Nyt

Tina Müller: Fightervilje som en sportsmand!

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Sport har været en drivkraft for tv-vært Tina Müller siden hun var barn. Den har lært hende at stå på egne ben, den har dannet hende som menneske, og den har lært hende konstant at jagte nye mål. Men selv om hun stadig vil være den bedste, øver hun sig i at stoppe op og mærke efter, selv om det er ”pissesvært, når man elsker udfordringer.”

”Jo mere jeg bliver udfordret, des bedre bliver jeg”

For første gang i mange år skulle Tina Müller lige synke en ekstra gang, da DR ringede og ville have hende til casting på en af deres største seersucceser. Hun var lige kommet hjem fra fire hektiske ugers Tour de France, som hun havde dækket for første gang. ”Først da jeg lagde røret på, gik det faktisk op for mig, hvad jeg havde sagt ja til,” griner hun. Og selv om hun blev virkelig overrasket, da hun sidste år fik tilbudt jobbet som vært på Hammerslag, var hun aldrig for alvor i tvivl: ”Jeg har prøvet at lave alt inden for sportens verden, så nu ville jeg gerne testes af i andre genrer og lære noget om mig selv.”

Er der noget, Tina Müller har meget svært ved at sige nej til, så er det udfordringer. I disse uger er den danmarkskendte sportsvært ved at forberede OL-dækning til juli, mens hun indimellem drøner rundt på landevejene i jagten på huse til Hammerslag. 22. maj tonede hun frem på skærmen under det store Eurovision show, hvor hun uddelte Danmarks point, mens hele verden så på. Og nåh ja, så er der cykelløbet Post Nord Danmark Rundt, der skal afvikles til august.
”Det er skidesjovt at lave forskellige ting og få nye udfordringer. Jeg føler hver dag, at jeg går på arbejde og bliver udfordret. Jeg kommer vidt omkring i fagområder, og jeg kommer vidt omkring i landet. Jeg har ingen fast plads på DR, og hver tredje uge er vi rundt i landet for at optage Hammerslag. Det er vigtigt for mig ikke at kede mig, og jeg tror på, at jo mere jeg bliver udfordret, des bedre bliver jeg,” siger hun.

FOTO: Jonas Jensen/GO Beauty ©

Sporten er en evig drivkraft

Jeg har forsøgt at sætte nogle ord på Tina Müller, inden jeg møder hende. Ambitiøs, modig og ærlig er blandt de ord, jeg har noteret mig. En benhård arbejdsbi, der ved, hvad hun vil, og ikke er bange for at dele ud af sig selv.
Men frem for alt er der en særlig sportsånd over hende. En indædt fightervilje. Og det er der en grund til. For Tina Müller er rundet af sport, og det er den, der har formet den præstationsvilje og jagt på udfordringer, som har præget hende, siden hun var barn.
”Sport er følelser og mange forskellige følelser. Det rummer optur, nedtur og så mange andre elementer, man kan sætte sig ind i. Der er spænding, og man kan ikke forudsige noget. Det lever, og det elsker jeg. Derfor har det altid draget mig. Sport rummer et fællesskab og en holdånd, som jeg søgte som barn, og jeg tror på, at det er begreber, der er vigtige for at leve som menneske. Samtidig handler sport om at vinde og tabe, og det har på mange måder dannet mig som menneske,” siger hun.

Allerede fra barnsben var sport et frirum, hvor hun lærte at stå på egne ben og være sig selv. Som teenager begyndte hun at spille fodbold i Ringsted IF, som hun var med til at gøre til flerdobbelt sjællandsmester.
For Tina Müller var sporten en måde at komme væk fra hjemmet, hvor hun voksede op med sin mor, bror og stedfar. Nærmest uanset hvad hun gjorde, var det ikke godt nok for stedfaderen, og det skabte et drive i hende, som hun har brugt lige siden.
”Da jeg var barn, var alt ikke en dans på roser. Jeg blev på mange måder opdraget efter devisen: Klar dig selv og se, hvad der sker. Jeg dyrkede en masse sport; gik til svømning, badminton og fodbold, og så kom jeg jo ud. Senere kom jeg på idrætsefterskole og -højskole. Der lærte jeg noget, jeg ikke kunne få derhjemme. Jeg lærte at komme ud og stå på egne ben. Jeg var ikke afhængig af andre, og det er noget, jeg har haft med mig altid, det der med ikke at være afhængig af andre,” siger hun.

