Kvit kødet og lev vegansk

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

De fleste diæter lover ofte forandringer til det bedre. Lige nu står vi midt i en vegansk bølge, som, udover ændring i kosten, lover en livsstilforandring, som kan redde din krop fra kroniske sygdomme, redde dyrene omkring dig og ikke mindst planeten. Men kan vi redde os selv bare ved at leve plantebaseret?

Den veganske bølge har ramt os!

Første gang jeg selv blev præsenteret for en vegansk livsstil var i slutningen af 90’erne, hvor jeg arbejdede i en skobutik i London. En pige med næsepiercinger, sort hår og latexjakke kom ind i forretningen og spurgte, om vi havde veganske støvler. Jeg gjorde mit bedste for ikke at eksplodere af grin foran hende og højlydt spørge, om hun mon skulle spise støvlerne? Men nu griner jeg ikke længere. Vegansk livsstil er ved at blive næsten ligeså mainstream som den vegetariske, og tiderne hvor det var de mere ekstreme eller nichede grupper, som i det hele taget dyrkede en plantebaseret livsstil, er svundet.

Veganisme ligner efterhånden en kommerciel succes, som primært bevæger sig fra USA og videre til resten af verden, for livsstilen omfatter alt fra tøj, sko, makeup og så selvfølgelig kost. En vegansk livsstil betyder ikke længere, at du skal leve af linsebøffer og rødbedesuppe. Det sørger driftige iværksættere for, som er begyndt at leve godt af den stigende efterspørgsel på ikke-animalske produkter. Er du til røget gouda, en god, rød burger eller Ben and Jerrys’ is, ja, så findes der allerede veganske versioner af disse på markedet, og bare i København findes nu mere end to håndfulde restauranter, som serverer helt eller delvist vegansk mad. Ligeledes er det med mode og haute couture.

Stella McCartney har i årevis lavet veganske kollektioner (med en lille undtagelse af én gang, hvor hun brugte uld fra sine egne får) og skuespilleren Natalie Portman er så dedikeret til sin veganske livsstil, at hun har startet sin egen skolinje af vegansk læder.

The greatness of a nation and it’s moral progress can be judged by the way it’s animals are treated. – Mahatma Gandhi

Hvorfor blive veganer?

Men selvom alternativerne bliver flere og flere, kan det stadig være en kæmpe mental udfordring for mange,at skifte livsstil, og mange vil måske også undre sig over, at man frivilligt fravælger flødeskum, leverpostej og læderjakker. Der er også mange fordomme om, at vegansk mad ikke indeholder nok proteiner, og derfor mener mange ikke at det er muligt at for eksempel træne hårdt og leve af planteføde. De seneste år har elitesportsfolk som den professionelle håndboldspiller, Casper Bilton, og en af verdens mest veltrænede mænd, Rich Roll, gjort deres bedste for at bestride proteinfordommene ved at træne hårdt og samtidigt leve på en strikt vegansk diæt med proteiner fra planteriget.

Ifølge den berømte veganske kok The Buddhist Chef er der primært tre grunde til, at folk vælger den veganske livsstil til:

1. Sundhed og helse:

Når man lever vegansk, lever man plantebaseret og får hermed ofte en mere næringsrig kost. Ifølge den amerikanske forening ’The American Dietetic Association’ har vegetarer og veganere lavere BMI (body Mass Index), lavere blodtryk og kolesterolniveau end kødspisere har. Man lider også i mindre grad af type 2 diabetes, tarmkræft, prostatakræft og hjerteproblemer.

2. Miljømæssige årsager:

Produktionen af kød kræver rå mængder af vand og plads. For at gøre plads til dyrene fælder vi skov, kvaliteten af jorden bliver dårligere og biodiversiteten forringes. Vandet, som bliver brugt i forbindelse med dyrelandbrug, står for otte procent af det globale forbrug af vand. Dyrene selv producerer 18 procent af drivhusgasser, hvilket er mere end transport. Gødning fra dyr forurener vand og frigiver antibiotika. Ifølge The Buddhist Chef havde vi engang brug for at spise kød for at overleve, men nu har vi brug for ikke at spise kød for at overleve.

3. Dyrevelfærd:

Poul McCartney har engang udtalt, at hvis slagterier var lavet af glas, ville alle være vegetarer. Veganere mener også, at kyllinger og malkekøer i det industrialiserede landbrug lider unødigt i deres alt for korte liv. Mange veganere mener ikke, at dyr skal udnyttes for tøj, underholdning, mad, forskning eller andre grunde og at dyr – ligesom mennesker – har rettigheder til et liv uden lidelse.

Husk B12: Spiser du vegansk, er det vigtigt at tage et tilskud af B12, som ikke findes naturligt i planteriget. B12 hjælper med at nerve- og blodceller sunde og med at lave DNA. B12 hjælper også med at forebygge en type af blodmangel som gør folk trætte og svage.

Vegansk livsstil

Udover det vælter det ned med mirakelhistorier om folk, som har oplevet vilde forbedringer, som den medicinske verden har stået måbende overfor. Success-dokumentaren Forks Over Knives fra 2011 er dedikeret til at vise, hvordan en plantebaseret diæt har helbredt mennesker med alt fra cancer til depression, og på filmens site, kan man læse den ene succeshistorie efter den anden. Forskning bakker også op om, at en plantebaseret diæt forlænger livet og giver øget sundhed og velvære (kilde: The China Study), så et kig, om end sporadisk, på den veganske livsstil kan være en fordel for selv den mest inkarnerede kødspiser.

