Elham Kavousi: “Hvorfor er kropsbehåring et tabu?”

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Er du en af de 50.600, der følger Elham Kavousi på Instagram, så ved du, at hun, ud over at være gudesmuk, også har en stemme, der er vigtig i samfundet. Hun er et forbillede for mange kvinder både med og uden tørklæde, hun er selvlært skønhedsorakel, og så har hun noget mellem ørerne. Vi har talt med kvinden, der var med til at italesætte kropsbehåring hos kvinder. Et tabu, der stadig fylder meget.

Virkelighedens grimme ælling

For snart tre år siden udgav Elham Kavousi bogen ’Mørkglødet’, som hurtigt blev placeret i en boks sammen med andre skønhedsbibler. Og jo, det er da en bog om beauty, tips, gode råd og den slags, men den er meget mere end det. For som Elham selv siger, så var dagsordenen oprindeligt en lidt anden.
”Jeg havde gået med idéen om at lave et magasin, hvor redaktionen skulle bestå af forskellige folk fra gang til gang – alle slags typer, religioner og med indhold til alle kvinder. Særligt de tørklædeklædte kvinder manglede noget at spejle sig i, syntes jeg,” fortæller Elham. Det ene tog det andet, og efter flere års research på netop det marked, endte det med en bog – ikke et magasin. Bogen skulle vise sig at blive en del mere end ’bare’ en beautybog.
 

“Jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg var så behåret, og til tider ønsket, at jeg kunne trylle. For så ville jeg trylle det uønskede hår væk fra min krop og forbande det kropsorgan, som forårsager den uønskede hårvækst.”

 
Lige præcis den interesse stammer et sted fra. For Elham, der selv er vokset op uden helt at føle, hun passede ind, var det vigtigt, at hun kunne forsøge at gøre noget for andre i samme situation.
”Da jeg var en lille pige, kunne jeg ikke spejle mig i de eksisterende magasiner, tv-serier og den slags. Jeg havde ikke rigtigt nogen eller noget, jeg kunne se op til. Der var ikke noget sted, jeg følte mig set og hørt. Derfor har jeg altid tænkt, at hvis jeg fik muligheden, ville jeg hjælpe til med, at andre unge piger ikke skulle sidde med den ensomhed, som jeg selv gjorde,” siger hun.

Elham husker tydeligt, hvordan hun i en meget ung alder mødte op i skolen iført meget farverigt tøj, stiletter og stort hår – og det var langt fra et syn, man var vant til i Fredericia.
”Jeg var ret ligeglad, for jeg havde simpelthen bare et behov for at gøre noget ud af mig selv – også selv om det betød, at jeg gravede min egen grav endnu dybere, når det kom til det der med at passe ind,” griner hun og fortsætter:
”Det var uden tvivl iraner-generne, der vandt. Vi var bare denne her småskøre familie, der ikke lignede de andre.”

Selv om det ikke altid var nemt, så er det netop barndommens og fortidens begivenheder og følelser, der lagde grobund for bogen ’Mørkglødet’, for Elham ved om nogen, hvad man kan risikere at deale med, når man er pige, mørk og ovenikøbet mere behåret end de fleste andre i klassen.
 

“Jeg fik på et tidspunkt i mine teenage år lov til at få fjernet mit overskæg, mine bakkenbarter og en smule under mine bryn. Men det i midten måtte jeg ikke fjerne. Jeg havde også en masse hår i panden, som jeg senere fik fjernet med tråd.”

Hende med håret

”Det er det mest grænseoverskridende, jeg har gjort i mit liv,” svarer Elham hurtigt, da jeg spørger ind til billederne, hvor hun ganske modigt (synes jeg!) viser sine behårede stænger frem. Billeder, der blev taget for tre år siden i forbindelse med hendes bog, men som stadig får omtale og sætter gang i debatten.
”Jeg gik til min mand med idéen, og faktisk ville jeg have, at det skulle være forsiden på bogen. Min mand var vild med det, men det var forlaget desværre ikke. De havde naturligvis salgshatten på, og vi blev enige om at bringe billederne inde i bogen og køre med en mere anonym forside. Jeg vidste, der ville komme mange reaktioner, men jeg har – hånden på hjertet – aldrig følt, at det var decideret modigt. Det var derimod bare nødvendigt for mig.”

Elham fortæller om selve shootet, hvor hun mødte op i et fotostudie, hvor der kun var mænd. Fotografen var mand, makeupartisten var en mand, runneren var en mand. Og så var der Elham.
”Fuck nu mit liv, sagde jeg til mig selv, da jeg mødte op. Jeg havde ellers ikke været nervøs, men det blev jeg der – dog kun de første minutter. For det endte med at blive det fedeste shoot, jeg nogensinde har været med til, og selv om det var grænseoverskridende for mig at sidde der og vise min største usikkerhed frem, så var alle omkring mig bare så seje,” fortæller Elham og fortsætter:
”Jeg tror faktisk ikke, jeg havde kunnet gøre det, hvis det havde været kvinder. For det er jo desværre som regel kvinder, der har travlt med at dømme andre kvinder, og det ville gøre mig så utilpas – også selv om jeg var stensikker på, at jeg ville gøre det.”
 