Stå på egne ben

Uafhængighed kostede 30.000 kr., regnede hun sig frem til allerede som barn. Så mange penge havde Tina Müller sat sig for at ville tjene, når hun blev voksen. Beløbet var det, havde hun besluttet, der skulle til, for at hun kunne klare sig selv uanset, hvordan hendes liv ville forme sig.
Hun havde været vidne til, hvordan en stram økonomi til tider havde begrænset hendes mor i at gøre, hvad hun ville. I stedet ville Tina Müller frem i verden og stå ved den, hun var.

Drømmen var at arbejde med sport, og hun skulle rundt om et dansk- og kommunikationsstudie på Københavns Universitetet og en praktik og efterfølgende ansættelse hos Viasat Sport, inden hun i 2007 skrev kontrakt med TV2 Sport, som hun skulle være med til at starte op.
Lønnen lød på hverken mere eller mindre end 30.000 kr. Hun var ligeglad med pension, og hvad der ellers burde indgå i en kontrakt. ”Da vidste jeg, at det nok skulle gå”, som hun siger.
Siden rykkede hun fra værtsstol til værtsstol, fra internationale sportsbegivenheder til store gallashows. Hun rykkede også fra TV2 til DR og blev i de mellemliggende år ansigtet på de allerstørste sportsbegivenheder. Vi har set hende i gummisko og stiletter, vi har set hende græde, når hun blev rørt, og vi har set hende skraldgrine, når et interview går galt.

FOTO: Jonas Jensen/GO Beauty ©

Usikkerheden kan godt lure

Tina Müller er ikke bange for at vende vrangen ud på sig selv, men hun vil være den bedste til det. For det er også en del af den fighterånd, hun har taget med sig fra barndommen.

Og når man nu med egne ord drives af at performe og altid blive bedre, hvornår tvivler man så på sig selv?
”Det er de færreste, der går gennem livet ud at tvivle på sig selv. I perioder er jeg usikker på, om jeg er dygtig nok. For mig har det meget med arbejde at gøre, fordi det er så stor en stor del af mit liv. Da jeg begyndte at lave Hammerslag, skulle jeg skifte fra at være en indgroet sportsvært til at skulle lave programmer om arkitektur. ”Hvordan bliver det modtaget?”, tænkte jeg. Når jeg er på tv, er det HELE mig, og derfor er det også Tina, der får kritik. Da var jeg faktisk nervøs og usikker på, hvordan det ville blive,” siger hun.
Det endte ret godt, kan vi afsløre. Trods et nyt format, der i første omgang vakte bestyrtelse blandt trofaste seere, følger en halv million danskere fortsat med hver uge.

Kunsten at stoppe op og mærke efter

En konstant jagt på udfordringer, ros og anerkendelse har sin pris, erkender hun. Det er et hul, der aldrig kan fyldes helt op. Så nu har hun taget en ny sport til sig: At stoppe op og nyde, hvor hun er – lige nu.
”Jeg vil gerne blive bedre til at tro mere på mig selv. Jeg er rimelig sikker i de valg, jeg tager, men vejen derhen kan jeg blive usikker på. Hele min barndom skulle jeg bevise over for min stedfar, at jeg var god nok. Mit arbejde har været med til at lære mig, at jeg ER god nok, som jeg er,” siger hun.
Det har også gjort hende bedre i stand til at sige nej. Noget som har været svært. Det har hun bl.a. fået hjælp til fra en coach, og så er hun kort og godt blevet bedre til at spørge sig selv, hvordan hun egentlig har det.
”For mig handler det om at træffe valg og blive sat i situationer, hvor jeg har det godt. Jeg har en karriere, som tromler afsted, og da er jeg nødt til at mærke efter og sortere fra. Når jeg er så vild med udfordringer, som jeg er, så er det pissesvært at sige nej. Men nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre, og så giver det altså også en styrke at sige nej. Det handler i bund og grund om at mærke efter hver gang. Med Melodi Grand Prix var jeg for eksempel ikke et sekund i tvivl: Det var et kæmpe JA. Med Hammerslag skulle jeg lige mærke efter og have mig selv med i det. Kunne jeg være i det om 2-3 år?”

