Spaoplevelser: Luksus og wellness i topklasse

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Er du til spa, wellness og selvforkælelse, må du ikke snyde dig selv for at opleve et eller flere af de her spa- og wellness steder. Der findes mange fantastiske steder og behandlinger, men skal den stå på ekstra luksus og forkælelse, så bør du kigge nærmere her…

5 skønne spa i topklasse

1. En særlig oplevelse

Hotel Nimb i centrum af København har fået den fineste wellnessafdeling, hvor man træder ind i en oase af ro og luksus. Poolområdet kan benyttes i sommermånederne og findes på tagterrassen med udsigt over København og Tivoli – der er direkte adgang via en elevator fra spaen. Hvis afslapning ved poolen er et must for din wellnessdag, skal du derfor planlægge din behandling i de varmere måneder. Nimb wellness har slået dørene op for en wellnessafdeling på 300 m2, hvor du både kan slappe af i loungeområdet, lave din egen marokkanske hamam behandling eller benytte dig af fitnessområdet.

Selve hamam behandlingen tager ca. 20 minutter, hvor du i det opvarmede steam room kan komme alle de døde hudceller til livs ved hjælp af varmen og en skrubbehandske fra Meraki. Wellnessafdelingen har to behandlerrum hvor du kan booke alt fra massage, kropsbehandlinger, anbefalinger til voks. Jeg anbefaler helt sikkert, at du nyder den smukke pejsestue på Nimb før eller efter, du er blevet forkælet. Det er en helt særlig oplevelse, hvor du vil føle dig som en stjerne. Omgivelserne er virkelig smukke og rolige, og oplevelsen er pengene værd.

Hotel nimb, Bernstorffsgade 5, 1577 København,  Tlf: 88 70 00 00,  www.nimb.dk
 

2. Forkælelsesophold

Kurhotel Skodsborg ligger nord for København med udsigt til både vand og natur. Brug en dag, eller hvad tiden tillader, til at hoppe en tur i Øresund, nyd den friske luft i naturen, slap af med en god kop te og en bog i pejsestuen eller nyd det skønne spaområde. Der er kort sagt mulighed for alle former for forkælelse og afslapning. Spaen byder på sauna, infrarød varme, dampbad, scrub, udendørs jacuzzi, koldtvandskar og et 21 meter langt svømmebassin. Er du til saunagus, er der også mulighed for det. Kurhotellet tilbyder forskellige forkælelsesophold, så der er noget for enhver smag. Det er et skønt sted, og det er meget nemt at få tiden til at gå. Der er – ud over det nævnte – også fitness, forskellige behandlinger og ikke mindst mulighed for en lækker gourmetoplevelse i restauranten. Absolut et besøg værd.

Kurhotel Skodsborg, Skodsborg Strandvej 139, 2942 Skodsborg, Tlf: 45 58 58 00, www.skodsborg.dk
 

3. Krop og sjæl

Hotel Vejlefjord finder du godt 2,5 times kørsel fra København og her indbydes til ro for både krop og sjæl. De smukke naturomgivelser med kurvejene og 20 opsatte tænkebænke med fine citater rundt på grunden og ned til vandet giver mulighed for at koble fuldstændig fra og bare være i et med dig selv. Ligegyldigt hvornår på året du vælger at nyde dit spaophold på Hotel Vejlefjord, så er naturen, udsigten, og omgivelserne fantastiske – og en tur i fjorden et must.

Værelserne varierer i størrelse og stil, så der er præcis den atmosfære, der passer til dig. Om du så er til klassisk herregårdsstil eller en mere moderne stemning. Spaafdelingen er delt op i to afdelinger med forbindelse til hinanden. Spaen er meget kendt for sin Thalasso spa, hvor du kan nyde godt af de mange terapeutiske egenskaber. Afdelingen byder også på et stort saltvandsbassin, hvor stemningen skifter i takt med lysets farver, og en saltsauna med udsigt over parken. I den anden afdeling kan du nyde de termiske bade med saunaer og dampbade. Det er et skønt sted, der virkelig lægger op til afslapning. Og uanset om du vælger et ophold eller dagsbesøg, bliver dine sanser forkælet.

Hotel Vejlefjord, Sanatorievej 26, 7140 Stouby, Tlf: 76 82 33 80, www.hotelvejlefjord.dk
 

4. Historisk strandhotel

Marienlyst ligger i Helsingør i Nordsjælland med udsigt over Øresund og med masser af mulighed for frisk luft og naturoplevelser. Det historiske strandhotel er fra 1861, men hele hotellet blev totalt renoveret og slog dørene op for de smukke gennemførte faciliteter i 2018. Spaen byder på flere forskellige rum og oplevelser, som du kan gå ombord i – blandt andet saltterapi, strandsauna, opvarmede bassiner, badestue, kobberspa og meget mere.

Du skal ikke snyde dig selv for at opleve deres kobber spa, hvor du får behandling fra top til tå. Kobber er ikke nogen ny opfindelse, men historisk set har kobber vist sig at have en plejende effekt med en evne til at sætte skub i udskillelsen af affaldsstoffer. Du er din egen behandler, men du bliver guidet igennem det hele af en terapeut,

Du starter med et fodbad i kobberbaljer, hvor du med produkter fra det danske hudplejemærke Karmameju får scrubbet de døde hudceller af fødderne. Herefter får du en lermaske på fra Ecooking, som du skal sidde med i en infrarød sauna. Og nu bliver det sjovt, for når du træder ind i en ny sauna, får du udleveret tre forskellige lermasker, som skal smøres på kroppen. Når tiden er gået, starter et slags springvand fra loftet, så du kan få renset lermasken af. En skøn, sjov og anderledes behandling, som er helt perfekt til par eller sammen med nogle veninder. Man kan være op til fire personer, og behandlingen tager omkring en time og koster 375 kr. pr. person.

Marienlyst Strandhotel, Ndr. Strandvej 2, 3000 Helsingør, Tlf: 49 21 40 00, www.marienlyst.dk
 

5. Nordisk spaoplevelse

Amazing Space blev stiftet af Laura Bonne, der, foruden de tre fysiske locations, har lavet sit egen skønhedsbrand under samme navn. Serien består af en bred produktlinje af fantastiske hud, hår og kropsprodukter. Den ældste ligger i de smukkeste rammer på hotel D’Angleterre i indre København. Her har du mulighed for at nyde en svømmetur i den skønne pool inden din behandling – eller koble helt fra i de smukke rolige omgivelser, som spa området tilbyder. Du finder også Amazing Space i WELCOME fitness i Hellerup og i Nordhavns gamle industrihavn.

Vil du prøve noget helt anderledes, så giver Amazing Space deres klienter mulighed for at nyde en luksuriøs nordisk spaoplevelse med panoramaudsigt ud over himmel og hav i Amazing Krane i Nordhavn. Du bliver behandlet i din egen spa suite, som svæver 15 meter over jorden i maskinrummet på en nyrenoveret kran. Faktisk er det det eneste behandlerrum, der er, så du har Amazing Krane helt for dig selv eller med din partner. Oplevelsen er stor, og det skal opleves, for det er nærmest umuligt at beskrive med ord.

Amazing Space, Hotel d’Angleterre, Hovedvagtsgade 3, 1103 København K, Tlf: 33 33 82 33, www.amazing-space.dk
 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.