Aktiv ferie | Oplev Finland og det magiske nordlys

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Det er en drøm, der er i de seneste år har vokset sig større hos mange, men kun de færreste har set nordlys. GO Beauty rejste til det nordlige Finland for at opleve fænomenet med egne øjne.

Når himlen åbner sig og magien sker, så har du oplevet nordlys!

De seneste år er de sociale medier nærmest eksploderet i det smukke grønne lys Aurora Borealis, bedre kendt som nordlys. Vores telefoner er blevet skarpere til at indfange de bjergtagende farver, og det er blevet langt nemmere at dokumentere den oplevelse, som mange har drømt om i mange år.

GO Beauty rejste til Lapland i det nordlige Finland for at opleve det enestående fænomen med egne øjne. Her deler vi de mange oplevelser, man ikke må snyde sig selv for, når man drager på en aktiv ferie mod sne, kulde og drømmen om nordlys.

På natteturen Auroa Hunting oplevede vi Nordlys som vi selvfølgelig skulle have et billede af.

Vejrforholdene er afgørende

Det er ikke så få, der håbefuldt er draget nordpå, har holdt sig vågne hele natten i håbet om at se nordlys og er vendt hjem uden at have set andet end en klar himmel.

For at øge chancerne for at se nordlys er det bedste tidspunkt at tage afsted fra september til slutningen af marts. De afgørende parametre er en helt klar himmel, mørke og en lille himmel, der ikke lyser for meget op.

Statistisk set er der størst sandsynlighed for at se nordlys i forårsmånederne marts og april og igen til september og oktober.

De afgørende parametre er en helt klar himmel, mørke og en lille himmel, der ikke lyser for meget op.

Iglo med glas til himlen

Vores egen jagt på nordlys begyndte i finske Lapland, hvor vi blev indlogeret i Northern Lights Village i en imponerende opvarmet iglo med glastag, så vi kunne opleve fænomenet i mørket fra vores seng.

Når himlen åbner sig, kan man være heldig at opleve det fra sengen i den opvarmede iglo med glastag.

Allerede ved ankomsten er det som at træde ind i en ny verden. Ind i et smukt landskab, hvor man kan møde rensdyr og slædehunde, fræse på snescooter, gå på snesko, spænde langrendsskiene på eller bare nyde en tur rundt i de rolige omgivelser med masser af frisk luft og lys. Fra de fine igloer kan man se sneen falde på alle tidspunkter af døgnet.

Aurora Cabins indeholder enkelt- eller dobbeltseng med toilet og bad og rummer op til fire personer. Resortet har både bar og restaurant, og her kan man vælge at gå a la carte eller bestille buffet til sit ophold. Menuen skifter hver dag, så man kan nyde maden til både morgen, middag og aften. Bor du på resortet, skal du ikke booke bord, men bare dukke op, når når sulten melde sig.

Hvad kan man opleve?

De fleste af os kommer for at se nordlys, og når mørket falder på, er der forskellige måder, hvorpå du kan øge chancen for at opleve det smukke fænomen. Det søde professionelle personale kan guide dig og ved, hvor der er størst sandsynlighed for at opleve nordlys den pågældende aften.

Når du booker et ophold, kan du tilkøbe forskellige ekskursioner og opleve den finske natur. Her gør vi stop og nyder lidt frokost, der laves over bål i en tipi.

Vil du gå en tur i nærområdet, kan du booke en guidet tur på snesko. Vil du gerne have mere fart på, kan du booke en guidet tur på snescooter og køre efter nordlyset. Foretrækker du luksusudgaven, kan du booke en tur med den opvarmede overdækkede sneslæde, som transporterer dig ud til de områder, hvor der er størst chance for, at himlen åbner sig og magien sker.

>> Flere hoteller tilbyder en alarmservice, så man undgår at sove sig igennem den fantastiske oplevelse. Sandsynligheden for at se nordlys er størst om aftenen og natten fra kl. 21-02. <<

Flere aftener med nordlys

Vores første møde med nordlys var på Northern Lights Villages guidede Aurora Hunting 3 timers tur i en opvarmet slæde med snescooter gennem det sneklædte, måne- og stjerneoplyste landskab. Turen gik helt til toppen af fjeldet, langt fra boligområderne og deres lysforurening. Da vi ankom, gjorde alle sig klar og forberedte sig med kameraer for at være klar til at tage billeder af den nordlige nattehimmel. Vi venter på, at nordlyset dukker op i ro og mag ved bålet, nyder varme drikke og lytter til historier, indtil nogen får øje på det første lys gennem et kamera.

Auroa Hunting er en nattetur, hvor man bliver transporteret i en overdækket vogn ud til et område hvor der er god mulighed for at oplevet det magiske nordlys.

Faktisk var vi ikke i stand til at se det først med det blotte øje, og blev en smule skuffet i starten, men så tog lyset til. Nordlyset, der bølger hen over himlen, stjernebillederne, sneklædte træer og de snedækkede fjelde. Da vi kom tilbage til hotellet dukkede det atter op over hovederne på os uden vi var forberedte. Det var en magisk og vild oplevelse.

Hele tre nætter i træk oplevede vi nordlys i området omkring Northern Lights Villages. Det var en oplevelse for livet.