Foto: Jonas Jensen
“Jeg har behov for at vise at jeg ikke er perfekt. Jeg har gået hele mit liv og haft det her, jeg har måtte deale med. Jeg var en usikker, lille pige, der ikke følte sig rigtig, fordi jeg havde så meget hår.”

 
Billederne blev taget, og det, der altid har været Elhams største hemmelighed, var ude. Bogstaveligt talt. De moderigtige og farverige klæder skjulte ikke længere det, der gemte sig indenunder.
”Jeg havde et ekstremt behov for at vise, at ja, det kan godt være, jeg er født med gode gener og ja, det kan godt være, jeg ser nærmest perfekt ud på Instagram. Men der gemmer sig noget indenunder alt det her. Og ja, kvinder har også kropsbehåring. Nogle dog mere end andre.”

”Vi har alle sammen et eller andet, vi ikke er tilfredse med. Noget, der kan ødelægge så meget, at man enten kommer ud i mobning, ensomhed eller bare slet ikke føler, man passer ind.”

Den grimme ælling

Elham har altid haft meget hår – og i øvrigt også en yderst misundelsesværdig manke på hovedet. Og som hun selv siger, så har vi alle sammen et eller andet, vi ikke er tilfredse med. Noget, der kan ødelægge så meget, at man kommer ud i mobning, ensomhed eller bare slet ikke føler, man passer ind.
”Det kan godt være, jeg klædte mig lidt crazy og ikke lignede de andre, da jeg var 13-14 år, men inderst inde håbede jeg jo egentlig bare på at ligne alle de andre. At jeg bare kunne forsvinde i flokken en gang imellem. Jeg havde det meget svært, da jeg var yngre, for det var så tydeligt, jeg ikke var som de andre,” fortæller hun ærligt.

Elhams historie minder faktisk en hel del om det folkekære eventyr,’ Den Grimme Ælling’. Anden, der ikke var som de andre, men som alligevel endte med at blive den smukkeste af dem alle.
”Jeg har behov for at vise, at jeg ikke er perfekt. Jeg har gået hele mit liv og haft det her, jeg har måttet deale med. Jeg var en usikker, lille pige, der ikke følte sig rigtig, fordi jeg havde så meget hår. Det har jeg stadig – nu har jeg lært at leve med det, for jeg kan ikke rigtigt stille noget op. Men som 13-14 årig er det bare rigtig svært, siger hun og fortsætter:
”Jeg hviler i det nu, og jeg prøver ikke at løbe væk fra det. Jeg ser det i øjnene og har ikke noget imod at vise det frem. Når man ikke har et valg, bliver man nødt til at træffe en beslutning på et tidspunkt i sit liv. Har jeg lyst til at være mobbeoffer og være usikker på min krop og hvordan jeg ser ud? Eller vil jeg sige: ”Fuck det, det er sådan, det er. Take it or leave it.”

Og det er ikke fordi, Elham ikke har forsøgt at gøre noget ved sit hår – tværtimod. Hun har forsøgt sig med laser, pincetter, voks og diverse mærkelige redskaber, hun har fået sendt fra Mellemøsten. Men… det er der bare, og som hun selv siger, så kan hun lige så godt bare omfavne det og italesætte tabuet. Det må man sige, hun gør.
”Og nå ja, så holder det mig varm om vinteren,” siger hun med et stort smil.
 

“Det er som om, der er kommet en tendens til, at særligt kvinder bør hylde det grimme og alt det, de ikke er tilfredse med. Det forstår jeg simpelthen ikke.”

Mere end et pretty face

Elham Kavousi har med sine mere end 50.000 følgere et ansvar, hun tager dybt alvorligt. Da hun startede som selvstændig for seks år siden, var det med et håb om, at hun måske en dag kunne leve af sine sociale medier, og det lykkedes ret hurtigt.
”I starten var det lidt grænseoverskridende at tage billeder af mig selv og poste det, men jeg gik ekstremt meget op i mit udseende og i mode, så jeg kunne jo lige så godt vise mine outfits. Dengang – før jeg blev mor – havde jeg en filosofi om, at hver dag var en fest. Der var ikke forskel på min hverdags- eller festgarderobe. Sådan er det stadig, men det der morliv tager ligeså stille livet af min ellers så gode filosofi. Jeg skal nok komme efter det. Haha! Nå, men det endte faktisk med, at det eksploderede ret hurtigt.”

Elham fandt et hul i markedet. Hun repræsenterede – og gør i øvrigt stadig – begge verdener; det mellemøstlige og det danske. Men hun er mere end et pretty face med en masse Chanel-tasker og Balenciaga stiletter. Hun har noget mellem ørerne, og med hendes baggrund og alt det, hun har i rygsækken, forsøger hun at blende de to ting sammen.
”Det er til tider en svær balance. For jeg har lyst til at blande mig i debatten, men det skal ikke være for enhver pris, og det skal give mening for mig. Dengang jeg valgte at vise næsten det hele frem, manglede der noget i debatten. Hver gang det handlede om muslimske kvinder, fulgte ord som æresdrab, tørklædedebat og undertrykkelse nærmest automatisk med. Så det, at jeg har været med til at nuancere det lidt og få det ned på jorden, er jeg da stolt over.”

