Nyt

Er du også gået vitamin-amok?

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Corona epidemien har sat varige spor i vores måde at leve på. Vi vil gøre alt for at holde os raske, mens vi jagter vitaminer og superfoods, der kan kvæle stressen og styrke immuniteten.

Vi jagter vitaminer og superfoods

Tallene er nærmest eksplosive, når vi taler salg af vitaminer og kosttilskud. I 2020 rundede den globale kosttilskudsindustri en værdi på 170 mia. dollars, og siden er det kun gået opad.
De seneste to et halvt år har efterladt os med et desperat behov for at holde kroppen rask og hjernen klar, og over hele verden rydder vi hylderne for alt fra medicinske svampe til opkvikkende urter.

Hvad går hypen ud på, hvilken er den nyeste superfood, og hvordan kan vi ruste os til et stærkere immunforsvar og et lavere stressniveau uden at skulle læse op på kinesisk medicintradition eller hoppe på svampebrygget øl? Vi dykker ned i de hotteste trends inden for kosttilskud og superfoods.

SOS til stressramte hjerner

Covid har efterladt mange af os med livsændrende begivenheder, og det har sat sig på vores mentale helbred. Stressede hjerner og spændte kroppe har ramt på tværs af alder og livsstil, og det har fået mange til at ty til kosttilskud, der skal få os til at sænke skuldrene og klare hjernen.
Forvent at se kosttilskud, der indeholder ingredienser som zink, selen, B- og C- vitamin krydret med bl.a. hyldebær, gurkemeje og ingefær. Og gå på jagt efter magnesium, melatonin, baldrian, kamille og CBD, hvis du vil være med på vognen af naturlige ingredienser, som er forbundet med bedre søvn og lavere niveauer af stress og angst.
Husk dog altid at konsultere din læge, hvis du allerede tager medicin mod depression, angst eller andre psykiske lidelser.

Ashawa… hvad for noget?

Det seneste skud på stammen i hypede superfoods er – hold nu fast – ashwagandha. En helbredende urt, der hører til rækken af såkaldte adaptogener, som er den fælles betegnelse for urter, der ifølge medicinske studier giver kroppen mere energi, mindre stress og større balance.
Ashwagandha er en af de vigtigste urter i Ayurveda, som er en tusind år gammel form for alternativ medicin baseret på indiske principper for naturlig helbredelse. Urten er som kosttilskud nærmest eksploderet i popularitet i de senere år, da den ved dagligt indtag har vist sig at kunne støtte kroppens stressrespons og dæmpe angst, sænke kortisolniveauet og lette depressive symptomer samtidig med, at den øger koncentrationen og får os til at sove bedre.
Det betyder, at vi i de kommende år vil finde adaptogene urter i fremtidens fødevarer.

Ashwagandha Pulver. 500 g. 602 kr.

Økologisk Ashwagandha pulver (aswhagandharod) fra Cosmoveda. På sanskrit er plantens navn “Essensen af en hest”, der betyder udholdenhed, styrke og ynde. Kan bl.a. anvendes i cremer, salver og fodbad.

Svampe til immunforsvaret

Multifunktionelle svampe er ikke et ukendt fænomen i superfoodkategorien, men deres kultstatus er ved at forgrene sig til alle kroge af fødevarer og kosttilskud. Medicinske svampeekstrakter er historisk blevet brugt i traditionel kinesisk medicin til at styrke immunsystemet, og industrien for medicinske svampe ventes at runde 260 mio. dollars i 2026. Som forbrugere vil vi kunne finde fænomenet i alt fra svampepulver, der føjer umami til din plantebøf, til alkoholfrie øl brygget på reishi svampe.
Svampenes vidtforgrenede tråde under jorden suger næringsstoffer til sig, og de indeholder samtidig et tårnhøjt niveau af protein, som gør det lettere at presse dem sammen til kødlignende produkter.
Ud over B-vitamin, zink, kalium og selen indeholder svampe en opløselig fiber kaldet betaglucan, som aktiverer dele af immunsystemet og kan øge kroppens evne til at bekæmpe infektioner.
For at toppe svampenes effekt, har en række producenter valgt at give dem et skud af UV-lys, der skal øge indholdet af D-vitamin. Da svampe dyrkes i mørke, indeholder de kun små mængder af solskinsvitaminet, og det har fået bl.a. britiske Tesco til at lancere et sortiment af svampe beriget med D-vitamin.