Vegansk vægttab

Kira Eggers har tilbage i 2018 udgivet bogen ’Vegansk Vægttab’, og hun mener ikke, vegansk livsstil kun er for dem, som gør det 110 procent. Ifølge Kira kan hun takke sin veganske livsstil for, at hun fornyelig tabte 17,5 kg til TV-programmet ’Min fede træner’, men hun kan også takke den for sin rene og glatte hud, lethedsfølelsen i kroppen og sit høje energiniveau.

Ligeledes har Kira Eggers ikke længere kramper i maven, efter hun er stoppet med mælkeprodukter. Men samtidigt erkender hun, at et skift til en vegansk livsstil ikke er uden udfordringer.
– Det er store skridt, man skal tage, og det kan for nogle virke uoverskueligt at skulle bruge tid og energi på research. Jeg mener, man skal starte stille og roligt ud og ikke med sort/hvide briller. Man kan for eksempel melde sig ind i grupper på Facebook, tale med andre, der har interesse i vegansk livsstil, købe litteratur og se film. Der er så meget information derude nu, at det er lettere end nogensinde før at blive informeret. Man kan eventuelt starte ud med at være vegansk spisende i ugens løb og ændre reglerne i weekenden. Hellere 80 procent veganerkost end slet ikke, pointerer Kira Eggers, som selv har været ikke-kødspisende i  over 20 år.

Kira er primært blevet veganer på grund af hensynet til dyr, men også af hensyn til sin egen sundhed og til miljøet.
– Jeg ønsker ikke at misbruge og udnytte andre for egen vindings skyld. Især ikke med al den forurening og miljøbelastning, det bidrager med. Men mest på grund af dyrene. Det er et personligt valg, jeg er godt tilfreds med, og det betyder, jeg lever i overensstemmelse med mine værdier, og det skaber ligevægt i mit sind.

Det betyder, jeg lever i overensstemmelse med mine værdier, og det skaber ligevægt i mit sind. – Kira Eggers

Vegansk på deltid

Ligesom Kira Eggers har kropsterapeut og forfatter til bl.a. bogen ’Den fede faste’, Martin Bonde Mogensen, også nydt godt af at skifte spor, men modsat Kira, lever Martin ikke 100 procent vegansk.
– Jeg kan mærke en kæmpe forskel. Jeg har altid været en stor kødspiser, men har også haft uren hud og en meget dårlig fordøjelse med ofte tynd eller hård mave. For fire år siden fjernede jeg kød fra min kost, men spiser nu fisk og skalddyr op til et par gange om ugen. Jeg har siden haft en super fordøjelse, en meget pæn hud samt mere energi og en betydelig lettere følelse i kroppen. Jeg kan dog mærke, at jeg ofte har brug for syv dage, hvor jeg kun spiser vegansk, fortæller Martin, som også er en livsnyder, der kan lide at spise ude, og heldigvis kan han se, at det bliver lettere og lettere at finde ting på menukortet, som passer sammen med en vegansk eller vegetarisk livsstil.

Udover lækker hud og god fordøjelse har Martin også oplevet en radikal livsændring ved at leve vegansk i en lang periode. For et par år tilbage fik han at vide, at han ikke kunne få børn. Martins sædkvalitet var dårlig. Han havde 10.000 sædceller per ml., hvor normalen er 20 millioner. Efter ca. 4,5 år hvor Martin ofte var på streng, vegansk diæt, forbedrede han sin sædkvalitet til 2,6 millioner, hvilket lægerne var meget forbavsede over, og i dag er han far til sønnen Malte. Efter 15 års erfaring med ca. 25.000 klienter og mere end 50 retreats, har Martin erkendt, at mange ikke ved, hvad de kan få ud af at leve vegetarisk/vegansk, og han opfordrer alle til at prøve det mindst en uge.

For at hjælpe den almindelige dansker på vej, har han sammen med Zennie Storm skrevet bogen ’Ren selv kærlighed’, som både er en kogebog med 50 veganske og et par vegetariske opskrifter samt en sammenfatning af 15 års erfaring af, hvad Martin mener, sundhed er – både fysisk, mentalt.

Jeg har siden haft en meget pæn hud samt mere energi og en betydelig lettere følelse i kroppen. – Martin Bonde Mogensen

Hvad går det ud på?

Veganisme er en måde at leve på, som søger at undgå alle former for udnyttelse af dyr til føde, tøj og andre formål. Veganere lever plantebaseret og søger, at undgå animalske produkter som kød, mælk, æg, ost, læder, pels, uld, honning, produkter testet på dyr osv.

 
Du kan få flere skønhedstips på gobeauty.dk og i GO Beauty magasinet. Du kan købe det nye nummer af GO Beauty i udvalgte COOP, 7-Eleven, kiosker og supermarkeder i hele landet eller lige her >>

Du kan også følge GO Beauty på:
FACEBOOK @gobeautydk INSTAGRAM @gobeautydk YOUTUBE GO Beauty
Share.

About Author

Comments are closed.