunne overdrage 100.000 kroner til Ungdommens Røde Kors. Derudover har du stort set selv lært dig alt det, du kan i dag, om skuespil og performance – hvad er det for et drive, du har?
”Jeg ved godt, der et drive, og jeg kan godt se, at det er forholdsvist stort. Jeg tror bare, at de ting, jeg har lavet er noget, jeg er meget passioneret for og så føles det ikke som hårdt arbejde. At være skuespiller er min altovervejende passion, det er virkelig mit et og alt, men madglæde er også ret ekstremt hos mig, så det skal på en eller anden måde også ud.
Min forretning og min produktionsvirksomhed taler til business-delen i mig, og det er sjovt at deltage i og se, hvordan det folder sig ud. Jeg er vokset op med, at man skal gøre tingene 110%, og det jeg laver, er virkelig ting, jeg synes er enormt sjove at lave. Det er vigtigt at lytte efter sig selv, og lave det, der er sjovt, fremfor det, andre eller forældre eller samfundet siger, man bør. Når det er sagt, så har mine forældre altid støttet mig, men de syntes bestemt ikke, det var en god ide, at jeg blev skuespiller – der var mange andre ting, de syntes, var smartere. Men de har gjort det, jeg synes er sundt, nemlig at lave mig vælge selv, men også at oplyse mig om, hvilke konsekvenser, det så kunne have.

julie-zangenberg-2

Hvad skal der ske henover efteråret?

”Når jeg kommer hjem, skal min produktionsvirksomhed producere nogle Youtube-videoer for IT virksomheder, herunder for Microsoft. Her er jeg med i et helt nyt projekt, der der fokuserer på kvinder i IT, for de mangler! Det handler i grove træk om, at hele vores verden bliver mere og mere digitaliseret, men at der kommer langt flere mænd ind i IT-verdnen end kvinder, og hvad sker der så for udviklingen, hvis det kun er mænd, der er med til at drive den? Der er massivt brug for flere kvinder på det område, og det skal det her projekt hjælpe med til. Det er et samarbejde mellem DTU og Microsoft, og jeg kommer til at blive involveret på flere måder. Det er for mig også at påtage mig et samfundsmæssigt ansvar, udover det, jeg har i den børnevelgørenhedsfond, Nicklas og jeg har stiftet sammen. Desuden er min far indenfor IT, så jeg er vokset op med teknologi og IT, ligesom jeg ikke ville kunne drive min business eller min produktionsvirksomhed uden brug af IT. Vi kan ikke gå i banken og betale vores regninger uden, og hvis jeg kan være en god rollemodel for kvinder i denne sammenhæng, så vil jeg gerne det”.

Hvor er du om ti år?

”Fremover får jeg forhåbentlig lov til at lave kombinationen, som jeg elsker: at spille skuespil og drive min forretning, så jeg kan forsørge mig selv. Få min produktionsvirksomhed op at køre, lave velgørenhed og tage del i det samfund, jeg er en del af. Og så har jeg forhåbentlig prøvet at optræde på Det Kongelige Teater”.

Hjerteløse Sofie

Tv-serien Heartless, hvor Julie spiller hovedrollen Sofie, der sammen med sin bror gemmer på en række dunkle hemmeligheder, var oprindeligt tænkt som en dansk produktion, men den er nu solgt til en række nye lande. ”Det er enormt sjovt, og alle vi, der har været involveret helt fra starten har alle følt en stærk tilknytning til projektet og den kunstneriske ambition, der var høj far starten, og vi har arbejdet enormt hårdt for det. Da den havde premiere i Danmark, var seertallene lave, men vi vidste, at det vi havde lavet, var godt og så begyndte den at blive vist på en række tv-festivaller i udlandet, hvor flere og flere internationale tv-folk fik interesse for serien. Der kommer snart noget nyt om Heartless…