”Der er da egentlig noget smukt i, at man kan vende ens største usikkerhed til ens styrke, men jeg kan virkelig godt forstå, det ikke er nemt. Det tog mig mange år, før jeg turde.”

Elham er sådan én, der bruger sin stemme, og når hun bare har lyst til at vise et lækkert billede af sig selv, sidder hun samtidig med følelsen af, at det måske er for overfladisk og at hun måske bør tone det lidt ned. For tænk nu, hvis det bliver ligegyldigt og overfladisk. Og den fine linje mellem det smukke og det alvorlige er ikke altid helt nem.
”Jeg er blevet ældre, klogere og kan kalde mig mor, og det gør jo noget ved ens mentale tilstand. Men jeg har stadig et ekstremt behov for at vise, at man sagtens kan gøre noget ud af sig selv samtidig med, at man har en holdning til forskellige ting i samfundet. Det er som om, der er kommet en tendens til, at særligt kvinder bør hylde det grimme og alt det, de ikke er tilfredse med. Det forstår jeg simpelthen ikke. Det var i øvrigt heller ikke derfor, jeg valgte at få taget de billeder – det handlede om at italesætte et tabu. Men jeg gjorde det iført lækkert makeup og lækkert hår, for sådan har jeg det bedst.”
 

“Jeg har ikke altid været så god mod min hud og begyndte først at pleje min hud regelmæssigt, da jeg var omkring 25 år. Jeg ville ønske, at jeg var begyndt tidligere og havde tænkt lidt mere over konsekvenserne af solbadning og dårlig hudpleje.”

Den perfekte kvinde

Født i Iran, vokset op i en mindre jysk by, flyttede til København som ung kvinde og bor nu sammen med sin mand og lille søn i et hus i Nordsjælland. Det lyder, igen, som et lille eventyr. Elham klarede det. Hun var igennem en svær tid på grund af noget så simpelt som kropsbehåring, som så alligevel skulle ende med at være det, der placerede hende i en kategori som influencer med noget på hjerte.
”Der er da egentlig noget smukt i, at man kan vende ens største usikkerhed til ens styrke, men jeg kan virkelig godt forstå, det ikke er nemt. Det tog mig mange år, før jeg turde. Jeg har ikke fortrudt et sekund, og jeg håber, at min søn vil være stolt af sin mor, når han engang er gammel nok til at forstå, hvad jeg har gjort. At han vil tænke: Det er min mor det der. Hun er ikke bare sådan en fra Instagram, haha!”

Og apropos Instagram, så mener Elham, at der i dag ikke er samme udfordring for de mørkglødede kvinder at finde noget eller nogen at spejle sig i. Hele verden er blot et klik væk.
”Alt er blevet nemmere. Men på den anden side er jeg glad for, at der ikke var den mulighed, da jeg var barn. Selv om det er godt med så mange muligheder, så skal der samtidig virkelig ikke meget til, før de helt unge piger føler sig forkerte, fordi de ikke lige ligner dem, de følger. Så jeg har sådan et love/hate-relationship til de sociale medier, må jeg indrømme.”

Selve presset om at passe ind, kender Elham fra sig selv. Da hun for et par år siden blev mor, ændrede alt det, hun kendte.
”Altså, jeg kunne simpelthen ikke genkende min krop, og jeg kunne ikke genkende mig selv; hvad jeg var eller hvem jeg var. Jeg havde svært ved at finde tilbage til den Elham, der var før. Da var de sociale medier på ingen måde nogen hjælp. Jeg kan sidde her som 36-årig kvinde og begynde at tude midt om natten over, at jeg føler mig forkert, fordi alt det andet er så perfekt. Og jeg ved jo godt, at det er en falsk virkelighed, men stadig…”

Og hvad er perfekt, spørger jeg Elham? Hun svarer, at ingen ved det og at ingen bør eller skal vide det. Stor, tyk, høj, lav, behåret – whatever, det er jo ligegyldigt. Det handler om at have det godt med det, man har. ”Og hvem ved. Måske har jeg lært at elske hele mig, når jeg er 80 år, haha!”
 


Elham Kavousi:
Elham er 36 år og er født den 4. juli 1984 i Iran og er vokset op i Fredericia. Hun flyttede til København for 15 år siden. Hun er gift og har en søn fra oktober 2018. Hun er influencer, selvlært beautyqueen og stylist – og en del af juryen i Danish Beauty Awards. Hun har læst medievidenskab og journalistik på universitetet, har arbejdet i PR-branchen og siden hen som freelancer. Hun er forfatter til bogen ’Mørkglødet’, der blev udgivet i 2017.
Følg Elham på instagram: @elhamkavousi

 
Du kan købe bogen ‘Mørkglødet‘ som både som bog og e-bog ved at klikke her på linket >>

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.