>> Har du ikke Moon Boots, flyverdragt eller skitøj, så frygt ej. Resortet tilbyder, som en ekstra service, varm påklædning til alle gæster uden merbetaling. <<

Husky tur for de modige

Snyd ikke dig selv for en tur med hundeslæde, det er virkelig både en sjov og smuk oplevelse. Vi blev lidt taget med bukserne nede, da vi stod foran hundeslæderne, og det gik op for os, at vi selv skulle styre slæden med de otte hunde, der var spændt for og klar til en tur.

Når man besøger Northern Lights Village må man ikke snyde sig selv for en tur med hundeslæden. Det er meget tydeligt, at hundene har det sjovt og elsker farten i naturen. Hundene er søde, tamme og vil gerne nusse og lege efter slædeturen.

At køre et hold huskyer over de hvide, glitrende landskab er en oplevelse, der er et must under en tur til Lapland. De ivrige hunde løber i fuld fart, og mens slæden glider hen over snedriverne, og de kender deres vej rundt i området.

Vores adrenalin er på højdepunktet under hele turen, der var en fartfyldt og sjov oplevelse, vi aldrig vil glemme!

>> Hvordan kommer man til Northern Lights Village? <<

Vi fløj fra København til Helsinki og videre til Ivalo lufthavn. Fra Ivalo kan man tage en bus eller taxa til hotellet, der ligger i Saariselkä ca. 20 minutter væk. Bus er billigt, man kommer på en lille rundtur og bliver kørt direkte til døren.

Fra ski til rensdyrslæde

Foruden en tur i højt tempo med hundeslæde tilbyder resortet et væld af forskellige oplevelser til både store og små. Rensdyrslæde, hvor du i et roligt tempo kommer rundt i området og oplever, hvordan de søde og nysgerrige dyr gerne vil hilse på.

Vil du nyde de smukke omgivelser, kan du gøre det fra en tur med rensdyrslæden men du holder varmen under rensdyrskind.

Snescooter, som du kan vælge at køre alene eller med din ven, veninde eller barn siddende bagpå. Man skal være fyldt 16 år for at styre snescooterne, da tempoet er højt og sikkerheden i top. Der er små snescootere til børnene, så de selv kan prøve at køre en tur.

En tur på snescooter skal opleves.

Er du til ski, kan du prøve kræfter med langrendsski eller besøge et af de nærliggende skisportssteder.

>> Tip til børnefamilien <<

Searching for Santa er en sød oplevelse, hvor man i fælleskab med julemandens lille hjælper alfen finder frem til julemanden og undervejs bager ginger bread, hilser på julemandens rensdyr og sågar får en tur i slæden. Hele oplevelsen tager ca. 3 timer.

6 ting du bør vide om nordlys

1. Hvad er nordlys?

Nordlys er et fysisk fænomen, der opstår, når der er kraftigere solvinde end normalt. Elektrisk ladede partikler fra solen danner et lys, når de kolliderer med gasserne i jordens atmosfære, og afhængig af det vil vi se det som grønt, gult, rødt eller orange lys på himlen. Nordlyset indtræffer som oftest i en højde på mellom 80 og 500 kilometer over bakken.

2. Hvor kan man se nordlys?

Du kan opleve nordlys flere steder i verden, og vi har sågar været heldige at observere det i Danmark flere gange. Vil man øge sandsynligheden for at opleve det sjældne fænomen, og tør man ikke sætte sin lid til, at man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i Danmark, så er der destinationer, man kan rejse til, heriblandt Finland, Island, Norge, Grønland, Alaska, Canada og Rusland.

3. hvornår kan man se nordlys?

Da nordlys er en million gange svagere end sollys, kan det ikke ses om dagen. Det bedste tidspunkt at observere lyset på er fra kl. 21 til kl. 2 om natten. Hvis du har brug for din skønhedssøvn, tilbyder mange hoteller en nordlys alarmservice.
Der findes desuden flere apps, hvor man kan tjekke chancerne for at se nordlys.

4. Er man garantert nordlys i Lapland?

Nej! Som alle andre naturfænomener er nordlys ikke noget, som kan bestilles. Heller ikke selv om alle vejrforhold er opfyldt.

5. Hvordan fotograferer du nordlys?

De fleste har set fantastiske billeder af nordlyset og vil måske selv tage lignende billeder. Der er en række ting at tænke på: Manuel fokus, blændetal, lukketid, tilstrækkelig batterikapacitet og fjernudløser. Ydermere er et stativ – eller i hvert fald at kameraet står stille – helt essentielt. Der findes mange artikler på nettet, der kan give dig gode tips til, hvordan du kan gå til værks, når du tager det perfekte nordlysbillede, men det kræver en god portion tålmodighed. Hvis du kun har et håndholdt mobilkamera, er vores bedste tip: Lad være med at stresse over at tage dårlige, slørede billeder, kig op og nyd udsigten i stedet!

6. Klæd dig på til nordlyset!

Vinter, klart vejr, nat er faktorer, der skriger “KOLDT!”. Og da nordlyset bedst ses udendørs, er det helt essentielt at være godt klædt på. Tag alt dit varme tøj på, og så en tyk jakke ovenpå, og du er klar til en hel aften og måske nat med Aurora!

Share.

Comments are closed.