FOTO: Jonas Jensen/GO Beauty ©

At være i nuet

”At være nu” har hun tatoveret på sin højre underarm. Den fik hun lavet efter OL i Brasilien i 2016 og er en daglig reminder om at trække vejret frem for altid at jagte det næste mål.
Lige nu er hun et godt sted, understreger hun. Et rigtig godt sted.
”Jeg er enormt glad og tilfreds der, hvor jeg er lige nu. Jeg har en base, der fungerer, og jeg har det rigtig godt. Jeg kan tillade mig at sige nej, og jeg lærer at nyde min fritid meget mere. Jeg hviler i de valg, jeg tager. Mit arbejdssted er fedt, jeg får nye fede opgaver. Men roen finder jeg i at være hjemme, hvor hverdagen er noget af det bedste, jeg ved. Jeg har rigtig mange overnatninger på hotel i forbindelse med mit arbejde, så min hule er min base. Når jeg sover hjemme, er alt godt, haha. Det er et sted, hvor jeg føler mig i balance,” siger hun om hjemmet midt i Vestamagers vilde natur.
Det er her, hun dyrker yoga og meditation, tager en tur på racercyklen, går ture og trækker stikket mentalt.
”I bund og grund er jeg introvert, og jeg har brug for den ro og for at mærke efter. Ellers kan jeg ikke præstere på mit arbejde. Jeg har brug for de skift for at kunne fungere. Roen i naturen giver mig energi til at være udadvendt på mit arbejde,” siger hun og tilføjer:
”Jeg har også en pigmåtte, som nærmest er mit kæreste eje. Den har jeg altid med ude at rejse, og så ligger jeg som en idrætsudøver og tænker over, hvad der gik godt, og hvad der gik skidt, haha.”

Man skal bruge sin stemme

At være dansk tv-darling i bedste sendetid forpligter. Og når man har et så udadvendt arbejde som at være vært på landets mest sete programmer, er det vigtigt at værne om sit privatliv, føler Tina Müller.
”Som ansigt på DR1 hilser folk på mig på gaden, og det er kun hyggeligt. Men jeg har grænser. Bladene kommer ikke hjem til mig, og jeg er heller ikke til rød løber. Jeg har et rum, der er mit, lige som jeg træffer valg om, hvilke interviews, jeg vil lave,” siger hun.
Og nu vi taler interviews, så virker Tina Müller ikke bange for at dele ud, når hun føler, at det kan inspirere andre. Hun har modigt delt personlige emner og fortalt om en vanskelig barndom, en biologisk far, hun ikke havde kontakt til og ikke mindst, hvordan hun for fem år siden som 38-årig stod i et dilemma omkring som singlekvinde at få et donorbarn. På det tidspunkt havde hun altid troet, at hun skulle være mor, men havde ikke mødt den rette at stifte familie med.
”Jeg ser egentlig ikke mig selv som meget åben. For jeg træffer klare valg om, hvad jeg vil dele. Når vi taler ”projekt donorbarn”, så ledte jeg selv efter nogle at spejle mig i, da jeg stod i det. Jeg brugte mine veninder meget, men vi har alle sammen brug for nogle at spejle os i. Og når man har en stemme, har man muligheden for at hjælpe andre mennesker,” siger hun.
For Tina Müller endte det med, at hun valgte muligheden fra. Hun var egentlig så langt i processen, at hun allerede havde valgt en donor og fået kanylerne med hjem, men efter mange overvejelser endte hun med at træffe en beslutning om at stå ved sig selv og få et lykkeligt liv uden børn.
”Det handlede for mig om at træffe et valg om, hvorvidt jeg skulle have et donorbarn. Og jeg tog en beslutning. Hvis jeg har hjulpet en, så er det det hele værd. For lige pludselig er løbet kørt, og det er så vigtigt at være opmærksom på. ”Projekt donorbarn” vækkede noget i mig i forhold til at tage en beslutning og deale med det. Det er noget, jeg har haft med mig siden,” siger hun.

 

Tina Müller optræder på forsiden af GO Beauty magasinet.

Læs hele det eksklusive interview med Tina Müller i GO Beauty magasinet og få samtidig Irinas yndlingsprodukter og gode tips. Køb det her >> 

Kom med backstage og se hvordan forsiden og billederne blev til med det bedste makeup- og stylingtips. KLIK HER >>

 
Tilrettelæggelse:
GO Beauty
Foto: Jonas Jensen
Tekst: Eva Kristine Brünnich
Hår- og makeupartist: Louise Liisberg

Stylist: Otilia van Pold

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.