Organic Reishi. 60 kapsler. 299 kr.

Extract Mushroom fra KIKI Health er vegansk og indeholder ekstrakt af håndplukket reishi-svampe fra østlig medici, der styrker immunforsvaret, bekæmper træthed og giver et antioxidant boost.

Den evige D’er

Nu vi taler D-vitamin, er det fortsat en af topscorerne, når det gælder vores almene sundhed. Den spiller hovedrollen i et stærkt immunforsvar, vores mentale tilstand, vores knogler og hud, og den beskytter os mod kroniske sygdomme.

D-vitamin kom på alles læber, da Covid rullede ind over os, og visse studier viste, at lave niveauer af vitaminet kunne øge risikoen for komplikationer ved et Covid-19 forløb. Der er dog ingen endegyldig dokumentation for, at hverken D-vitamin, C-vitamin, zink eller selen i en rask person kan forebygge luftvejsinfektioner som bl.a. Covid.
Vores hud producerer D-vitamin, når vi opholder os i solen, men bekymring for UV-stråling fået mange til at foretrække at dosere i pilleform, og markedet for D-vitamin forventes at stige med op til 10 pct. frem mod 2025.

VitaYummy D3. 60 stk. 159 kr.

Vingummierene indeholder vitamin D3, som er udvandet fra planter. De veganske gummies med en god smag af hindbær og den fine farve kommer fra gulerod og solbær.

Nyttig viden om vitaminer

Den korte version er, at en varieret kost er afgørende for, at vi får de vitaminer, vi skal bruge. Men da de færreste af os får tilstrækkeligt med vitaminer gennem kosten, kan det være en god idé at supplere med en pille i ny og næ. Men før du sluger den næste multivitamin, så kig nærmere på disse fire facts om vitaminer.

1. Vitaminer skal primært komme fra fødevarer

Mange tror, at en vitaminpille kan råde bod på dårlige kostvaner. Men faktum er, at et kosttilskud aldrig vil kunne erstatte sunde fødevarer, der naturligt består af vitaminer og mineraler og giver det bedste forsvar mod bl.a. kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Fødevarer som fisk, fuldkornsprodukter og grove grøntsager indeholder foruden vitaminer omega-3- fiskeolie, kostfibre og andre vigtige stoffer. Vitamintilskud kan kun fungere som supplement. Når det er sagt, kan både alder, stress og andre faktorer gøre det svært for kroppen at optage næringsstoffer fra kosten. Derfor kan multivitamin være et fornuftigt supplement for mange.

2. To er IKKE bedre end en

For meget af alt kan blive farligt – det gælder også vitaminer, og nu bliver det lidt videnskabeligt:
Vitaminer findes som vand- eller fedtopløselige. Alle B- og C-vitaminer er vandopløselige, mens A-, D-, E- og K-vitaminer er fedtopløselige. Får kroppen et overload af vandopløselige vitaminer, skiller den sig af med det overskydende gennem urinen. De fedtopløselige vitaminer (A, D, E og K), derimod, lagres i leveren og i fedtvævet. Overdosering af A-vitamin kan medføre svimmelhed og kvalme. For meget D-vitamin kan forårsage kvalme, opkastninger, forstoppelse og vægttab.
Det er nærmest umuligt at overdosere vitaminer, der kommer fra kosten. Det er derfor pillerne, du skal være varsom med. Så overhold den anbefalede dosis og spis i øvrigt vitaminpillen til aftensmaden, hvor de fedtopløselige vitaminer opløses bedst.

3. Vitaminer løfter ikke dit energiniveau

B-vitamin hævdes somme tider at kunne booste vores energiniveau. Virkeligheden er, at B-vitaminer er en del af en kompliceret kemisk proces, som kroppen bruger til at omdanne mad til energi. Derfor kan energi kun komme fra kalorier – ikke vitaminer i sig selv.

4. Mangler du vitaminer, giver kroppen besked

Det er højst usandsynligt, at du går rundt med et stort vitaminunderskud uden at mærke det. Mangel på f.eks. C-vitamin medfører skørbug, mens nedsat B12-vitamin kan resultere i træthed, snurren i hænder og fødder, forvirring og hukommelsestab. En reel vitaminmangel vil altid give symptomer.

Share.

About Author

Comments are closed.