Om det skønne og det sunde

”Jeg er totalt et beauty hoved og bruger muligvis flere penge på beauty end på tøj, og jeg synes, det er så hyggeligt som kvinde at tage sig tid til sig selv og sætte telefonen på lydløs, tage et dejligt bad og prøve at genoplade mig selv og passe på mig selv. Beauty er et sjovt univers at være i.”
Mine negle: ”Jeg får lavet negle med shellack fra CND hos Nailbeauty på Frederiksborgvej i København N, som jeg klart synes er de bedste og jeg går hos hos Dorthe.”
Hudpleje: ”Lige ved Cafe Victor ligger Holistic Beauty, der får jeg ansigts-behandlinger af Coco. Hun laver frugtsyre, diamantslibning og oxygen hver tredje uge, og hun er den eneste, der får lov til at lave ansigtsbehandlinger på mig. Hun bruger produkter fra pH formula. Det der med ”nu smører jeg en avocado-maske ud over dit ansigt,” det har aldrig fungeret for mig, jeg skal have det klinisk. Jeg har min egen faste massør, Boo, der kommer hjem til mig og giver mig massage.”
Sundt og lækkert: ”Jeg er stor fan og slem afhængig af Matcha Cashew Latte, og kan stærkt anbefale at besøge Matcha baren Byoh i Helgolandsgade i København.” Matcha har mange sundshedsmæssige fordele, og det er en nærende drik. Den er rig på næringstoffer, antioxidanter, fibre og klorofyl. Det er derfor en ideel drik hvis du vil undgå sukker, men samtidig tanke op på de gode næringstoffer.
Produkter du ikke kan leve uden: ”Jeg bruger ufatteligt mange… En kæreste bad mig engang tælle hvor mange jeg brugte i løbet af en dag, og kom altså på den ‘forkerte’ side af 30. Jeg kan nævne; Tromborgs Vitamin maske, La Roche-Posays ansigtscreme, Beaute Pacifiques muddermaske, Karmamejus body olie, Moroccanoils rensende Shampoo, M2 Beauté vippeserum, Lancômes Baby Doll Mascara og mange flere.”

Mad og mig…

”Mad er simpelthen min altoverskyggende hobby – måske fordi jeg kommer fra et meget madorientret hjem, hvor vi alle sammen havde en travl hverdag, men det vi mødtes om, var at lave mad sammen stort set hver dag. Søndag morgen mødte alle op om morgenen, og så lavede vi mad hele dagen og serverede for venner og familie om aftenen. Jeg elsker mad, elsker at lave mad, elsker at udforske nye restauranter. Det gør mig bare glad, og det er spændende og minder mig om, hvor jeg kommer fra. Derfor gik jeg også bare i gang med at producere mine mad-videoer selv, fremfor at få en broadcaster ind over, for på denne måde kan jeg bedre styre processen. Og folk kan godt lide at se normale mennesker lave god mad.
Vi køber enormt meget færdigmad og samtidig er antallet af madprogrammer eksploderet, for vi hare et behov for og lyst til god mad. Jeg prøver så at gøre det hele mindre kompliceret, end det lyder, tager det lidt ned, så man forhåbentlig får lyst til at lave en bearnaise fra bunden eller pasta. Hvis jeg skulle invitere et mix af mine bedste venner og min familie på en middag skulle den se sådan her ud:
Forret: Skaldyr – det er ret smart at servere først, for det skal tit bare koges eller i ovnen i kort tid, og kan serveres med noget godt brød, citron, hvidløgsmayonnaise og hvidvin.
Hovedret: Bouillabaisse eller en god, gammeldags steg, der bare krydret med friske urter, hvidløgsfed og citronskiver, dertil hjemmelavet bearnaise og salat og rodfrugter eller hjemmelavede pommes frittes.
Dessert: Pavlova med råcreme og en masse nougat henover og hvid chokolade revet henover og en masse friske bær og passionsfrugtkerner, serveret med en syrlig og lækker hindbærsorbet.


OM JULIE…
Julie Christine Krogh Zangenberg (født 30. november 1988) voksede op først i Vanløse, derefter på Frederiksberg og gik på N. Zahles skole. Hendes forældre er akademikere, der har en it-virksomhed. Hun har to yngre søstre. Hun dannede gennem fem år par med den danske landsholdspiller i fodbold Nicklas Bendtner, og parret blev sladderpressens yndlingspar. I 2016 var det endegyldigt slut. Siden debuten i Klatretøsen (2002), har hun bl.a. medvirket i filmen Dirch (2011), hvor hun spillede Lone Hertz, fire sæsoner Live fra Bremen, hvor hun fik lov at udfolde sit komiske talent, samt Danish Dynamite, filmen Viceværten, Julies Madselskaber, Heartless og nu SUPERmad. Gennem sin velgørenheds fond RWMF samler hun ind til underprivilegerede børn og unge, så de kan få gode oplevelser og flere muligheder i livet.


Foto: Elona Sjögren – www.elona.com
Hår & makeupartist: Sidsel Marie Bøg, GOSH COPENHAGEN 
Tekst: Anne Absalonsen
Læs hele interviewet med Julie Zangenberg i det nye nummer af GO Beauty, som er på gaden nu!
Klik her for at se vores abonnementstilbud >
Klik her for at købe GO Beauty >

Share.

About Author

Efterlad et svar